"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

DDL og mediernes manipulation

4. april 2012 - Artikel - af Anonym skribent

Anonym skribent

Medierne gav et forvrænget billede af lørdagens demonstration i Aarhus, mener et øjenvidne til begivenhederne.

Lever vi i samme virkelighed? Eller er de fleste medier bare bundrådne?

Det er et spørgsmål, der trænger sig på efter Danish Defence League-demonstrationen i Århus den 31. marts.

Det var dagen, hvor en række europæiske 'defence leagues' – heriblandt den engelske moderorganisation EDL - mødtes i Aarhus for at demonstrere mod stigende islamisering.

Dagen var ventet med frygt og ængstelse.

Samling mod ondskaben

Forud havde medierne rapporteret om den bersærkergang, de ”højreekstreme og nazistiske islamkritikere” efter al sandsynlighed ville kaste sig ud i.

Fyldige indslag havde i ugevis dækket sendefladen og avisernes spalter. Op mod 2000 voldsparate hooligan-typer ville komme til Smilets By, hed det.

Samtidig – på den anden fløj – blev der kaldt til samling mod ondskaben.

Under parolen ”Aarhus for Tolerance” ville op mod 4000 moddemonstranter vise deres foragt for DDL og deres europæiske partnere.

I medierne bedyrede talsmænd, at der var tale om en fredelig manifestation til fordel for mangfoldighed.

Godt, at der findes en modvægt til ondskaben, tænkte man. Men man blev klogere.

Virkeligheden viste sig nemlig at være en noget anden, end den, medierne havde beskrevet.

Demokratisk protest

I Mølleparken, hvor Danish Defence League (DDL) havde kaldt til demonstration, kunne man iagttage følgende scenarie:

Omkring 200 personer stod klumpet sammen foran byens hovedbibliotek. Rundt om havde politiet lagt en jernring af kampklædte betjente og mandskabsvogne.

Mærkeligt nok stod betjentene med ryggen mod DDL-demonstrationen som om – ja, som om de forventede, at ondskaben ville komme udefra.

Havde politiledelsen ikke fulgt mediedækningen? Eller vidste de noget, vi andre ikke vidste? spurgte man sig selv.

Og der var andre ting, der undrede. For i modsætning til, hvad medierne havde lovet, så så man ingen nazister og ingen heilen. Tværtimod var der masser af israelske flag.

Talerne kaldte heller ikke på voldelig revolution, men opfordrede til demokratisk protest mod islamisering. Flere hævdede, at de gjorde det for deres børns skyld.

Helt galt gik det med mediernes forudsigelser, da flere hundrede moddemonstranter pludselig angreb DDL-folkene og deres tilhørere.

Kan medierne virkelig tage så meget fejl, tænkte man?

Åbenbart.

For angrebene kom i bølger, først fra den ene side af Mølleparken og så fra den anden. Politiet havde altså ret, truslen kom udefra.

Der blev kastet sten og flasker ind over politiets afspærringer. Senere lykkedes det en gruppe af moddemonstranterne at trænge igennem fra parkens fjerneste hjørne.

De løb mod DDL-demonstranterne, fik fat i nogle og begyndte at slå. En enkelt knippel blev sågar brugt.

De blev efter at have uddelt adskillige slag og spark stoppet af politiet. Flere blev anholdt, heriblandt en DDL-tilhører, som betjentene ikke mente trak sig hurtigt nok.

Man kunne ikke undgå at undre sig lidt over denne opførsel fra folk, der påstår at kæmpe i tolerancens navn.

Og man blev ikke mindre forundret, når man tog et nærmere kig på de moddemonstranter, der tidligere på dagen havde marcheret fra rådhuset til Bispetorv.

Soldier of Allah”

”Soldier of Allah” stod der på ryggen af adskillige mænd med udenlandsk baggrund. ”Allah hu Akbar” råbte andre, der var iført palæstinensiske pandebånd med arabiske skrifttegn.

De gik side om side med ”Bedstemødre for Mangfoldighed” og en lang række andre grupperinger fortrinsvis fra den ekstreme venstrefløj.

Over deres hoveder vajede forskellige flag. Mest iøjnefaldende var det røde med hammer og segl samt anarkismens sorte faner.

Det sidste forsøg på en voldelig konfrontation kom, da DDL-folkene skulle væk fra parken. Moddemonstranter forsøgte at afspærre vejen for den bus, der skulle fragte dem ud af byen.

Cykler og containere blev brugt som vejspærring, og en brosten blev kastet gennem bussens rude. Efter en større indsats fik politiet ryddet vejen, og bussen kunne fortsætte.

Således forvirret over misforholdet mellem mediernes forudsigelser og den faktiske virkelighed drog man hjem og tændte for sit tv.

Men kun for at blive forvirret på et endnu højere plan.

Man ved, at de journalister og mediefolk, der var tilstede, har set det samme som en selv. De ved, at det var moddemonstranterne, der var aggressive og voldelige.

Skæv rapportering

Alligevel hedder det sig nu i medierne, at det ”lykkedes politiet at holde de to parter adskilt”.

Vi skal altså forstå, at begge parter var lige ivrige efter konfrontation.

Af moddemonstrationens arrangør får vi at vide, at de flere hundrede angribere sandelig ikke har noget med hans demonstration at gøre. De må komme udefra eller et eller andet.

Og journalisterne? De stiller ingen kritiske spørgsmål. Indslagene og artiklerne nævner heller intet om ”Soldiers of Allah” – mændene med pandebånd og dem der skreg ”Alla hu Akbar”.

Hånden bliver i den grad holdt over dem, som medierne opfatter som ”de gode”.

Betyder det så, at DDL og de øvrige organisationer i Mølleparken er dydsmønstre, og at der ikke kan være racister og andre tumper iblandt dem?

Nej, slet ikke.

Det betyder derimod, at mediernes rapportering er skæv. Den formidler et forvrænget billede af virkeligheden, og det er et problem i et demokrati, der hviler på en oplyst befolkning.

Opfordringen herfra skal derfor lyde:

Drag selv i felten ved næste arrangement, der involverer noget med islam eller andre politiserede emner.

Se, hvad der sker, og se, hvordan medierne efterfølgende fremstiller det.

Og drag så dine egne konklusioner.

 

Navnet på skribenten, der ønsker at være anonym, er kendt af redaktionen.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg