For eksempel et ultrakort stykke, nærmest en halv-akter, der handler om noget så usædvanligt som et land a la Pakistan, med korruption, fundamentalisme, en presse i knibe, når den vil skrive sandheden og meget mere. Det lille stykke, skrevet af en pakistansk-amerikaner, havde kun skuespillere med samme baggrund på scenen. Her gik de unge mennesker rundt og talte om "Rule of Law" og om at der ikke var brug for "renhed", men for "klarhed". Med klar reference til religionens dogmatik.
Det var måske ikke stor kunst. Men det var opmuntrende. For lidt anderledes er det i Danmark. Inden længe skal vi på nationalscenen se rapperen Zakir Youssef. Det fremgik af mødet om kunstnerne og selvcensuren, som Trykkefrihedsselskabet holdt for nylig. Skuespilchef Emmet Feigenberg, der gerne vil gøre noget for kunstnere med anden etnisk baggrund, har hyret manden.
Hvem er denne rapper? Han er den rapper, som jeg ved et møde for et par år tilbage i København om musik og fundamentalisme hørte udtale, at selvom musikere naturligvis kan gøre som de vil, så er det jurister, der kan afgøre om musik er halal eller haram i islam.
En af Zakirs sange har titlen Det tragisk, her kommer et tekstbid: ”Det ikke mit problem at jeres kultur er så uindbydende/Selv hvis jeg spiste svin/drak vin/leved efter at enhver er sin/Ville dansk kultur stadig ik være min/For min diin er islam og jeg er muslim/og min passion er alt for stor for det her land, derfor skriver jeg rim/”.
Og et andet sted i sangen: ”Der er så fuckin koldt i vesten” og: ”jeg sælger ik min ære/Der masser gode ting som jeg gerne vil lære/Men dansker ka jeg ikke blive og har jeg aldrig været/”.
Det sorte album
Ja, det er tragisk. Lige noget for landets fornemste teaterscene. Mens vi venter på, at Zakir også får en platform her - han har også været et indslag i salaam.dk-skoleprojektet - kunne man måske overveje, om man kunne invitere andre end praktiserende muslimer til at agere, når man gerne vil sætte noget etnisk op på scenen.
Et andet godt eksempel på den danske teaterverdens mærkeligheder er Betty Nansen teatret, der for nogle år siden sagde nej tl stand up komikeren Shabana Rehman af frygt for at fornærme muslimer blandt publikum, men til gengæld har sat den ene forestilling efter den anden op med amatør-skuespillere, der skal promovere integration med mere.
Et skift i indstillingen ville være velgørende. Emmet Feigenberg nævnte på mødet i Trykkefrihedsselskabet, at han havde overvejet at sætte pakistansk-britiske Hanif Kureishis forestilling The Black Album op. (Billedet på nyhedsbrevet er en illustration fra denne forestilling, red.). Men han var i tvivl om, hvorvidt der skulle være et publikum til denne forestilling - som har gået for fulde huse i London og sætter spot på tidens mest brandvarme emne: Ytringsfriheden. For stykket foregår i året for fatwaen mod Salman Rushdie og har alt i sig, hvad man kan ønske med hensyn til kulturmøde/sammenstød, unge mellem flere kulturer, fundamentalisme med mere. Mon dog ikke det var en bedre idé end Zakir?
