"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Den krigeriske sexmufti

9. april 2007 - Helle Merete Brix

Kvinder skal have formindsket deres klitoris. Hunde kan smitte mennesker med en farlig bændelorm, der har gjort 43 pct. af islændingene syge. Hunde bruges til at trække slæder i Holland. Muslimer bør leve i ghettoer, indtil de kan tage magten i Europa og Amerika. Alt dette fremføres af verdens for tiden måske mest indflydelsesrige islamiske ideolog, Yussef al-Qaradawi, som også er forbillede for Islamisk Trossamfund i Danmark. Når han ikke har travlt med at udsende fatwaer, laver han kursusmateriale for Dansk Journalistforbund. Hans danske tilhængere har hyppigt folkeskoleelever, gymnasieelever mv. på besøg i moskeen.

Robert Redeker
Robert Redeker måtte gå under jorden

"Det er den sidste normale aften i mit liv, og jeg ved det ikke”. Sådan skriver den franske filosofilærer Robert Redeker i bogen Il faut tenter de vivre ("Man må forsøge at leve"), der i dagbogsform beskriver, hvad der skete, efter at han den 19. september 2006 offentliggjorde en kritisk kronik om Muhammed og islam i Le Figaro.

Truslerne begyndte hurtigt at komme, og rigtig alvorligt blev det, da en gruppe med forbindelse til al-Qaeda lagde Redekers billede, privatadresse, arbejdsadresse, mobilnummer og email ud på sin side på internettet. De Muslimske Brødre rasede over dette ”svin”, der havde vovet at fornærme profeten. En af brødrene kom med en opfordring til ”de franske løver” om at handle i samme ånd som Mohammed al-Bouyeri, altså at handle i samme ånd som den mand, der i 2004 myrdede filminstruktøren Theo van Gogh. Siden har Redeker og hans familie ikke kunnet leve et frit liv.

Havde de blodtørstige mænd læst kronikken i Le Figaro? Formodentlig ikke. Nyheden nåede muslimer jorden over, da Al-Jazeera, den arabiske tv-kanal med 50 millioner seere på verdensplan, den 20. september, altså dagen efter kronikkens offentliggørelse, lod prædikanten Yussef al-Qaradawi udråbe Redeker til ”øjeblikkets islamofob”. Det satte øjeblikkelig trusler i gang.

Qaradawi indskrev sig denne dag i en særdeles ubehagelig, men effektiv islamisk tradition. Fra ayatollah Khomeini over Qaradawis mentor Hassan al-Banna og Muhammed al-Ghazali, en lærd tilknyttet det magtfulde Al-Azhar Universitet i Cairo, har man regelmæssigt betegnet muslimske og ikke-muslimske kritikere og tvivlere som ”frafaldne” eller ”dødt kød” og derefter ladet andre gøre det nødvendige arbejde. Da Ghazali i 1992 udråbte forfatteren Faruq Fouda som frafalden, på grund af hans lille skrift Nej til sharia, gik der kun fem dage, til to medlemmer af en radikal islamisk gruppe myrdede Fouda på åben gade i Cairo. I retten forsvarede Ghazali morderne.

Viagra og selvmordsterrorisme

Den 80-årige Qaradawi, der er født i en egyptisk landsby ved Nildeltaet, har livet igennem bevaret en tæt tilknytning til Det Muslimske Broderskab. Han siger selv, at han har brudt med bevægelsen, men det forhindrer ham ikke i at dele Brødrenes ideologi. Qaradawi beskrives da også ofte som Broderskabets åndelige leder og som en af verdens mest indflydelsesrige muslimske prædikanter.

Hans tv-program ”Sharia og livet” sendes hver søndag kl. 21.05 Mekka-tid på Al-Jazeera, med mindre Qaradawi er bortrejst i vigtige, islamiske forretninger. Med næsten 10 millioner seere er det et af stationens mest populære programmer, og gamle optagelser af det sælges så langt væk som i Indonesien og Malaysia. Tusindvis af seere skriver og ringer ind hver uge til prædikanten med stålbrillerne, det grå hageskæg og den hvide hovedkalot, med spørgsmål fra det almindelige liv, ikke mindst det ægteskabelige.

Ken Livingstone og Qaradawi
Qaradawi med sin gode ven, Londons
borgmester Ken Livingstone

Qaradawi har i sit program skabt misnøje hos endnu mere radikale muftier og imamer, fordi han har gjort det klart, at en muslimsk far ikke må gifte sin datter væk til en mand, hun ikke vil have. Men denne udtalelse må tages med et gran salt, for andre steder skriver Qaradawi, at en muslimsk ”jomfrus” tavshed i denne forbindelse må betragtes som et samtykke. Ligesom han offentligt har fordømt angrebet på USA den 11. september 2001, men samtidig i en fatwa (en religiøst begrundet mening eller afgørelse) har opfordret til at dræbe både amerikanske soldater og civile i Irak. Qaradawi er heller ingen ven af Israel eller jøderne. En fatwa legaliserer selvmordsterrorisme mod israelske civile, og Qaradawi har gjort det klart, at ”der er ingen dialog mellem os og jøderne". Deres eneste samkvem sker gennem "sværdet og geværet”.

Spørgsmål til tv-programmet ”Sharia og livet” kan være, om en mand må bruge Viagra, og om man må dyrke oralsex med sin ægtefælle? Ja, Viagra er ok og oralsex er ok, kun analsex og sex med ens hustru under hendes menstruationsperiode er forbudt. Qaradawis ligefremme svar om for eksempel oralsex har i det egyptiske, sekulære magasin Rose Al-Youssef givet ham tilnavnet ”sex-muftien”. Det skal nu ikke forlede én til at tro, at der er noget som helst liberalt ved Qaradawis syn på sex.

Den populære prædikants hjemmeside www.qaradawi.net er kun på arabisk. Men i 1997 oprettede Qaradawi, der er en stor tilhænger af internettet, portalen www.islamonline.net. Den er både på arabisk og engelsk, og her kan man læse nyheder, følge diskussioner og stille spørgsmål. Islam Online har også en dansk korrespondent, Nidal Abu Arif, der hører til i kredsen omkring Islamisk Trossamfund.

I reklamespots på diverse arabiske tv-kanaler opfordres muslimer til at skrive ind og spørge de lærde, der er tilknyttet Islam Online, om råd og vejledning og dermed få en fatwa om et bestemt anliggende. Man kan også stile et spørgsmål specielt til sin yndlings-mufti.

Død over homoseksuelle og ja til omskæring

I en fatwa dateret den 17. maj 2004 svarer Qaradawi spørgeren ”Sarro”, der har bedt "den eminente muslimske lærde" udtale sig om homoseksualitet. Det er en ”perverteret handling”, får han at vide, og muslimske lærde diskuterer, hvad straffen for denne ”afskyelige” handling skal være. ”Skal den være den samme som for utroskab, eller skal både den aktive og passive part dræbes? Skønt sådanne straffe kan forekomme grusomme, er de blevet foreslået for at opretholde renheden i det islamiske samfund og holde det fri for perverterede elementer.”

Qaradawi forsvarer naturligvis også polygamiet. Ikke alene kan han henvise til Koranen, der tillader mænd at have op til fire koner. Der er også andre begrundelser. Hos nogle kvinder, som Qaradawi har forklaret på Al-Jazeera, varer menstruationsperioden ti dage eller mere. Skal manden vente så længe på sex? Vist ej, siger tv-prædikanten. Andre argumenter er mænds store sexdrift og det problem, der opstår, hvis hustruen viser sig at være steril.

Det er vigtigt at forstå, at en fatwa fra en autoritet som Qaradawi ikke er en udtalelse, muslimer kan skalte og valte med, som de synes. En fatwa har afgørende betydning for, hvordan for eksempel de mange organisationer og moskéer i Europa, der i dag anerkender Qaradawis position, stiller sig til det pågældende anliggende.

