Det lykkedes mig aldrig at få et interview med den franske gaullistiske politiker, advokat og forfatter Pierre Lellouche, trods ihærdige forsøg igennem oktober måned. Hans venlige assistent forsøgte at presse en halv times, ja, måske blot tyve minutters interview ind i kalenderen, men uden held. Lellouche, der har været medlem af det franske parlamentet siden 1993 og hører til UMP (Union pour un Mouvement Populaire), er også formand for NATOs parlamentariske forsamling. Han er desuden en nær allieret af Nicolas Sarkozy, der er kørt i stilling som det borgerlige (gaullistiske) Frankrigs præsidentkandidat i kamp mod den socialistiske komet Segolène Royal. Så Lellouche flyver og farer til og fra Washington, til og fra møder.
Årsagen til, at jeg gerne ville møde Lellouche, var hans aktuelle bog Illusions gauloises: Plaidoyer pour une France debout. Titlen kan bedst oversættes med ”Gaullistiske illusioner: Forsvar for et oprejst Frankrig”. Det lyder mere elegant på fransk end på dansk, men det er en læseværdig bog, hvori Lellouche kalder til forsvar for et Frankrig, der ikke blot er tolerant og kosmopolitisk, men også tør sætte magt bag ordene og forsvare, hvad der truer republikken og de vestlige demokratiers fremtid i dag.
Lellouche, der er født i 1951 i Tunesien, peger på fem elementer, der i særlig grad vil bestemme den fremtidige verden: demografien, de kapitalistiske landes rivaliserende økonomier, udbredelsen af masseødelæggelsesvåben, terrorismen og den ”sønderrevne” muslimske verden. Lellouche beskriver i denne forbindelse indgående Frankrigs problemer med immigrationen fra de nordafrikanske lande og den franske antiamerikanisme, og det er disse emner jeg særligt har interesseret mig for i bogen.
Frankrigs børn
Lellouche er ikke blind for, at der findes reel racisme og diskrimination i Frankrig, og han undervurderer ikke den negative betydning af en politiker som Front Nationals leder Jean-Marie Le Pen. Men han taler ligeud om en mislykket integration af Frankrigs nordafrikanske indbyggere, hvoraf de fleste har muslimsk baggrund. Problemerne i den muslimske gruppe ligner naturligvis dem, vi kender her i landet: Høj arbejdsløshed, få unge, der går videre på de højere læreanstalter, og en foruroligende overrepræsentation af folk med indvandrerbaggrund (læs, muslimer) i fængslerne. (I Frankrig er det 80 procent.) Blot er problemerne langt større i Frankrig end i Danmark, for Frankrig har officielt omkring 6 millioner muslimske indvandrere. Men hertil kommer den illegale indvandring. Hor mange muslimer findes der egentlig i Frankrig? ”Ingen ved det, og ingen vil vide det.”
For Frankrig har på immigrationsområdet ført en klar ”ikke-politik”, hvis resultat er, at landet er blevet taget på sengen. Sidste efterårs ”by-intifada” i mange hundreder franske forstæder resulterede i mere end 9.000 ødelagte og afbrændte biler og tæt ved 3.000 arrestationer. De tre ugers optøjer har, skriver Lellouche, brutalt gjort en ende på denne gaullistiske illusion om vellykket integration.
Jeg mindes selv en, måske lidt sammenbidt, præsident Jacques Chirac på TV efter optøjerne med patos udtale, at ”I er alle børn af Frankrig”. Men et stigende antal af disse ”børn” har for længst demonstreret, at de ikke føler nogen loyalitet over for Frankrig og republikkens værdier.
I 1974-75 gav Frankrig tilladelse til familiesammenføring for landets immigranter. I praksis har det betydet, at der gennem de sidste 30 år er kommet flere millioner mennesker til Frankrig fra især Nordafrika. Ingen har haft nogen plan for, hvordan de skulle indgå i det franske samfund. I sommer deltog Lellouche i Engelsberg seminaret i Sverige, hvor også Sapphos redaktør Lars Hedegaard holdt oplæg. Lellouche kunne oplyse forsamlingen om, at der nu årligt kommer 150.000 mennesker til Frankrig, kun 5 pct. kommer for at arbejde. Resten kommer igennem familiesammenføring.
I forstæder til Paris som Bobigny og Aubervilles udgør immigrantbefolkningen allerede et flertal. I Trappes og i Minguettes, nær Lyon, udgør de et knusende flertal. Islamismen og antisemitismen vokser i disse områder og prædikanter som den stilige Tariq Ramadan, ”islamisten med fløjlsstemmen” har kronede dage. Skolerne, der skulle præge alle børn med republikkens værdier, lighed, frihed og broderskab, bliver i stedet til slagmarker for spørgsmål om pigers tildækning, deres mulighed for at deltage i svømmeundervisning m.m. Islam har det vanskeligt med kønnenes ligestilling, og i de muslimske miljøer vokser en fjendtlig indstilling til det omgivende franske samfund.
Antiamerikanismen
Fransk selvbevidsthed har ikke fejlet noget igennem årene. Allerede general Charles de Gaulle forstod, at atomvåben var en nødvendighed for landet, hvis det skulle sidde med ved bordet hos de store. Som Lellouche skriver, har Frankrig set sig som både arkitekt og primus motor i det europæiske projekt, som vejviser og uundværlig fører for mindre og, set med franske øjne, mere provinsielt indstillede lande. Og også, på det globale plan, som en fredsmægler, der har ret til at pege fingre ad et USA, der ikke er bange for at bruge militær magt.
Ganske vist var der et kort stemningsskift i den franske holdning til USA lige efter 11. september. Præsident Chirac fløj til New York, endnu mens det røg fra ruinerne af tvillingetårnene, og franskmændene var, som beskrevet i Jean-Marie Colombanis leder i Le Monde, ”alle amerikanere”. Men solidariteten med amerikanerne holdt ikke længe.
Chirac har fra starten valgt at se Osama bin Laden og hans medterrorister som ”vanvittige galninge”. Men hvor vanvittigt den militante islamismes kalifat-fantasmer end tager sig ud set med Vestens øjne, ved at beskrive terroristerne i psykiatriske termer og ikke ideologiske, skriver Lellouche, nægter man at forstå problemet i sin kerne. Det betyder også, at man forfalder til klicheer om terrorismens årsager, så som desperation og fattigdom.
Bedre er det ikke med andre toppolitikere, der har afvist USAs klare tilkendegivelse af, at man er i krig, skønt Frankrig og Europa, hvad enten man ønsker at se det i øjnene eller ej, står over for den samme totalitære fjende. En fjende, der denne gang hverken har nation, uniform eller grænser, men til gengæld har udbredt shia-islams uhyggelige og effektive våben til de militante sunnimuslimer: selvmordsterrorismen.
At kalde det for en ”krig”, mente Dominique de Villepin, der i dag er premierminister, var både ”unøjagtigt og farligt”. Og daværende undervisningsminister Jack Lang mente, at præsident George W. Bush var lige så farlig som Saddam Hussein.
Denne i hvert fald på overfladen anti-krigeriske indstilling er ikke ny. Daværende præsident Francois Mitterrand sagde under den jugoslaviske borgerkrig, at man ikke måtte besvare krigen med krigen. Men som Lellouche gør opmærksom på, så stod franske soldater sammen med amerikanske om at bombe mål i Beograd for at forhindre Milosevics etniske udrensning af albanerne i Kosovo. Og hvor modbydelig Milosevic end var, hvad var han, skriver Lellouche, andet end en amatør i forhold til den morderiske Saddam Hussein, hvis diktatur Frankrig nægtede at være med til at omstyrte?
Det lille lorteland Israel
Fransk selvbevidsthed og stormagtsdrømme om at udgøre en modpol til Amerika er i dag iblandet dårlig samvittighed over kolonifortiden. Frankrig har ikke holdt sig tilbage for at opretholde gunstige forbindelser med afrikanske og arabiske diktatorer. Men den arabiske verden er ikke tjent med, at Frankrig køber sig til ”social fred” og placerer al sin sympati i konflikten i Mellemøsten hos palæstinenserne. Eller for den sags skyld med at Frankrig sender en ambassadør til Storbritannien, der ved et middagsselskab betegner Israel som ”dette lille lorteland”, sådan som det skete i 2001.
De arabiske og muslimske lande plages af en ufrugtbar offermentalitet. I stedet for at overveje, hvordan problemer i regionen kan løses, vender de deres aggression mod en ydre fjende, jøderne, amerikanerne, Vesten. Som Lellouche påpeger, reagerer de arabiske og muslimske lande på et politisk problem med det samme spørgsmål: ”Hvem gjorde dette mod os?”
De arabiske folk er ”udmattede”, mener Lellouche. Men landene bør se de reelle problemer i øjnene, som ikke skyldes en relativ kort periode med europæisk kolonisering, men bl.a. diktatoriske magthavere og en ulyksalig befolkningseksplosion, opmuntret af den iranske revolution i 1979. Resultatet er lige så klart, som det er ulykkeligt, både for de muslimske lande og Vesten. I 1960 satte de algeriske, jordanske, syriske, palæstinensiske og saudiske mødre mindst otte børn i verden. I det politiske landskab udgør islamister i dag det eneste alternativ til despotiske magthavere, der ikke kan sørge for deres befolkninger eller vise ungdommen en ordentlig fremtid at se hen til.
Så hvad er løsningen? Hvad integrationen angår, så må Frankrig og Europa sørge for noget, der virker, og det meget snart. Islams rolle i Europa bliver afgørende. Men i Frankrig er enhver snak om ”kvoter” for indvandring, som for eksempel Nicolas Sarkozy har foreslået, blevet skarpt afvist. Men hvad er alternativet? Stigende afstand mellem befolkningsgrupperne og en vækst i terrorismen og islamismen inden for Frankrigs og Europas grænser?
Hvad Amerika angår: Lellouche lægger ikke skjul på, at han ønsker en ”new deal” – et Frankrig, der accepterer USAs udenrigspolitik og forstår, at amerikanerne og Bush-regeringen har fuldstændig ret i, at det vil være katastrofalt at opgive kampen mod terrorismen og islamismen. Vinder Sarkozy valget til maj næste år, bliver denne new deal måske til virkelighed.
Pierre Lellouche: Illusions gauloises: Plaidoyer pour une France debout. Paris, Grasset, 2006. 389 sider
