Forstil jer en verden uden jøder. Det er en svær og frygtelig tanke. Forstil jer så et Europa uden jøder. Det er knap så svært, og det vil blive virkelighed om ikke særlig mange år, hvis ikke der sker et paradigmeskift i Europas ageren over den jødiske stat Israel, kombineret med et hurtigt og radikalt skift af asyl- og indvandringspolitikken i de europæiske lande.
Vi er i disse år vidne til et historieløst hykleri uden sidestykke i moderne historie. Ofrene er blevet til skurke. Og skurkene og deres gidsler er blevet til heltene. Verden er vendt på hovedet, og Europa har også vendt fødderne mod skyerne og hovedet mod den mørke muld. Vi er i disse år vidne til Dødens Triumf II.
Jeg hentyder her til den skelsættende danske ballet fra 1971, hvor den dejlige primaballerina Vivi Flindt står nøgen og indsmurt i teaterblod. Smuk og sensuel fejrer hun dødens triumf til musik af rockbandet Savage Rose, mens verden går amok og synker i grus.
Profetisk
Slår man op i Wikipedia, står der idag følgende om balletten: ”Handlingen i Dødens Triumf bygger på et surrealistisk skuespil af Eugene Ionesco. I Flemming Flindts frie fortolkning blev det en undergangsvision, hvor mennesket i en rus af krig (...) og død gør en ende på civilisationen.”
Teksten er jo nærmest profetisk. For i dag – godt fyrre år senere – er vi alle vidner til en ny-iscenesættelse af den berømte ballet. Handlingen er bare flyttet: Fra Det Kgl. Teaters scene og ud i virkeligheden.
Og hvad værre er, den underskønne Vivi er blevet erstattet med en imponerende ubegavet dansk udenrigsminister, der af eftertiden forhåbentlig vil blive bedømt hårdt. Det samme vil det slæng af amoralske klakører fra den værdipolitiske venstrefløj, der bakker denne skamplet af en udenrigsminister op.
Pervers
Jeg hentyder naturligvis til Villy Søvndals fuldstændig misforståede og perverse støtte til det stakkels palæstinensiske folk og hans aggressive retorik over for den demokratiske stat Israel.
Søvndals handlinger, der iøvrigt blot følger flertallet af intellektuelle og politikere i resten af Europa, er første akt af Dødens Triumf II. Støtten til Palæstina er nemlig, udover at være en regulær delegitimisering af Israel, et klokkeklart tegn på det europæiske kontinents moralske og politiske forfald. I sandhed en forsmag på ” en undergangsvision, hvor mennesket i en rus af krig og død gør en ende på civilisationen.”
Jeg skrev for nogle år siden et essay, hvor jeg betegnede Israel som “Vestens kanariefugl”. Pointen i artiklen var, at den dag, hvor den vestlige verden overlader Israel i sine fjenders vold, det er den dag, hvor vi endegyldigt får bevis for, at den vestlige civilisation er fortabt. Et tegn på, at det moralske kompas er så meget ude af kurs, at det ikke kan repareres.
Dagen er endnu ikke kommet. USA står stadig tilbage som den eneste troværdige garant for den lille bitte plet af modernitet i den fortabte del af verden, der kaldes Mellemøsten.
Fortabt
Men det ser sort ud for Europa. Det selvsamme Europa, der lagde jord til menneskehedens største forbrydelse: Holocaust. Europa, personificeret med det elitestyrede og udemokratiske EU, er tæt på at være fortabt.
Den forfærdelige sandhed er jo den, at når først man har mistet troen på sit eget værd. Når først man er bukket under for den vildfarelse, at alt og alle er lige gode og lige meget værd, og man ikke kan se rationalet i at forsvare sine egne værdier. Når først man – bevidst eller fordi man er tankeløs – sammenligner kritik af tankesystemer med noget så primitivt som racisme. Ja, så er det kun et spørgsmål om tid, inden korthuset ramler. Et spørgsmål om tid, inden der ikke er nogle værdier at forsvare.
Den moralske og kulturelle relativisme har nemlig sejret i Europa. Ledende politikere fra nord til syd står i kø for at fordømme Israel for disproportional krigsførelse. Socialistiske politikere, kunstnere og intellektuelle fra øst til vest sammenligner igen og igen Israels ageren over for palæstinenserne med Holocaust.
Seneste perverse eksempel var da Pink Floyd musikeren Roger Waters, på en konference fordømte ”apartheid-regimet Israel” og forklarede, at Hamas igen og igen har forsøgt at opnå fred. Og hans ord vækker genklang hos et stigende antal europæere, heriblandt mange, mange danskere.
