"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Råt for usødet - anmeldelse af halvandet kilo ren krænkelse

17. december 2016 - Anmeldelse - af Uwe Max Jensen

Bogaktuelle Thomas Knarvik her på talerstolen til en konference i Danmark.

"Hvis man ikke går til yderligheder, er der ingen grund til at gå." Den norske billedkunstner Thomas Knarvik har tydeligvis gjort danske Asger Jorns ord til sine. I sin ny bog - In your Face - går Knarvik ikke bare til yderligheder, men langt over grænsen for den gode smag. Og det er helt bevidst. In your Face er et stridsskrift vendt mod religion, islamister, venstreorienterede, politikere, multikulturalister og medier, skriver Uwe Max Jensen i sin anmeldelse.

Thomas Knarvik, der er elev af Lars Vilks, placerer sig som billedkunstner et unikt sted. Hans værker er ikke rettet mod kunstinstitutionen og gallerirummets hvide vægge, men offentliggøres på Facebook, i bøger og om kort tid også i Knarviks eget magasin Thomas Hedbo. Knarviks tegninger minder om dagbladenes satiretegninger, da de kommenterer på aktuelle forhold og specifikke personer, men kunstnerens tegninger er så eksplicitte seksuelt og kropsligt, at de ikke ville blive bragt i et mainstream medie som andet end dokumentation. 
 
I 2015 udgav Thomas Knarvik sammen med sin muslimske teenageveninde Miss Supressionfighter bogen In His Name, der bestod af en række religionskritiske satiretegninger. Om bogen udtalte Knarvik og Miss Supressionfighter:

"Vi lever i en tid, hvor satiretegnere myrdes, udstillinger lukkes, og ytringsfriheden indskrænkes, fordi der er fare for at ’såre religiøse følelser’ og derved fremprovokere voldsreaktioner. Vores metode er måske beskidt og banal. Men det bliver den kun, fordi den er et svar på de beskidte og banale overgreb, som begås i religionens navn. Vores hjerter banker for alle, der bliver ofre for overtro og undertrykkelse."

Allerede inden bogen blev distribueret destruerede det norske forlag bag udgivelsen samtlige 2500 eksemplarer af In His Name. Ifølge forlægger Håvard Mossige på grund af manglende kvalitet. Ifølge Knarvik var den reelle grund frygt for repressalier fra islamister, der kunne tænkes at opleve satiren som blasfemisk. 

Den norske journalist og redaktør Vebjørn Selbekk omtalte hændelsen som "Norges første islamistiske bogbål". 

In His Name blev siden udgivet i en engelsk version på Kåre Bluitgens forlag.
 

Nu er Thomas Knarvik så aktuel med In your Face på forlaget Trolltekst. En ordentlig mundfuld - eller "halvandet kilo ren krænkelse" som kunstneren selv udtrykker det - bestående af 210 tegninger. Flere af tegningerne kommenterer på rent norske (eller svenske) forhold, og som dansk læser kender man sandsynligvis ikke den specifikke kontekst, men Knarviks kunstneriske greb er ikke til at tage fejl af. Der er ofte tale om smædetegninger, der udstiller de afbildede i seksuelle situationer. Islamister, der har udtalt sig kritisk om homoseksualitet, tegnes, mens de har bøssesex. Andre afbildes, mens pis og lort vælter ud af kropsåbningerne. Eller med blottet røvhul som den svensk-iranske politiker Ali Esbati.

Netop tegningen af Ali Esbati med abekrop og -anus betitlet Abernes konge blev Knarviks succès de scandale og udløste en heftig debat i både Norge og Sverige. Var der tale om satire eller et racistisk angreb på Esbati, som Knarvik skulle undskylde for?
 
Ingen syntes at bekymre sig om, at USA's tidligere præsident George W. Bush utallige gange er blevet fremstillet som en abe. Selv sagde Knarvik om tegningen af Esbati: "Jeg vil afsløre latterlige menneskers magt."

Thomas Knarvik har et slægtskab med svenske Dan Park, men hvor Parks stil er stringent, benytter Knarvik sig af en lang række teknikker, når han laver sine tegninger. Der er traditionel tegning, tegningerne udført på computer og tegninger med masser af tekst. Måske minder Knarvik mest om den tyske kunstner John Heartfield (oprindeligt Helmut Herzfeld), der i eksil i London under 2. verdenskrig lavede en række hårdtslående fotomontager af Adolf Hitler. Med sin billedkunst som våben førte Heartfield (propaganda)krig mod Hitler og nazi-regimet i sit hjemland. Fra sit eksil i Danmark er Knarvik ikke mindre skånselsløs overfor sine politiske opponenter og de tre monoteistiske religioner. 

Der er ikke mange gråtoner i Knarviks streg. Han kerer sig ikke om hverken den gode smag, den offentlige mening eller det skønne. Det her er krig. Eller som Picasso sagde: "Et maleri er ikke lavet til at dekorere lejligheder. Det er et offensivt og defensivt våben mod fjenden."
 
 
In your Face sælges hos Trolltekst.no

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg