"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Eksempler på selvcensur/censur

13. januar 2010 - Artikel - af Uwe Max Jensen

Uwe Max Jensen

Dansk Kunstnerråd og forfatteren Trisse Gejl raser mod undersøgelse af censur

Ugebrevet A4 har lavet en spørgeskemaundersøgelse, der påviser massiv selvcensur i det danske kulturliv. Undersøgelsen har ikke fået dansk kulturliv til at kræve bedre muligheder for at udtrykke sig frit og utvungent. Derimod har både formand for Dansk Kunstnerråd, Franz Ernst, der repræsenterer 24 medlemsorganisationer og i alt cirka 17.000 medlemmer, forfatteren Trisse Gejl og Dagbladet Politiken haft travlt med at bestride de resultater, som undersøgelsen har lagt frem.

Sappho vil ikke her tage stilling til den fremlagte kritik af A4's undersøgelse udover at konstatere, at Politiken, der ved hjælp af et interview med Michael Wulff fra Wulffmorgenthaler formidler det indtryk, at ytringsfriheden ikke er under pres, befinder sig på meget dybt vand.

10 eksempler


I stedet har Sappho lavet en kort liste over eksempler på selvcensur/censur. Den skal læses med det forbehold, at det er vanskeligt at vide, hvornår nogen udøver selvcensur/censur, da de sjældent råber op om det (det ligger ligesom i kortene). Opgørelsen er langt fra fuldstændig, da den er lavet på et par timer. Den indeholder blot eksempler, der umiddelbart trænger sig på.

1) I 1989 malede Jens Jørgen Thorsen Muhammed og Allah ved en maleperformance på Holstebro Gymnasium. Efterfølgende blev Thorsen overfaldet af en muslimsk studerende ad to omgange og desuden truet på livet af en talsmand for danske tyrkere. Om Thorsen efterfølgende censurerede sig selv med hensyn til islam, kan der ikke føres et endegyldigt bevis for (han udstillede faktisk Muhammed/Allah-maleriet nogen måneder senere i Aalborg), men ellers forlod han islam som emne, mens han fortsatte med kristendommen. Jeg finder det sandsynligt, at overfaldet og dødstruslen har været medvirkende til, at han traf dette valg.

Læs mere her

2) 2008
Rektor Finn Bønsdorff fra Frederiksberg HF Kursus valgte at nedlægge forbud mod et stenings- og islamkritisk værk, som en elev på skolen ville lave i forbindelse med en kunstudstilling. Læs mere her

3) 2009
I foråret 2009 var Kurt Westergaard inviteret til at udstille på et galleri i Århus-forstaden Højbjerg. Men Westergaards medudstiller - en svensk kunstner - fik kolde fødder ved udsigten til at danne parløb med den nu verdensberømte danske kunstner, og siden trak galleriet helt sin invitation til Kurt Westergaard tilbage. Læs mere her

4) 2009
I foråret 2009 nægtede seks danske trykkerier at trykke Trykkefrihedsselskabets genoptryk af Kurt Westergaards Muhammed-tegning: Kurt Westergaard: Danske trykkerier turde ikke trykke kopier af Muhammedtegningen

5) 2009
I foråret nægtede det internationale auktionshus Sotheby's at forestå salget af Kurt Westergaards originale tegning.

6) 2009
Auktionshuset Lauritz.com, der har solgt genstande fra nazi-tiden, nægtede efteråret 2009 at videresælge et af genoptrykkene af Westergaards Muhammed-tegning, da Lauritz.com fandt trykket for "unødigt stødende".

7) 2008
I foråret 2008 aflyste Kunsthallen Charlottenborg en planlagt Muhammed-musical af den svenske kunstner Lars Vilks.

8) 2008
I foråret 2008 viste Nørrebro Teater forestillingen Biblen. På forestillingens pressefoto sidder en af hovedroleindehaverne med en brændende bibel. Ifølge skuespilleren slukkede han ilden i bibelen ved at spytte på den. I forestilingen blev andre religioner end kristendommen berørt. Blandt andet buddhisme og asatro. Men forestillingen var kemisk renset for henvisninger til islam. Til trods for at islam er Danmarks foreløbig næststørste religion og har teologisk del i Mosebøgerne og det ny testamente.

9) 2008
I efteråret 2008 nægtede Politikens tegnepar Wulffmorgenthaler at lade parrets Muhammed-tegning, der blev bragt i Politiken i 2005, genoptrykke i Frederik Stjernfelt og Jens-Marin Eriksens bog Adskillelsens politik. Wulffmorgenthaler angav som årsag til afvisningen frygt for repressalier fra islamisk side.

10) 2008
Hans Krull ejer Café Under Masken i Århus, der hvert år uddeler en kulturpris. I foråret 2008 tilfaldt prisen rapperen Marwan, men det var oprindeligt planen, at prisen i 2008 skulle være delt mellem Marwan og Kurt Westergaard. Dette blev imidlertid opgivet på grund af ængstelse hos cafeens personale, og Marwan modtog prisen alene.

I bogen Adskillelsens politik af Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksen er der mange eksempler på censur. Der findes også eksempler online på forfatternes hjemmeside

PS: Interesserede læsere er velkomne til at bidrage med flere eksempler.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg