Da en bølge af antisemitiske angreb fejede hen over Frankrig i de første år i det nye årtusinde, var det ikke i det jødiske kvarter i Paris' centrum, Marais-kvarteret, der også er Paris' ældste, at de fandt sted. Det var for eksempel synagogen i Villepinte, ikke langt fra Charles de Gaulle lufthavnen uden for Paris, der i 2000 blev sat i brand med seks molotovcocktails; ikke synagogen i rue Pavée, der går på tværs af Marais-kvarterets velkendte hovedgade rue des Rosiers. De skoler, hvor lærerne i dag har store problemer med antisemitismen og med at undervise i 2. Verdenskrig uden at blive mødt af muslimske elevers hurraråb over Hitler, ligger især i de belastede områder uden for Frankrigs større byer.
Distrikt 93, ”det røde bælte”, som de belastede områder uden for Paris kaldes, tæller byer og forstæder som for eksempel Drancy, Seine-Saint-Denis og også Le Blanc-Mesnil, som man passerer med toget fra lufthavnen mod centrum. Særligt siden 1980erne er muslimske befolkningsgrupper flyttet ind i disse områder, der igennem en årrække har været hjemsted for mange af Frankrigs sefardiske jøder, der stammer fra Algeriet, Marokko og Tunesien. De sefardiske jøder udgør omkring 70 pct. af Frankrigs jødiske befolkning.
Typisk bor ashkenazi-jøderne, der stammer fra Østeuropa, og som udgør de sidste 30 pct. af Frankrigs jødiske befolkning, i centrum af de store byer som Paris. Den jødiske befolkning i Frankrig tæller 650.000 og er således den tredjestørste i verden efter Israel og USA.
Den amerikanske journalist Marie Brenner har rapporteret om antisemitismen i Frankrig i Ron Rosenbaums værdifulde antologi Those who Forget the Past: The Question of Anti-Semitism. Ifølge Brenner blev der igennem ti dage i år 2000 brændt fem synagoger og rapporteret om 19 brandattentater mod synagoger, jødiske hjem og forretninger.
Men antisemitismen har bredt sig helt ind i Paris' centrum. Overfald på jøder, der skilter med deres identitet i form af en kalot, har fundet sted selv på Champs-Elysées. Da tilhængere af Hizbollah og Hamas i 2000 gik sammen med repræsentanter for den ekstreme venstrefløj i en demonstration vendt mod Israel, lød råbet ”Død over jøderne” på Place de la République, ikke langt fra det jødiske kvarter.
På jagt efter jøder
Tidligere i år, en solskinssøndag i maj, nåede antisemitismen til Marais-kvarteret. Omkring 30 muskuløse medlemmer af den racistiske gruppe af sorte nordafrikanere La Tribu Ka marcherede gennem rue des Rosiers, hvor de gjorde nazi-hilsen og intimiderede forbipasserende jøder. La Tribu Ka går ind for raceadskillelse og er en udbryder af en gruppe af sorte franskmænd, der har holdt til på ”Théâtre de la Main d'Or” i Paris.
Teatret ejes af den kendte afrikansk-franske komiker Dieudonné, der selv med mellemrum anklages for antisemitisme og vækker opsigt med sine udtalelser. I 2005 betegnede han således en mindehøjtidelighed for de befriede fra Auschwitz-Birkenau koncentrationslejrene som ”pornografisk”. Dieudonnés kontakter spænder vidt. På en rejse i august i år til Libanon og Syrien blev han modtaget af den syriske viceudenrigsminister og kom i audiens hos Venezuelas præsident Hugo Chávez, der befandt sig i Syrien. På rejsen var Dieudonné bl.a. ledsaget af sin kampagnechef, der er tidligere medlem af Front National og af Thierry Meyssan, der er præsident for organisationen ”Réseau Voltaire” (Voltaires netværk). Meyssan er også forfatter til en storsælgende bog om Bush-regeringens ”løgne” om 11. september. Ifølge Meyssan var der for eksempel intet fly, der ramte ind i Pentagon den dag.
Ifølge egne oplysninger var Tribu Ka den pågældende søndag på jagt efter unge, jødiske aktivister, som de påstod havde generet dem ved en tidligere lejlighed. Ankomsten af seks politibiler fik sat en stopper for ballademagerne. Kvarteret har ellers været forskånet for antisemitiske angreb og overfald siden Jo Goldenbergs berømte restaurant i gaden blev udsat for et bombeattentat i 1982.
Sikkerhedsforanstaltningerne i Marais-kvarteret er dog i top, og besøger man de jødiske museer i bydelen, skal man omtrent igennem samme procedure som i en europæisk lufthavn. På søndage, et populært tidspunkt for spadsereture for kvarterets beboere, er der altid patruljerende betjente på gaden.
