Et rasende tweet gave 31 måneder i fængsel
Da England den 27. juli sidste år blev grundrystet af attentatet i Southport, hvor en islamist knivdræbte tre små piger til et dansearrangement, skrev den 41-årige dagplejemor, Lucy Conolly i raseri og afmagt på X: ”Massedeportation nu: brænd alle hotellerne [der huser illegale migranter ] ned – jeg er kold. Hvis det gør mig til racist, er det bare ærgerligt”
Selvom Lucy Conolly fortrød sit opslag og slettede det nogle timer senere, var det for sent: opslaget gik viralt – muligvis fordi hun er gift med et tidligere parlamentsmedlem for de konservative – og Lucy Conolly blev anholdt og i oktober idømt 31 måneders fængsel for at have ”opildnet til racehad”.
Sagen har vakt stor opsigt i England og er blevet dækket vidt og bredt i medier og på sociale platforme som endnu et udtryk for myndighedernes og de politiske magthaveres tiltagende undertrykkelse af ytringsfriheden og ditto skærpelse af straffene for at udtrykke sig på nettet. Og især reaktionerne på nettet efter Southportattentatet har fået de tiltagende autoritære engelske myndigheder til at sætte nye standarder for straf: engelske domstole har idømt fængselsstraffe på sammenlagt 39 år til folk, der har lagt ”ulovlige beskeder” om urolighederne efter Southport på de sociale medier.
Ligeglade med arbejderklassen
Lucy Conolly er ikke bare én af dem: hun er ubetinget den person, der har fået mest opmærksomhed i mainstreammedierne, for hun er kvinde og tilhører den pæne middelklasse, som andre ”pæne” mennesker kan forholde sig til – i modsætning til den lettere uæstetiske arbejderklasse, som ellers dominerer fængslingsstatistikkerne for at ytre sig på sociale medier.
Det er nemlig et forstemmende faktum, at der skal en nydelig middelklassehusmor til at få medier og meningsdannere til at gå i brechen for ytringsfriheden – for nu rammer det dem selv, og ikke bare de larmende og hårdt pressede fra den såkaldte arbejderklasse med deres bare, tatoverede ølmaver, neonfarvede plasticnegle og lave tandstatus. Dem har man på intet tidspunkt keret sig om – ikke engang den 61-årige Peter Lynch, som begik selvmord i sin celle efter at være blevet idømt 2 år og 7 måneders fængsel for at have råbt ”I beskytter folk, der slår vores børn ihjel og voldtager dem!” til politiet. En ytring, der i sit indhold var væsentligt mere afdæmpede end det tweet, der sendte Lucy Conolly i fængsel og som de facto var en overtrædelse af ytringsfrihedens grænser, fordi det rummede en voldsopfordring.
Free Speech Union promoverer, at der er forskel
Men sådan er det: Lucy Conolly er blevet darling for dem fra de mere forkælede segmenter, der fra deres trygge positioner gerne vil signalere, at de er progressive på en måde, der tager sig godt ud. Og Lucy Conolly er i den sammenhæng perfekt til formålet: den engelske ytringsfrihedsorganisation Free Speech Union (FSU) er da også gået fuldtonet i brechen for Lucy Conolly og har bekostet udgifterne til hendes appelsag – hvilket i udgangspunktet er al ære værd, for det er en grotesk dom hun har fået for et tweet, som alle kan se, var skrevet i ren frustration efter nedslagtningen af tre små piger – og som hun oven i købet hurtigt fortrød. Men djævelen lurer som altid i detaljen: FSUs jurist, Stephen O'Grady, udtalte efter, at Lucy Collony havde tabt sin appelsag forleden, at hun jo ikke ”..var en eller anden øl-inficeret bølle på gaden" og at der var "forskel på at råbe racistiske anklager til nogen på gaden (…) og "sende tweets, som måske var beklagelige, men ikke ville have den samme umiddelbare effekt".
Ytringsfriheden i England må man således forstå på selv de organisationer, der kalder sig forkæmpere for det frie ord, er forbeholdt dem, der forstår sig på formen, på udtrykket, på dannelsen, og ikke de råbende, de øldrikkende, de uæstetiske, de udannede. Sidstnævnte segment får ingen opbakning, selvom deres ytringer både på nettet og på gaden er mindre kontroversielle end Lucy Connolys.
Ingen organisationer har støttet Tommy Robinson
Det er således betegnende, at FSU på intet tidspunkt er gået i brechen for Tommy Robinsons ytringsfrihed. End ikke i de 7 måneder han sad isolationsfængslet i Woodhill fængslet for at have lavet en dokumentarfilm og blev udsat for det ene indgreb efter det andet gjorde FSU mine til at ville forsvare hans rettigheder, hvilket bekræfter antagelsen om, at det engelske klassesamfund griber helt ned i de grundlæggende borgerrettigheder: Tommy Robinson kommer fra den hårdt pressede arbejderklasse, som han giver stemme og dokumenterer overgrebene imod – og han betragtes af den grund konsekvent som en sten i skoen, som man vil have til at forsvinde – ikke forsvare.
Sagen mod Lucy Conolly er derfor blevet en vigtig fremkaldervæske for, hvad der sker i England: den har på én gang fået middelklassen til at reagere mod de tiltagende autoritære tilstande i landet og samtidig udstillet de grundlæggende problemer med det engelske klassesamfund – og det er et skræmmende syn.
