I dag er det 20 år siden, Jyllands-Posten offentliggjorde de 12 Muhammed-tegninger. Den dag i 2005, hvor Danmark blev kastet ud i den største udenrigspolitiske krise siden besættelsen – og hvor vi samtidig blev symbolet på et frit folk, der nægtede at bøje nakken for religiøse dogmer.
I årene efter blev Danmark nærmest indbegrebet af ytringsfrihed. Vi stod fast, hvor andre vaklede. Vi var foregangsland. Selv dem, der hadede tegningerne, måtte anerkende, at vi havde vist rygrad.
Men hvor står vi i dag, 20 år efter? Er vi blevet friere og mere sikre på ytringsfrihedens principper? Svaret er desværre et rungende nej.
Siden 2005 er ytringsfriheden i Danmark blevet indskrænket trin for trin. Vi har set:
-
Terrorpakker og tryghedslove, som har udhulet både forsamlings- og ytringsfrihed under dække af “sikkerhed”. (Justitia, 2016)
-
Selvcensuren, som i dag er udbredt i medier, forlag og kunstinstitutioner. Kun de få modige tør tage fat i islam – og de gør det under politibeskyttelse.
-
Domme mod debattører og kunstnere, f.eks. Lars Hedegaard, der i 2010 blev dømt under racismeparagraffen for sine udtalelser om muslimer (Wikipedia, Hate speech laws in Denmark), eller de nyere Østre Landsret-sager, hvor satire og parodi begrænses af ophavsretten (BKF, 2023).
-
Indgreb i demonstrationer, hvor politiet har sat rammer eller grebet ind i protester. Tibet-flag-sagen er det klareste eksempel, hvor demonstranter fik konfiskeret flag under kinesiske statsbesøg (Wikipedia, Tibet flag case). Og senest i sagen om 1. maj-demonstrationen på Israels Plads i 2019 måtte Københavns Byret fastslå, at politiet ikke ensidigt kan afvise, at en frihedsberøvelse har fundet sted (domstol.dk, 2025).
Alle disse indskrænkninger kulminerede med det mest markante tilbageslag: Koranloven, der forbyder “utilbørlig behandling” af religiøse skrifter. Dermed har Danmark indført et moderne blasfemiforbud, målrettet islam. Og ironisk nok er det sket i netop det land, der burde have lært verden, at ytringsfrihed betyder retten til at kritisere religion.
Ja, vi fik én lille landvinding undervejs: afskaffelsen af blasfemiparagraffen i 2017. Men den sejr er i dag meningsløs, for Koranloven har i praksis genindført blasfemiforbuddet i en endnu strammere form.
Og det virkelig tankevækkende? At selv Sverige – landet vi i årtier har følt os hævet over, når det gjaldt ytringsfrihed – har nægtet at indføre en lov svarende til den danske Koranlov. Svenskerne, som vi altid har set som selvcensurens hjemland, har i dette spørgsmål vist mere rygrad end os. Det burde skære os i øjnene.
20 år efter Muhammed-krisen står vi altså ikke stærkere, men svagere. Vi er gået fra at være foregangsland til at være et advarselseksempel.
Spørgsmålet er nu: hvor meget længere vil vi falde, før vi helt har opgivet retten til at kritisere religion?