Men man kan frit besøge de jødiske specialforretninger, restauranter og boghandler uden at skulle tjekkes. Kvarteret er ligeledes et eksempel på to minoriteter, der lever fredeligt ved siden af hinanden: Den jødiske og den homoseksuelle. Marais, med sine pragtlejligheder og gamle huse i de snævre gader, er inden for de senere år blevet et mondænt kvarter med dyre designerbutikker og andre specialforretninger. I dag er kvarteret også hjemsted for en del af Paris' bøssemiljø. Bøssebarer ligger ikke langt fra kosherforretninger, og i gadebilledet er det helt almindeligt at se ortodokse jødiske mænd med hatte og slangekrøller ved siden af små, fikse herrer i stramme læderbukser med lige så fikse, små hunde.
Arabernes konge
Da antisemitismen tog til i det nye årtusinde, varede det længe før franske toppolitikere reagerede. Det gælder også præsident Jacques Chirac. Måske fordi Chirac har en muslimsk befolkning på i hvert fald 6 mio. blandt sit vælgerpotentiale, og fordi Chirac, afhængigt af øjnene der ser, har været optaget af eller besat af at skabe venskabelige forbindelser med den arabiske verden. Ondskabsfulde tunger har således for længst viderebragt, at Chirac i de belastede forstæder, ”Les Banlieus”, lyder tilnavnet ”arabernes konge”.
En undtagelse fra denne vage kurs var dog Frankrigs indenrigsminister Nicolas Sarkozy fra UMP (Union pour un Mouvement Populaire). Sarkozy er i dag kendt for at ville lægge en hård linie over for ballademagerne i ”Les Banlieus” og for at ville korrigere den antiamerikanske holdning, der præger fransk udenrigspolitik og store dele af det politiske og intellektuelle miljø. Sarkozy er også et borgerligt bud på Frankrigs kommende præsident.
Uden særlig pressebevågenhed tog Sarkozy i 2002 på jødiske helligdage rundt og besøgte synagoger og talte med jødiske ledere i de små forsamlingshuse i området nær Neuilly uden for Paris. Det var nok tiltrængt. Et tidligere møde i distrikt 93 mellem lokale jødiske ledere og en politidirektør var forløbet i en spændt atmosfære. Politichefen havde mere eller mindre afvist problemet med antisemitismen med den forklaring, at i Frankrig var alle lige, kirker, moskéer og synagoger. Hvorpå en jødisk leder havde påpeget, at det ikke var moskéerne, der blev angrebet.
Blandt de jødiske organisationer var der heller ikke enighed om, hvordan man skulle gribe den nye antisemitiske bølge an. Sammy Ghozlan, en pensioneret politimand med algerisk-jødisk baggrund, tøvede dog ikke og startede sin egen sikkerhedstjeneste i Blanc-Mesnil uden for Paris. De hundredvis af indberetninger og henvendelser, som Ghozlan fik og får, bliver langtfra alle rapporteret i den officielle presse. Jøder, der bliver overfaldet, er bange for at anmelde det af frygt for repressalier.
En vigtig mediekanal, hvis man vil følge med i antisemitismen i Frankrig, er den jødiske radiostation Judaiques FM, der har lokaler på venstre Seinebred nær Sorbonne. Et anden vigtig kilde var internet-avisen Proche-Orient.info, stiftet i protest mod den pro-palæstinensiske dækning af Mellemøstkonflikten i fransk presse. Også Sappho har leveret artikler til Proche-Orien, der måtte lukke tidligere i år på grund af manglende finansiel støtte.
At rokke båden
Abraham Foxman, direktør for the Anti-Defamation League i USA, gav i 2002 den jødiske paraplyorganisation CRIF (Conseil Représentatif des Institutions Juives de France) og de franske jøder dette råd: ”Mobilisér!”. De amerikansk-jødiske organisationer har aldrig, skriver Marie Brenner i Ron Rosenbaums antologi, været bange for at ”rock the boat”. Foxmans medarbejdere verden over deler information med den amerikanske regering, lægger pres på Kongressen og har adgang til kommentarer på ledersiderne i aviser over hele USA.
Da CRIFs præsident Roger Cukierman vendte hjem fra et besøg hos Foxman og de jødiske organisationer i USA, tredoblede han omtrent CRIFs budget. Det er i øvrigt ikke almindeligt kendt, hvor få penge de fransk-jødiske organisationer har. Ifølge Marie Brenner er det i høj grad betydelige årlige pengebeløb fra den berømte og velhavende Rothschild-familie, der finansierer udgifter til jødiske sikkerhedsfolk, lønninger til ansatte m.m.
Allerede i februar 2002 havde Cukierman dog publiceret et åbent brev til præsident Chirac i Le Monde. Han indledte med at skrive, at ”Landets ledere ynder at bagatellisere anti-jødiske handlinger. De foretrækker at se dem som almindelige voldshandlinger.” Cukierman påpegede blandt andet, at et angreb på en jødisk helligdom kan takseres til kun tre måneders betinget fængsel. Og hvorfor? Fordi, skrev Cukierman, at volden, der i øvrigt kun udføres fra én side, knyttes til konflikten i Mellemøsten, og fordi den muslimske befolkning er den eneste, der tæller i dette spørgsmål. Endnu engang er jøderne syndebukken. Cukierman sluttede brevet med at skrive, at ”Det er en rolle, vi ikke længere er indstillet på at spille.”