Qaradawi har selv to koner, en egyptisk og en afghansk. Han har syv børn, og ifølge prædikanten selv er tre af hans døtre, der bor i Storbritannien, både højt uddannede og aktive i erhvervslivet. Det er der, ifølge Qaradawis skrifter heller ikke noget i vejen for. Qaradawi støtter også islamisk aktivisme hos kvinder, blot kvinden ikke forsømmer sine fornemste pligter, mand, hjem og børn. Måske er det sådanne oplysninger, som helt misvisende, får også vestlige islamforskere til at betegne ham som moderat i sit syn på kvinden.

Et eksempel er Jakob Skovgaard-Petersen, dr.phil. og leder det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut i Cairo. I en kronik i Information 21. februar 2007 skriver han, at Qaradawi går ind for en ”islamisk jura, der skal tilpasses nutidige forhold”, især inden for ”juraen om kvinder”. Hermed må læseren få den opfattelse, at selvom Skovgaard-Petersen også betegner Qaradawi som ”patriarkalsk og ingen liberal”, er han ikke så slem endda. Samme opfattelse har de måske også i Dansk Journalistforbund, der sidste februar i Cairo gennemførte et kursus for danske journalister med titlen "Islam i politik og hverdag". Ifølge kursuskataloget stod Islam Online for en del af undervisningsmaterialet.

Den 23. november 2006 spørger Ameena fra Egypten, hvad islam siger om kvindelig omskæring. Qaradawi svarer på Islam Online, at det er et ”kontroversielt anliggende mellem jurister og endda doktorer”. Men det mest korrekte er, siger Qaradawi, omskæring på ”den moderate, islamiske måde”. Han citerer en hadith, hvoraf det fremgår, at Muhammed skulle have sagt følgende til en jordemoder: ”Formindsk klitoris' størrelse, men overskrid ikke grænsen, for det er bedre for hendes helbred og foretrækkes af ægtemænd.” Qaradawi konkluderer, at omskæring er ”ikke obligatorisk, men den der mener, at det tjener hans datters interesser bedst, burde gøre det, og personligt støtter jeg det, sådan som forholdene er i den moderne verden”.

Hollandske slædehunde og hustruvold

En af Qaradawis mest populære bøger, også i Vesten, hedder The Lawful and the Prohibited in Islam ("Det tilladte og det forbudte i islam"), der udkom første gang på arabisk i 1959 og på engelsk i 1960. I sin bog om Det Muslimske Broderskabs netværk i Frankrig betegner den libanesisk-franske politolog Fiammetta Venner bogen som en ”bibel” for fundamentalister. Den fås i enhver islamisk boghandel med respekt for sig selv. Sappho købte sit eksemplar i Al-Dawa Centre i Bayswater-kvarteret i London.

Bogens popularitet skyldes blandt andet, at den med dagligdags eksempler, naturligvis underbygget med koran-citater og hadith, forklarer shariaen for de muslimer (læs, muslimske mænd), der ikke har tid til grundige studier af emnet. Den giver svar på et væld af spørgsmål så som det tilladelige i at tage renter og farve sit hår, regler for jagt, skilsmisse, om det er nødvendigt at indhente forældrenes tilladelse for at drage i hellig krig (det er det), ægteskab, sex, adoption, kvindens status med mere.

Blandt "Det tilladte og det forbudte i islam"s mest ejendommelige afsnit er Qaradawis forklaring på, hvorfor islam betragter hunden som et urent dyr, der om muligt helt bør undgås. Her henviser Qaradawi til videnskabelige undersøgelser, der skulle påvise en særligt ondartet bændelorm, der kan smitte fra hunde til mennesker. Bliver mennesker smittet, skriver øjeblikkets måske mest indflydelsesrige muslimske lærde på side 123 i den engelske udgave, kan de udvikle bylder, der er på størrelse med en ”knyttet næve eller endda et spædbarns hoved; den er fyldt med gul væske og vejer fra ti til tyve pund”.

