Så er der snart gået endnu et år – og godt det samme, fristes jeg til at sige, for 2022 har på mange måder været et frygteligt år: Vi troede lige, at var vi kommet fri af corona-nedlukninger og mink-skandaler og var ved at kunne se begyndelsen til enden på Metoo-helvedet – og så vælter Putin ind i Ukraine.
Fra februar og frem er alting kun gået én vej - den gale: absurde energipriser, inflation, truende konkurser, recession - og ingen udsigt til at det bliver bedre foreløbig. Og så skal man oven i købet høre på, at den indtil videre fungerende regering, ihærdigt bakket op af den venstrefløj, der aldrig har betalt for noget selv, vil sætte turbo på den grønne omstilling og gøre alting værre og dyrere. Eneste lyspunkt er, at op mod halvdelen af danskerne nu ser med milde øjne på kernekraft.
Det er dansk elendighed a la 1973, hvor Poul Hartling efter jordskredsvalget, sad med sine sølle 22 mandater i en handlingslammet mindretalsregering og frøs en vis legemsdel af i deres overfrakker på et iskoldt Christiansborg, fordi der ikke var råd eller olie til at varme op.
Dét var tider, siger man ikke desto mindre i dag og længes tilbage til de bilfrie søndage. Men det var nedtur galore, var det – og det er det også i dag. Ikke bare fordi vi skruer ned for varmen og op for skimmelsvampen og gruer for den næste elregning, men især fordi vi er blevet så uvant med modgang, at vi ikke kridter skoene og står fast. This too shall pass, som de gamle persere vist sagde. Og det vil disse klovne-tider også, selvom det lige nu ser ud som om de ingen ende vil tage og det bare bliver værre og værre med ufred og intern splid og ballade.
I trange tider gælder det om at holde sammen, og da er det især vigtigt at kunne skelne mellem ulykker og fortrædeligheder, så man ikke bytter om på de to. Og at ihukomme alt det, der samler os – som for eksempel julen, hvis budskab om fryd & fred er særlig vigtig lige netop i år, hvor selv de bedste mennesker og dem, der er tættest på en, kan være blevet grebet af mærkværdige forestillinger om covid, vacciner, Putin-apologese og store sammensværgelser, der vil bringe os alle til druk og vanvid – hvis vi da ikke når at blive slået ihjel af Bill Gates og Klaus Schwab inden.
Det er nu vi skal glæde os over, at 2022 snart er forbi, at 2023 nærmest ikke kan undgå at blive bedre og at julen står for døren for os alle og at intet tyder på, at hverken el-skam eller fattigdom afholder folk fra også i år at slynge en lyskæde om både stuebirken og bøgehækken. Om lidt vil julefreden sænke sig og vi vil alle næsten synkront sætte os til bords og spise den samme mad og synge de samme sange, når vi går rundt om vores juletræer – og vi vil alle ligge mere eller mindre brak juledag og spise risalamande og drikke portvin til morgenmad i nattøj.
Det skal nok gå.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