De tabte territorier
Samme efterår, september 2002, udkom bogen Les territoires perdus de la république: Antisemitisme, racisme et sexisme en milieu scolaire (Republikkens tabte territorier: Antisemitisme, racisme og sexisme i skolerne), den var redigeret af pseudonymet Emmanuel Brenner. Den indeholder en lang række beretninger fra franske skolelærere om de problemer, de møder i den daglige omgang med muslimske elever. To år senere, i 2004, kom Emmanuel Brenners bog i ny udgave. Samtidig offentliggjorde det franske undervisningsministerium en chokerende rapport om problemer med religiøs fundamentalisme, særligt inden for islam, på en række udvalgte skoler. Den såkaldte Obin-rapport, der blev til under topembedsmanden Jean-Pierre Obins ledelse, og hvis indhold undervisningsministeriet desværre ikke har gjort noget særligt for at udbrede kendskabet til, bekræfter konklusionerne i Emmanuel Brenners bog. Det gælder ikke mindst med hensyn til lærernes vanskeligheder på udvalgte skoler med at undervise i Holocaust, kristendommen og Israels historie. Rapporten og Emmanuel Brenners bog er også omtalt i Sappho oktober 2005.
I årene siden den nye bølge af antisemitisme ramte Frankrig, er der udgivet en lang række bøger om dette problem. I de jødiske boghandler i Marais-kvarteret kan man finde stort set alle disse bøger. Det gælder, hvad enten forfatteren er den mindre kendte rabbiner Philippe Haddad, der skriver med udgangspunkt i attentatet i år 2000 på hans synagoge i Ulis, eller den verdensberømte filosof Alain Finkielkraut, der påpeger, at zionismen gøres til en kriminel ideologi af dagens intellektuelle. Eller måske historikeren Benjamin Stora, der i oktober trak fulde huse på det jødiske museum i rue Vieille de temple med sin aktuelle bog om de algeriske jøders og hans egen families uddrivelse fra Algeriet, Les trois exiles: Juifs d`Algérie. (Tre former for eksil: Algeriets jøder). God information om forholdene finder man også i bl.a. månedsmagasinet l`Arche (arken) og Information juive (Jødisk information).
Støtte til Redeker
CRIF synes at have fortsat sin nye kurs. Dette efterår kunne man således på organisationens hjemmeside finde en utvetydig støtteerklæring til filosofilæreren Robert Redeker. Redeker måtte gå under jorden efter at have modtaget dødstrusler på grund af sin lidet smigrende karakteristik af Muhammed og islam i en kommentar i Le Figaro. Som en repræsentant for CRIF forklarede det for Sappho: ”Vi accepterer ikke dødstrusler, og vi accepterer ikke, at religionen ikke må kritiseres.”
CRIF har til huse i rue Brocca i det fredelige 5. arrondissement. På adressen befinder sig en lang række institutioner inden for det jødiske samfund, og der er derfor altid to bevæbnede betjente på vagt foran bygningen i dagtimerne. Udover det almindelige grundige sikkerhedstjek, man skal gennemgå, beder de tre repræsentanter for CRIF, som Sappho taler med denne dag, om at de ikke citeres med navn. Men så vil de gerne tale åbent om, hvad de mener om for eksempel dialog med de islamiske organisationer: En enkelt af de tre repræsentanter mener, det er muligt at have en sådan dialog, men de øvrige afviser det. En prædikant som den internationalt kendte Tariq Ramadan, der er blevet beskyldt for antisemitisme, er der ingen tillid til. Den CRIF-repræsentant, der overvåger de muslimske hjemmesider, mener, som andre af Ramadans kritikere, at han siger ét på arabisk til muslimer og noget andet på fransk til ikke-muslimer.
Der er også utilfredshed med, at en organisation som den store paraplyorganisation UIOF (Unionen af Frankrigs Islamiske Organisationer) ikke tager skarpt afstand fra imamer, der fremkommer med antisemitiske udtalelser. Den dialog, der gennem årene har været forsøgt med, hvad en CRIF-repræsentant betegner som ”den mere moderate dele af UIOF”, har ikke været nogen succés: ”Man foreslår, man lytter, men der er intet den anden vej”.
En undtagelse er rektoren for den store moské i Paris, Dalil Boubakeur, som CRIF gennem årene har haft et fint samarbejde med. Boubakeur er kendt for en liberal linie sammenlignet med andre af Frankrigs imamer.
Religionskritikken og adskillelsen af religion og stat er fundamentale værdier for Frankrig, mener man i CRIF. Derfor er disse værdier også fundamentale i spørgsmålet om integrationen af muslimerne i Europa. Det er der andre end CRIF, der har forstået.
Den jødiske forfatter Olivier Rolin påpeger således i et aktuelt essay i tidsskriftet Le meilleur des mondes, at der i dag i Frankrig findes grupper og lobbyer, der i islams navn igen ønsker at gøre Frankrig ”judenfrei”. At modarbejde det, at forhindre det, er naturligvis også et anliggende for republikken. For: ”Når jøderne angribes, er det Republikken, der er i fare, når de jages, er det Republikken, der slås ihjel.”