Qaradawi skriver videre, at som regel er der ikke rigtig nogen effektiv kur mod denne bændelorm. Kemoterapi virker ikke, og normalt er der ingen anden udvej end at skære de inficerede områder af kroppen væk. Det er særlig galt med denne bændelorm i lande som blandt andet Holland, hvor hunde, ifølge Qaradawi, ”bruges til at trække slæder”. Og i Island lider hele 43 procent af befolkningen, ifølge forfatteren, af denne sygdom.

Disse oplysninger er medtaget i en fransk udgave af bogen fra 2005.

I Qaradawis populære bog behandles også spørgsmålet om kvinders ret til et liv uden for hjemmet. Qaradawi fastslår, at manden blandt andet på grund af ”sine naturlige evner” er hjemmets og familiens leder. Men kvinden skal have ret til at forlade hjemmet i nødvendige ærinder som for eksempel bøn og studier. Samtidig citerer Qaradawi på side 204 en hadith, der understreger, at det ikke er tilladt for en muslimsk kvinde at gå ud af huset, hvis hendes mand ikke bryder sig om det. Hun må heller ikke lukke nogen ind i huset, som manden ikke bryder sig om.

På side 218 gør Qaradawi det klart, at kvinden kun har ret til skilsmisse, hvis manden har behandlet hende slet, eller der er en anden gyldig grund.

Den ærbare muslimske kvinde skal naturligvis gå tildækket, så hun er til at skelne fra ikke-muslimske og ikke-praktiserende muslimske kvinder. Qaradawi citerer gerne de hadith'er, der på malerisk vis forklarer, at helvede er fyldt med de slette og forføreriske kvinder, og at det er bedre for mænd at blive slået med en glødende stang end at røre ved en kvinde, der ikke er tilladt for dem. Derfor vender Qaradawi sig naturligvis også mod enhver form for frit samkvem mellem kønnene, på universiteter, i biografer, i offentlig transport med mere.


Kan frit købes i islamiske
boghandler

Det er ikke påkrævet, mener Qaradawi, at kvinden også dækker sit ansigt til, når hun går ud. Men samtidig skriver han, at ”på grund af den udstrakte umoral og slaphed med hensyn til at efterleve de islamiske pålæg i vor tid”, er det bedst også for en muslimsk kvinde at dække ansigtet, hvis hun kan.

På side 205 skriver forfatteren, at ægtemanden har krav på sin hustrus ”lydighed og samarbejde”. Hvis han fornemmer, at hun er på vej til at blive ulydig og oprørsk, skal han først prøve med venlige ord og overtalelse. Hjælper det ikke, kan han lade hende sove alene om natten. Men hvis heller ikke det gør fra eller til, er det tilladt ham at ”slå hende let med hænderne, idet han skal undgå hendes ansigt og andre følsomme områder”.

Denne passus om mænds ret til at slå deres hustruer medførte, at bogen i 1995 blev kortvarigt forbudt i Frankrig. Den forhandles dog stadig, og Sappho har uden besvær købt et eksemplar af den franske udgave, Le licite et l'illicite en Islam, gennem den islamiske boghandel Tawhids internetsalg. Tawhids to butikker i henholdsvis Lyon og Paris har også både denne og en række andre af Qaradawis bøger til salg.

Muslimbroder og mangemillionær

Havde Qaradawis forældre fået lov at bestemme, var han blevet håndværker. Men allerede som tiårig kunne Qaradawi Koranen udenad. I 1953 var han uddannet fra sunni-islams vigtigste religiøse institution, Al-Azhar Universitetet. Inden da havde han nået at møde grundlæggeren af Det Muslimske Broderskab, Hassan al-Banna, der blev hans mentor: ”Jeg havde chancen for at høre Hassan al-Banna, og jeg blev forført af hans veltalenhed og hans ideer”, forklarede Qaradawi i 2004 til den franske journalist Xavier Ternisien. Qaradawi har også udtalt, at han med få undtagelser er enig i al-Bannas ideologiske program.

På grund af sine politiske aktiviteter har Qaradawi siddet i fængsel adskillige gange, både under kong Farouk og præsident Nasser. Nasser slog hårdt ned på Broderskabet i 1950erne, og i 1963 måtte Qaradawi gå i eksil i Qatar, hvor han har boet lige siden. Her er han dekan for sharia-fakultetet ved Qatars universitet, ligesom han har ledende poster i forskellige religiøse sammenslutninger i en række muslimske lande.

Qaradawi kan dog stadig frit rejse ud og ind af Egypten, og i dag tilbringer han som regel en måned om året i sit fædreland, hvor han dels opholder sig ved kysten ud for Alexandria dels i en lejlighed i et af Cairos velhaverkvarterer. Lejligheden er, forklarede Qaradawis sekretær i 2004 til Xavier Ternisien, symbolsk placeret midtvejs mellem en kirke og en moské, helt i tråd med den tolerance, som sekretæren forsikrede, at hans arbejdsgiver stod for. Men mens mange vestlige politikere synes at have svært ved at klassificere Qaradawi, er han kommet på listen over de prædikanter, som en større gruppe intellektuelle fra muslimske lande sidste år udråbte som ”had-prædikanter”. Han har indrejseforbud i USA, hvor han ikke har været siden 1998.

Blandt Qaradawis specialer er islamisk finansiering. Således er han ifølge Fiammetta Venner blevet mangemillionær på at rådgive arabiske prinser og andre formuende folk i kunsten at omgå islams forbud mod at tage renter uden at overtræde religionens påbud. Qaradawi vedkender selv, at ”han sidder godt i det”.


Muslimbroder og Al-Taqwa-stifter Youssef Nadas
kontor i Lugano, Schweiz

Dette er, ifølge Venner, årsagen til, at Qaradawi i sin tid afslog tilbuddet om at blive ny leder af Det Muslimske Broderskab. I sin nuværende position har han frie hænder til enhver forretningsmæssig og politisk aktivitet. Det er heller ikke kommet ham til skade. Blandt hans udmærkelser er Den Islamiske Banks pris for udvikling af en islamiske økonomi i 1990 og den prestigetunge Kong Feisal pris for islamiske studier to år efter.

Det var naturligvis også Qaradawi, der overvågede, at den nu nedlagte Al-Taqwa banks operationer stemte overens med muslimske principper. Al-Taqwa blev oprettet af to fremtrædende muslimbrødre Youssef Nada og Tariq Ramadans far, Said Ramadan, og er mistænkt for at have fungeret som bank for al-Qaeda. Det er en væsentlig årsag til, at amerikanerne ikke vil lukke Qaradawi ind.

”Røde Kens” gode ven

I Europa kan Qaradawi stadig rejse frit og nyder stigende popularitet. Han hyldes med tilråb om takbir (erobring, ekspansion) på konferencer i London og støttes af Storbritanniens største muslimske paraplyorganisation, Muslim Council of Britain, der betegner ham som en ”fremragende lærd” og en ”fornuftig og forstående stemme”.

Londons borgmester, Ken Livingstone, også kendt som ”Røde Ken”, modtog i sommeren 2004 den ”moderate” islamiske lærde med åbne arme, da Qaradawi sammen med den kendte prædikant Tariq Ramadan var i byen for at lede det første møde i organisationen Prohijab, hvis formål er ”lægge pres” på europæiske politikere og organisationer for at få accepteret kvinders ret til at bære hovedtørklæde.

På grund af Qaradawis udtalelser om homoseksualitet og jøder blev besøget mødt med voldsomme protester og kritik i medierne. I vrede over den uvenlige modtagelse forskansede Qaradawi sig på sit hotelværelse og nægtede at tale med medierne bortset fra The Guardian. Bag efter roste han Ken Livingstone som en ”ædel og modig mand”, der stod fast over for den israelske efterretningstjeneste Mossad, som Qaradawi påstår forsøgte at blokere besøget.

I Frankrig inviteres Qaradawi ikke længere som taler på den årlige konference i Bourget uden for Paris, der trækker titusindvis af muslimer. Det er Unionen af Frankrigs Islamiske Organisationer (UOIF), der står for denne fire-dages begivenhed, der byder på foredrag, bogsalg, Koran-recitation og debat. UOIF er Frankrigs største muslimske paraplyorganisation og domineret af Det Muslimske Broderskab. Men selv om Qaradawi igennem sin post som præsident for Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning er UOIFs højeste religiøse autoritet, kan man ikke så godt invitere en taler, der åbent går ind for at dræbe jøder og amerikanere, så længe UOIF forsøger at placere sig som moderat.

I 2000 var Qaradawi dog inviteret som taler og forestod blandt andet en offentlig konvertering til islam, et fænomen, der er kommet på mode under islamiske konferencer i Vesten. Fiammetta Venner har beskrevet, hvordan tre unge, franske kvinder fremsagde den muslimske trosbekendelse både på fransk og arabisk, som de tydeligvis ikke forstod et ord af. Men under Qaradawis forsæde blev Marie, Aurélie og Aurore til Loubna, Assia og Kenza.

Lav muslimske ghettoer

Også i Danmark har Qaradawi tilhængere. Han var en af de prædikanter, som danske imamer besøgte under rundrejsen til Mellemøsten efter Jyllands-Postens offentliggørelse af Muhammed-tegningerne, og det var også Qaradawi, der fra den moské i Qatar, hvor han prædiker hver fredag, opfordrede til boykot af danske varer og udråbte en fredag i februar sidste år til at være ”vredens fredag”. Mostafa Chendid, der har efterfulgt Ahmed Abu Laban som leder af Islamisk Trossamfund i København, siger ligeud, at Qaradawi er et forbillede for ham. Så når Trossamfundets repræsentanter har danske folkeskoleklasser, gymnasieklasser og studerende fra højere læreanstalter på besøg – hvilket ifølge Trossamfundets hjemmeside forekommer hyppigt – har Yussef al-Qaradawi grund til at glæde sig.

Qaradawi har skrevet mere end 80 bøger. En af dem, Priorities of the Islamic Movement in the Coming Phase, der kom i 1990, kan ifølge den amerikanske terrorekspert Lorenzo Vidino betragtes som det mest aktuelle manifest fra den islamiske vækkelsesbevægelse. I indledningen gør Qaradawi målet klart: at gøre islam til samfundets ledende magt, at genoprette kalifatet og indføre den islamiske lov, shariaen. Qaradawi taler om, at muslimer skal operere gennem dawa, (mission), ikke mindst de muslimer, der bor i Vesten. Og han har denne opfordring til dem: ”Prøv at få jeres eget lille samfund i det større samfund. Prøv at få jeres egen muslimske ghetto”.

Det er derfor ikke overraskende, at Sammenslutningen af Islamiske Organisationer i Europa, FIOE, der er en paraplyorganisation for flere af Det Muslimske Broderskabs vigtigste forgreninger i europæiske lande, nu barsler med en forfatning for Europas muslimer. FIOE, der blev stiftet i 1989, har gennem sine medlemsorganisationer udført lobbyarbejde blandt europæiske politikere, kristne organisationer, anti-racismeorganisationer m.fl. med det formål at skaffe sig indflydelse. Sammenslutningen har til huse på Markfield Institute, der er den akademiske gren af den pakistansk baserede ekstremistbevægelse Jamaat-e-Islamis europæiske højborg, Det Islamiske Center i Leicester i England.

FIOEs ungdomsorganisation, FEMYSO, blev stiftet i 1996, og har formentlig af strategiske grunde valgt at have hovedkvarter i Bruxelles, hvor paraplyorganisationen plejer gode kontakter til Europaparlamentet, Europarådet og FN.

Frafald og discount-islam

I 1997 etablerede FIOE Det europæiske Råd for Fatwa og Forskning. Det har Qaradawi som formand, og i rådet sidder i dag 29 fremtrædende muslimske retslærde, de fleste med tilknytning til Det Muslimske Broderskab. Seksten af medlemmerne bor i Europa, resten i muslimske lande. Den danske imam Fouad al-Barazi, der var med til at hidse danske muslimer op under Muhammed-krisen, har været medlem, men trak sig sammen med to andre medlemmer i protest mod, at et flertal i rådet støttede en fatwa, der accepterede rentetagning under visse omstændigheder. Alle medlemmer er naturligvis mænd, og ifølge Fiammetta Venner har kvinder ikke ret til foretræde for rådet. Dets afgørelser henvender sig til muslimer i Europa.

Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning har hovedkvarter i Det Islamiske Kulturcenter i Dublin. Ifølge flere iagttagere fordi Irland ikke forfægter det sekulære princip så nidkært som for eksempel Frankrig og heller ikke har særlige problemer med islamiske grupper. Rådet kan her operere i fred.

Medlemmerne træder sammen hvert halve år, men er der en akut sag, som da tørklædeforbuddet blev indført i Frankrig, kan der kaldes til ekstraordinært møde. En gang om året er et medlem af rådet vært for mødet, og der har således været afholdt i blandt andet Sarajevo, London og Köln. Alle rejser og ophold sponsoreres af Makhtoum-familien, der regerer Dubai.

Tariq Ramadan
Tariq Ramadan – den formodede "euro-islamist", der har
skrevet forord til Qaradawis fatwa-samling

I 2002 kom den første samling af rådets fatwaer på fransk, Recueil de fatwas, udgivet af forlaget Tawhid. Bogen har forord af Tariq Ramadan, der roser initiativet og betegner Qaradawis med ærestitlen sheik. Ifølge Ramadan viser samlingens fatwaer ”en vej og dens grænser”. Hvis enhver vil bestemme selv, får man en ”discount-islam” – en ”islam uden islam”. Bogen bringer eksempler på fatwaer om bøn, forretningsanliggender, ægteskab, skilsmisse og meget mere. Der er også en om kvindens tildækning, der svarer til, hvad Qaradawi skriver i bogen The Lawful and the Prohibited in Islam. En anden fatwa taler om det problematiske i at lade muslimske piger cykle, for mødommen kan springe. Man må her, mener rådet, afveje risikoen over for nødvendigheden af, at hun cykler.

I Fatwa nr. 4, placeret i et afsnit for fatwaer af stor betydning, vil en muslim vide, hvad rådet mener om straffen for frafald i islam. Er det rigtigt, som det hævdes af en ateist, der har spurgt til dette anliggende, at dødsstraf for frafald er en knægtelse af samvittighedsfriheden?

I svaret gør rådet det klart, at straf for frafald ikke vedrører muslimer i Europa, men kun den islamiske stat. Det kan diskuteres, mener rådet, om der altid er dødsstraf, eller kun dødsstraf, hvor den frafaldne åbent erklærer sin uenighed eller vil skade Gud og de troende: ”Hans død sigter på at beskytte religionen og samfundet.”

Der er således ikke tale om en knægtelse af samvittighedsfriheden: ”Statens og samfundets interesser går forud for individets personlige interesser.” Dødsstraf for frafald kan således sidestilles med dødsstraf for ”højforræderi”.

Qaradawi lægger ikke skjul på, hvad hans endelige mål er: ”Vi erobrer Europa, vi erobrer Amerika, ikke med sværdet, men med vores budskab.” Altså ikke direkte gennem terror, men gennem fatwaråd, islamiske lobbyorganisationer, propaganda og stempling af islams fjender. Det er sådan, Det Muslimske Broderskab vinder magt i Europa, og i denne proces kan Qaradawis rolle næppe overvurderes.