Cherif El-Ayouty: Jeg melder mig ind igen

Uvurderlig ytringsfrihed

Når jeg meldte mig ud af Trykkefrihedsselskabet efter Lars Hedegaards udtalelser i dogmeinterviewet i december sidste år, var det ikke fordi, jeg ikke går ind for ytringsfrihed. Med min baggrund har ytringsfriheden - retten til at sige, hvad man virkelig mener - en helt særlig værdi. I den verden, hvor jeg selv stammer fra, er ytringsfriheden forbeholdt dem, der siger det, herskere mener er rigtigt at sige. Jer er dansker med stort D! Efter 42 år i Danmark har jeg lært at sætte overordentlig stor pris på Danmark og danskere, som vi virkelig er. Vi er ikke altid enige, men vi har en stor tradition for at diskutere vores uenighed – højt og tydeligt. Men vi slår ikke hinanden ihjel over vore politiske meninger, som det af og til sker andre steder. Vi anvender vores tunge til at tale med, vores pen til at skrive med og vores hænder til at gestikulere og slå i bordet med. Det er ikke almindelige danskere, der stikker med knive og trækker revolveren frem, hver gang de er uenige.

Grebet af stemningen

Det var da også kun ord, da Lars Hedegaard under en løs og uforberedt samtale foran et rullende stilkamera kom for skade at udtrykke sig på en sådan måde, at det i det halve Danmark lød som om, at han mente, at alle muslimer voldtager deres døtre. Det var godt nok barske ord, og vi ved jo alle nu, hvordan det blev sendt rundt i pressen med en dignitet som ”dette års danske tsunami”.

Jeg blev grebet af stemningen. Jeg er jo trods alt født muslim, og jeg havde på daværende tidspunkt brugt tiden siden 2006, da jeg kom hjem fra mit ufrivillige ophold i fængslet i Abu Dhabi – for ytringsfrihedens skyld - til at skabe en ny platform for muslimer i Vesten og da først og fremmest i Danmark. Konceptet hedder ”Nutidens Muslim”, og jeg har til og med skrevet en bog, der redegør hvorfor, hvordan og hvorhen jeg gerne så, det hele skulle gå med muslimske indvandrere.

For et år siden var jeg stadigvæk optimist og mente, at bare man gav det tid nok, så ville de unge muslimer i Danmark finde en vej, der lignede min, hvor religionen træder helt i baggrunden, og det bliver det at lykkes socialt og karrieremæssigt i samfundet, som er det primære og dermed det, der er værd at efterstræbe. Det var med den baggrund, og for at manifestere, at jeg ikke stod bag ved den eksakte udtalelse, som Lars nu er havnet i retsmaskineriet for, at jeg valgte at melde mig ud af Trykkefrihedsselskabet. Jeg var virkelig i syv sind, men følte at jeg måtte følge den bløde linje, som jeg lagde op til i min ide om ”Nutidens Muslim”.

Hjernevask af unge muslimer

Desværre må jeg indrømme i dag, at mine bestræbelser blev nedkæmpet af rabiate muslimer, som holder fast ved den form for islam, der er helt uforenelig med både demokrati og trykkefrihed. Dette takket være både herboende samt den kontinuerlige tilstrømning af fremmede imamer, der får uimodsagt for lov til regelmæssigt at hjernevaske de unge muslimer i Danmark og resten af Europa, så disse imamer kan sikre sig, at de unge bliver modstandere af den måde, vi lever på og dermed sin egen integration.

Jeg må også erkende, at jeg sidenhen har læst mange lignende udsagn, der generaliserer på samme måde som de to omtalte udtalelser – men som ikke handler om muslimer – uden at det ubetinget betyder ”alle” (Det har i hvert fald aldrig ført til anmeldelser, når det gælder udsagn om etniske danskere). Jeg har også erfaret, hvordan muslimer nu ”overfalder” alle, der ikke udtrykker sig korrekt – det vil sige, som ”de” vil have det. Nå ja, I har måske læst noget af det jeg har skrevet til forskellige aviser og blogge under de forgangne 12 måneder. Der kan I jo se, at jeg ikke lægger fingrene i mellem, når det gælder om at kritisere de falske ofre, som vi kender så godt – nemlig muslimerne.

Jeg har også påpeget, at de, der understøtter mulighederne for at udnytte offermentaliteten, er de danske politikere på venstrefløjen, som er mere interesserede i magt, end de er i religion, ytringsfrihed og deres mindre bemidlede rygklappere!

Trykkefrihedsselskabet nødvendigt

Jeg ved jo om nogen, at man kan komme til at sige ting, så de lyder forkert – og det også selv om man er god til dansk. Men det skal i min verden ikke betyde, at man skal retsforfølges for det, når man ellers har gjort et stort stykke arbejde for sit land. Den dag vi mister distancen til os selv og ikke længere vil forstå ironi og sarkasme – som for eksempel Langballes bemærkning, omkring det Lars Hedegaard tidligere havde sagt – da kan vi jo ikke åbne munden mere. Det betyder så også, at de, der kommer og vil bo i Danmark, bliver nødt til at lære sig den danske måde at udtrykke sig på. Ellers vil de blive tvunget til at stå på politistationen hver mandag morgen med en stak af anmeldelser mod mennesker, der anvender det danske sprog, som danskere nu har for vane.Og som jeg skrev i en kronik i Jyllands Posten for nylig, så kan det jo ikke være meningen, at man skal have en advokat i hånden, hver gang man går en tur.

Med andre ord, jeg har taget et nyt standpunkt – end det jeg havde tidligere (Som en god gammel socialdemokrat engang sagde). Trykkefrihedsselskabet har en nødvendig funktion – det har denne sag med Hedegaard og Langballe vist!

Jeg anvendte en rigtig demokratisk metode, til at fortælle, at det der, lige i det øjeblik blev sagt, det var jeg ikke helt tilfreds med. Så jeg meldte mig ud af foreningen. Men at slæbe Hedegaard og Langballe i retten for at sige noget, som man ikke kan lide – det er sådant noget, som hører hjemme i lande, vi her i Danmark ikke vil sammenligne os med.

For nogle dage siden var jeg derfor medforfatter i Eticha.dk til et ”Åbent Brev til Statsadvokaten i København”, hvor jeg på det bestemteste protesterer mod, at det er Hedegaard og Langballe som havner i retten, i stedet for dem der er skyldige til det, som de to taler om i deres respektive udtalelser sidste vinter jul. Stads- og rigsadvokaten burde fokusere på de ægte kriminelle og ikke på dem, der peger på de onde gerninger.

Så nu har jeg på god demokratisk vis valgt at melde mig ind i Trykkefrihedsselskabet igen for at støtte ytringsfriheden fuldt ud - som vi skal være stolte af og værne om i Danmark - og i protest mod § 140 og § 266b.  Jeg vil altid støtte Lars Hedegaads, Jesper Langalles og alle andres ret til at sige det, de mener uden at skulle frygte rabiate muslimers hævn eller en paragrafridende anklager

Vi kan altid skælde dem ud i debatterne, og når vi mødes, men det er ikke et demokrati værdigt at bruge anklagebænken for at diskutere meninger.