"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Jeg lærte om ytringsfrihed på den hårde måde

15. maj 2009 - Den løbende - af Helle Merete Brix

En aften med Salman Rushdie

"Enhver avis i verden burde have trykt Muhammed-tegningerne. Når volden sætter ind, er der ingen diskussion om det. Bøjer man sig for vold, fortsætter volden. Du siger ikke undskyld, og du lægger dig ikke ned."

Vi er nået et stykke ind i aftenens forløb i Den Sorte Diamant, da Salman Rushdies kontante udtalelser falder. Der lyder klapsalver, ikke mindst fra 6. række, hvor en række bestyrelsesmedlemmer fra Trykkefrihedsselskabet og mennesker i kredsen omkring selskabet har plantet sig. Men hele salen burde have klappet. Det gjorde den langtfra. At dømme efter reaktionerne befinder vi os blandt det pæne segment af Københavns og Danmarks litteraturinteresserede borgere.

Det er 13 år siden Salman Rushdie sidst var i København. Dengang var sikkerhedsforanstaltningerne enorme. I torsdags snusede et par bombehunde rundt i Diamantens café, og der var civilklædt politi til stede. Men hvem som helst kunne for så vidt have marcheret ind med et våben under jakken. Måske var det Rushdies ønske, at det skulle være sådan. Islamforskeren Ibn Warraq nævnte engang, at Rushdie havde forklaret ham, at han oplevede en korrespondance mellem massive ydre sikkerhedsforanstaltninger og en manglende evne til at tale og tænke frit.

Rushdie og kvinderne

Den indisk-fødte forfatter er inviteret til København i anledningen af sin aktuelle bog. Han taler for en udsolgt sal. Rushdie bliver interviewet af forfatteren Carsten Jensen, men det er ikke Jensens aften. Den populære danske forfatter er tydeligt nervøs, benovelsen over at sidde over for den verdensberømte forfatter skinner igennem. Til gengæld er det Rushdies aften. Han er vittig, skarp og imødekommende. Helt som han optræder i det interview, han for nylig gav til Danmarks Radios korrespondent i Storbritannien, Jakob Illeborg og de interviews, som samme Illeborg har haft i Weekendavisen og maj-nummeret af Euroman.

Her var en pudsig detalje i øvrigt, Illeborgs reaktion på det svar, som Rushdie gav i forbindelse med kvindelige dommeres tilsløring. Rushdie afviste blankt tanken: "Mener du i en retssal? Det er uacceptabelt. Hvis jeg skal i retten, vil jeg kunne se den, der dømmer mig". Svaret faldt tydeligvis ikke i Illeborgs smag.

Rushdie tager også Carsten Jensen ovenfra og ned. Det fører til pudsige replikskifter. I Rushdies aktuelle bog Fortryllersken fra Firenze, skriver han, som han forklarer salen, mere åbent om sex, end han har gjort nogensinde før. Jensen er interesseret i bogens og Rushdies kvindeportrætter og forsøger sig blandt andet med en tese om, at man i den del af verden, som Rushdie kommer fra, foretrækker mere buttede kvinder, i Vesten de mere slanke. "Tal for Dem selv", svarer Rushdie og har svært ved at lade være med at le. Rushdies smag går tydeligvis ikke i retning af de frodige. Hans seneste veninde er Broadway skuespillerinden Pia Glenn, der er mindst lige så top-tunet slank og og tårnhøj som den forrige udkårne, kone nummer 4, Padma Lakhsmi.

Rushdie og hans kæreste Pia Glenn

Rushdie kommer også ind på spørgsmålet om stabilitet kontra foranderlighed i forhold til livet og forhold. Som Rushdie ser det, kommer vi til verden med en forestilling om uforanderlighed og noget vedvarende, men sådan er livet og kærligheden ikke. Men kan der ikke være en fordel i dette, vil Jensen vide?

"Det kommer an på, hvad humør man er i", svarer Rushdie og lyder både bedrøvet og som om han klukker. For lige så stort et talent, forfatteren synes at have for at tiltrække smukke kvinder, lige så stort et talent synes han at have for at lade dem forsvinde ud af sit liv igen. Ægteskabet med Lakhsmi varede således kun 3 år, og Rushdie har ved anden lejlighed udtalt, at han ikke tror på ægteskabet.

Jensen forsøger ligeledes at lægge noget særligt i, at to kvindelige figurer med en stærk indbyrdes forbindelse i bogen er henholdsvis tyk og tynd. En art symbol på Vesten og Østen og forskellige civilisationer? Men nej:

"De er alt for dybsindig for mig", siger Rushdie og salen ler. Nej, det er blot to kvinder med forskellig fysiognomi.

Snavs fremfor renhed

Aftenen skulle dreje sig om Rushdies aktuelle bog, og der var også indlagt to oplæsninger af uddrag fra den danske udgave. Skuespilleren Maibritt Saerens, kendt blandt andet som "Søs" fra TV-serien Krøniken, læser op. Hun gør det udmærket, men det er ganske enkelt for langt. Tiden havde været bedre brugt på at lade Rushdie tale mere, for han har noget på hjerte. Og selvom aftenen i høj grad drejer sig om den aktuelle bog, er vi kun kort inde i aftenens forløb, før Rushdie bringer ytringsfrihedsspørgsmålet på banen. "Nogle gange kan folk lide ens bog, andre gange ikke".

Det lyder som om Rushdie er på vej til at le, og salen ler med. Ingen er i tvivl om, at Rushdie hentyder til sin mest utilfredse kritiker nogensinde, Ayatollah Khomeini og hans fatwa fra 1989. Fatwaen var en opfordring til at dræbe ikke blot Rushdie, men også de, der havde været involveret i bogens udgivelse. Adskillige oversættere og andre indblandet i bogens tilblivelse blev myrdet af religiøse fanatikere. Men Rushdie fik de ikke ram på, og den 61-årige Rushdie lever i dag et nogenlunde almindeligt liv i New York.

Rushdies mest utilfredse kritiker til dato

Og så ruller latteren igen. For Rushdie tænker sig om et øjeblik og siger, at "Hvis Khomeini havde kunnet lide bogen, så havde det heller ikke været godt". For hvilken bog havde det så været?

Da aftenen er ved at slutte, og før Rushdie selv læser på sit distingverede engelsk, runder vi så Muhammed-tegningerne. I løbet af en uge, fortæller Rushdie, bliver han måske spurgt 100 gange om, hvad han mente om dem. "Nu er jeg i Danmark, så nu bliver jeg spurgt 1000 gange om ugen". Rushdie vedkender sig gerne, at han har "stærke synspunkter angående ytringsfriheden". For: "Jeg har lært det på den hårde måde".

Derfor går Rushdie også til forsvar for karikaturtegningen. Hvad er en respektfuld karikaturtegning, spørger Rushdie? Og han giver omgående svaret: "At bede en karikaturtegning være respektfuld er at bede den om ikke at eksistere".

Rushdie slutter aftenen med et forsvar for "mere snavs". Som han ser det: "Hvis du vil have et stille liv, så bliv hjemme, ti stille og bed fem gange om dagen. Hvis du vil leve i den moderne verden, må du tåle uenighed, dans og biografer. Jeg foretrækker snavset fremfor renheden".


Salman Rushdie på International Forfatterscene. Den Sorte Diamant i København, torsdag den 14. maj.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg