Den sene udgave af programmet Deadline på DR2 forløb mere dramatisk end vanligt i går, onsdag den 28. oktober. Abdul Wahid Pedersen blev så vred i en diskussion om muslimske piger og kravet til deres jomfruelighed på bryllupsnatten, at han rejste sig og gik før tid. Den pågældende sekvens findes ikke på DRs hjemmeside, men kan ses på et YouTube klip på netavisen 180grader.dk
Debatten med socialrådgiver og sygeplejerske Kristina Aamand, der i øvrigt er halvsøster til politikeren Naser Khader, var sådan set slut. Men når debatten er slut, er det meningen man skal holde mund og blive siddende efter at studieværten har takket for ens deltagelse og gør klar til næste oplæg. Abdul Wahid gjorde ingen af delene.
"Jeg føler mig overfaldet og snydt af jer", sagde Wahid Pedersen. "Jeg kastede mig ikke over dig", sagde studieværten Mads Brügger en smule overrasket. Wahid Pedersen fortsatte med at skælde ud, men Brügger betonede, at man skullle videre til næste programpunkt. Det handlede om klimaminister Connie Hedegaard, der netop var blevet hasteindkaldt til Bruxelles.
Man så derefter klimaminister Connie Hedegaards ansigt tone frem på skærmen. Men man så også Abdul Wahid Pedersen på vej væk, som en vred skygge. Brügger fortsatte tappert, mens teknikere skruede op og ned for lyden, for at minimere skaden. For den fornærmede imam forsøgte at fortsætte en højlydt diskussion, formentlig med Aaamand, et sted ude bagved studiet.
Svigermor og blodet på lagnet
Aamand havde under debatten fortalt om den strøm af henvendelser hun får på sin hjemmeside Nymødom.dk Hun fortalte om bange og stressede piger, der frygter bryllupsnatten, hvor svigermor vil forlange at se en blodplet som krav på deres jomfruelighed. Men hvis de nu ikke længere er jomfruer?
Aaamand afkrævede bl.a. Wahid Pedersen et svar på, hvorfor han ikke i sine fredagsbønner oplyser om, at det ikke står i Koranen, at muslimske kvinder skal bløde på bryllupsnatten.
Udover 180grader.dk har Politiken og Ekstra Bladet skrevet om episoden på Deadline. Til Politiken siger Wahid Pedersen, at han blev vred over, at studieværten beskyldte ham for at lyve:
»Han spørger mig to gange, hvorfor vi ikke har taget problemet op. Jeg svarer to gange, at jeg ikke vidste, problemet eksisterede. Så vender han sig om mod hende (Kristina Aamand, red) og siger: »hvis du skal gætte på, hvorfor imamerne ikke tager emnet op...«. De lader, som om jeg ikke eksisterer. Det er underlødigt«.
"En uintelligent klaphat"
I udsendelsen syntes Wahid Pedersen i øvrigt at tale med ikke blot to, men hele tre tunger. Så kendte han ikke til praksis med at svigermor tjekker lagnet for en blodplet. Så kendte han åbenbart alligevel til det, men havde aldrig hørt at det skulle være noget problem. Og så videre.
På Nationen på Ekstra Bladet diskuterer læserne imamens bratte afgang fra tv-studiet. En mener for eksempel, at Wahid Pedersen fik udstillet sig selv som en "uintelligent klaphat". Man kan også stemme om, hvorvidt man syntes Wahid Pedersen var for nærtagende, eller om studieværten var for pågående.
Jeg stemmer for, at imamen var for nærtagende. Men til Wahid Pedersens forsvar skal siges, at det absolut må være nyt for ham ikke at være indkaldt for at fungere som en moderat og dialogsøgende stemme i debatten. For sådan anvendes han ofte, selvom han ikke er nogen af delene. Journalisterne synes at lade sig besnære af den jyske accent og den djærve humor og glemmer, hvad han mener om frafald og stening.
Nej tak fra imamerne
Da jeg i 2003 blev inviteret i Deadline i anledningen af udgivelsen af bogen I Krigens Hus (skrevet sammen med Lars Hedegaard og Torben Hansen, red.) kunne Deadlines lidt rådvilde researcher oplyse, at imamerne på stribe sagde nej til at gå i studiet sammen med mig. Wahid Pedersen ville heller ikke.
En anden Nørrebro-imam Fatih Alev forlangte en mellemmand, der kunne fungere som en art buffer, hvis jeg forstod det korrekt. Årsagen var, som researcheren oplyste, at Alev ikke mente jeg havde ringeste tillid til, hvad han sagde.
Det er unægtelig sandt. Jeg har generelt ringe tillid til imamer, også til Alev, og det er slet ikke forbudt. Det er heller ikke forbudt at nære mistillid til andre diskussionspartnere med en politisk dagsorden. Før islams indtog i debatten, var det faktisk et helt legitimt synspunkt at mene, at ens modpart i en diskussion kryber uden om, ikke svarer på spørgsmålet, har sagt noget andet et andet sted, endda taler usandt, ja, er fuld af løgn.
Enden på det blev, at Sherin Khankan, formand for Kritiske Muslimer, tog debatten om I Krigens Hus. Samme Sherin Khankan formåede i øvrigt at sætte dagsordenen i Deadline i 2006. Her diskuterede hun med islamforskeren Tina Maagård, der til Berlingske Tidende havde anmeldt Khankans bog Islam og forsoning: En offentlig sag. Bogen var udkommet samme år. Khankan mente ikke, at hendes bog havde fået en ordentlig behandling.
Tina Maagård fortalte mig i den forbindelse, at Khankan havde lagt ud med at nægte at diskutere med Maagård på Deadline. Der blev indgået en art kompromis, hvor Khankan og Maagård debatterede, men ikke sad i samme studie: Khankan sad i Deadlines studier sammen med studieværten i København, mens Maagård sad i Århus.
Her skulle Khankan naturligvis have haft den besked, at Maagård ville sidde i studiet i København, hvadenten Khankan ville deltage eller ej. Islams repræsentanters krav om særbehandling skal ikke efterkommes.
Dronningen og alle hendes affærer
Det skal anstændigvis nævnes, at Wahid Pedersen og jeg har diskuteret en enkelt gang live: Det gjorde vi fra hver sin telefon i forbindelse med en debat om Sherry Jones bog Medinas Juvel, en roman om Aisha, Muhammeds barnebrud. Debatten blev sendt i 2008 på den islamiske tv-kanal Islam Channel, der ligger i London. Måske var denne debat et udtryk for den form for "saglig debat", som Wahid Pedersen i Politiken giver udtryk for, at han havde forventet i gårsdagens Deadline.
Islam Channel står for en absolut konservativ udlægning af islam, og studieværten havde besøg af en prædikant, der lagde ud med at karakterisere Sherry Jones som en frustreret, midaldrende kvinde, der havde brug for opmærksomhed.
Her kan det være interessant lige at nævne, at Wahid Pedersen i forbindelse med forlaget Trykkefrihedsselskabets Biblioteks ønske om at få udgivelsesrettighederne til Medinas Juvel skrev et indlæg til Politiken, hvori han spurgte om Danmark nu skulle være den “trædesten, som sikrer, at nynazistisk propaganda og xenofobisk litteratur bliver sat i tryk og mangfoldiggjort?”.
Under den ret ophedede debat på Islam Channel fortalte han, at han i sin tid havde forsøgt at få forbudt den danske udgivelse af Salman Rushdies roman De Sataniske Vers.
Da der blev åbnet for debat med seerne, som det jo hedder, ringede rasende, muslimske mænd i øvrigt fra Birmingham og London ind til TV-programmet for at høre, hvad jeg måske ville mene om, at de skrev om den danske dronnings privatliv og affærer? Hvis de udgav en roman om, at de havde en affære med hende, for eksempel? Eller skrev om mit privatliv? Ja, og hvad så? Det er sådanne episoder, der minder en om, at der er et stykke vej endnu, før integrationen helt er lykkedes.
Men tilbage til Wahid Pedersens optræden på gårsdagens Deadline. Han fik i debatten også sagt, at alle religioner lægger vægt på, at man ikke har sex før ægteskabet.
Åh ja. Hvilke unge kvinder har mon oplevet en dansk svigermor, organiseret hos for eksempel grundtvigianerne eller i Tidehvervsbevægelsen, der på bryllupsnatten forlanger at tjekke lagnet for en blodplet? Skriv gerne til Sappho, hvis De kender til noget sådant, for det ville i sandhed være en nyhed. Næsten lige så stor en nyhed som at Wahid Pedersen for en gangs skyld fik et kvalificeret modspil i en tv-debat. Også fra studieværten.