Man fattes ord. Det er jo det glade historieløse vanvid!
Vanvid
Og det er et vanvid, der er steget i takt med den helt igennem uansvarlige indvandring af fattige og uoplyste velfærdsimmigranter fra de muslimske lande til Europa. Der er ganske enkelt stemmer i at nedgøre den jødiske stat. Det er politisk plattenslageri, når det er værst.
Slutresultatet af denne politik, hvis den får lov til at fortsætte, kræver ingen magistergrad at forudse. De kloge, livsglade og integrerede europæiske jøder, der har bidraget så kolossalt til hele menneskeheden, vil stille og roligt blive udskiftet med mennesker fra en primitiv kultur, der for langt de flestes vedkommende er uintegrérbare i vores samfund.
Europa har istedet for at stå side om side med de jøder, der overlevede Holocaust, ikke alene valgt at importere nye antisemitter. Næh, Europa sørger skam selv til at forstærke det mørke had, der ikke skyldes staten Israel, men som har eksisteret lige siden Islams fødsel.
Israels kamp er Vestens
Den vestlige verdens ledere, med det syndefulde Europa i spidsen, burde naturligvis bakke op om Israel. Israels kamp er Vestens kamp. Og det ville i virkeligheden også være langt det bedste for de ulykkelige palæstinensere, der kynisk er blevet taget som gidsler af deres såkaldte arabiske ”brødre.
Sandheden er jo den, at Israel på alle tænkelige måder er sine modstandere uendeligt teknologisk, intellektuelt, kulturelt og moralsk overlegen. Israel er en lille ubetydelige plet af et land, der er omgivet af et hav af fuldstændig dysfunktionelle og despotiske stater.
Israel er et pluralistisk demokrati, med alle de problemer et sådant nu engang måtte have, der fra dag 1 har været omgivet af et så massivt had, og en så eklatant mangel på vilje til fred, at det er noget nær et mirakel, at der stadig eksisterer en fredsbevægelse i landet.
Islam er forfejlet
Kære relativister. Se det dog i øjnene. Jeg ved, det gør ondt, men dokumentationen er overvældende. Den skriger til himlen. Den islamiske kultur og civilisation er totalt forfejlet. Den er stivnet i et naturbestemt vakuum, fordi den simpelt hen ikke kan få ilt fra et islamisk tankesystem, hvor alle sandheder om livet på jorden står i en bog fra 600-tallet.
Den jødiske kultur er lige det modsatte. Den er blomstrende og stærk. Den dyrker livet og nysgerrigheden. Man kan synge i Tel Aviv. Det gør man i bogstaveligste forstand med livet som indsats i Gaza.
Det er ikke i Israel – men i de forfærdelige lande, der omgiver den jødiske stat – at palæstinenserne undertrykkes og holdes som gidsler. Det er i disse modbydelige stater, at palæstinenserne ingen borgerettigheder har. Det er fra Vestbredden, i Gaza og i flygtningelejrene, at de unge palæstinensere opdrages til et liv fyldt med had og løgn.
Og løgnen og hadet holdes i live af relativister og nyttige idioter, der dæmoniserer det eneste lyspunkt i regionen ved at bakke op om den offermentalitet, der dominerer hele den fallerede arabiske ”civilisation”.
Når Europæiske politikere som Søvndal gør Israel ansvarlig for palæstinensernes ulykke, så støtter han de mørkeste og ondeste kræfter, vi har set siden nazismen. Istedet for at lefle for den muslimske verdens ulidelige offermentalitet, så skulle de have sandheden at vide: At deres fremtid ville se uendelig lysere ud, hvis de kunne slutte fred med jøderne.
Logik for sprællemænd
Ja, det er naivt. For mulighederne for fred er forbi. Israelerne tror ikke længere på det. Sidste meningsmåling viste, at 70 procent af alle israelere har mistet troen på, at araberne vil have fred. Hvordan kan man fortænke dem i det?
Og hvordan kan Israels kritikere igen og igen hævde, at landet ikke har fredsvilje. Det er jo decideret irrationelt. Når man ser bort fra de radikaliserede jøder, der er opstået i kølvandet på den lange konflikt, så er der ingen logik i, at lille folk, der bor på en lille plet, skulle ønske krig mod sine talstærke naboer.
Der findes ingen fornuftige jøder, der ikke ønsker palæstinenserne fred og velstand. Det siger sig selv. Ja, der er logik for sprællemænd, men ikke for Søvndal og hans ligesindede.
