Sproget, historien, den geografiske nærhed – vil har så meget tilfælles med svenskerne. Vi er på mange måder så tæt på hinanden, at vi på lange stræk også deler de samme forventninger til Broderfolket, som til os selv, og derfor bliver vi også himmelfaldne den ene gang efter den anden, fordi svenskerne opfører sig så fuldstændig anderledes. Det er som om det kommer bag på os, at vi ikke er ens og at de kulturelle forskelle på Danmark og Sverige stikker dybt, selvom det på overfladen kan være svært at se.
En af de mere markante forskelle, har vi igen bevidnet i forbindelse med det svenske rigsdagsvalg: den svenske valghandling, hvor vælgerne på valgstederne skal tage en seddel med det partinavn man ønsker at stemme på allerede inden man går ind i stemmeboksen og dermed tvinger den enkelte til at flashe for alverden, hvor man vil sætte sit kryds. Totalt udemokratisk set med danske øjne, for selvom det er tilladt at tage flere sedler med ind i stemmeboksen, vil der altid være en forhåndsformodning for, at man stemmer på et ”ikke-stuerent” parti som Sverigesdemokraterne (SD) eller Alternativ for Sverige, hvis man tager mere end én seddel med sig ind bag forhænget. De færreste sossere vil føle trang til også at medbringe en stemmeseddel på SD, når de skal stemme.
Ikke desto mindre er det nu lykkedes SD at opnå over 20% af stemmerne, og bliver dermed Sveriges næststørste parti – kun overgået af selvsamme Socialdemokrati, der gik over 2 procentpoint frem og nu står til at få lidt over 30% af stemmerne. Noget af en bedrift for begge partier: SD er i årevis er blevet behandlet som en paria af de øvrige partier og pressen, men det har over 1/5 af vælgerne nu endelig set stort på og sat deres kryds ved det parti, der som det eneste tør sige troldens navn: islam.
Den socialdemokratiske bedrift er også til at tage og føle på – om end på en noget anden måde, for det er utroligt, at partiet kan høste stemmer på at have været regeringsbærende i en periode, hvor Sverige må siges at være ude i en spirallerende deroute som konsekvens af et anden svensk særkende: trangen til at være den bedste i klassen og humanitær stormagt. Ikke desto mindre får Sosserne fremgang trods partiets bestræbelser på at køre nationen helt ned under gulvbrædderne, hvilket til dels kan skyldes, at den årelange og massive import af 3. verdens-muslimer slår igennem elektoralt: de er simpelthen mange nok til at udgøre en stemmemæssig forskel på valgets resultat.
Det er dog højst uvist om Sosserne kan bevare magten, men mere interessant er det, at SD som det største borgerlige parti, stadig synes kuet af mange års udskamning og ikke tør stå i egen ret: således er det i skrivende stund ikke lykkedes nogen at aftvinge SDs leder, Jimmie Åkesson svar på, om han vil acceptere at være parlamentarisk grundlag for partier, der er væsentligt mindre end hans eget. En i danske øjne besynderlig veg ikke-udmelding fra valgets største sejrherre, der nok kunne forventes at være mere kæphøj.
Der er så meget, vi ikke forstår på vores side af Øresund – og frem for alt mangler mange af os forståelse for, hvordan i alverden det er lykkedes svenskerne at føre valgkamp med centrale temaer som grasserende kriminalitet, bandekrige, skyhøje mordrater, et politi i knæ og et snarligt kollaps af velfærdsstaten – uden at nævne årsagen til alle problemerne: islam og den fortsatte import af muslimer fra 3. verdenslande. Det er helt uhørt.
Men ret skal være ret: det er ikke kun svenske politikere og medier, der kan slippe af sted med at fornægte problemernes ophav: på dr.dk kan man læse en artikel med indlagte videoer fra et gated community i Limhamn, tæt ved Malmø, der er klinisk renset for referencer til islam og muslimernes ansvar for den voldsomme kriminalitetsudvikling i Malmø. En af beboerne udtaler, at selvom hun bor bag indhegning, så halter det med trygheden: ”Jeg føler mig vel tryg. Men jeg går ikke ud sent om aftenen. For der er ikke den tryghed, der bør være”
Ord som ”bandekriminalitet”, ”utryghed”, ”blodig rekord på 47 skuddrab” er centrale i artiklen, der til gengæld overhovedet ikke nævner, hvem der står bag. Det er grotesk, for alle ved det: der er så godt som ingen, INGEN, etniske svenskere, bag skuddrabene, bilafbrændingerne, angrebene på politistationer og offentlige bygninger osv., osv. Men det bliver ikke sagt, og det bliver ikke skrevet.
Spørgsmålet er, hvor længe svenske medier og politikere kan slippe af sted med ikke at sige troldens navn – for den går jo tydeligvis ikke væk, men bliver ved med at stikke sit grimme fjæs frem. Foreløbig har svenskerne været over 20 år længere om at give SD mulighed for samme indflydelse som DF fik i 2001. Hvis de bliver ved i samme tempo og med samme modus, er det allerede for sent.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
