.JPG)
Uriasposten blev en realitet i 2003, hvor jeg fulgte Irak-krigen, og blev inspireret af de store amerikanske blogs, der minut for minut dækkede udviklingen.
I USA har de en ’fair use’-ordning, der gør at bloggere i praksis kan gøre hvad de vil. De gengav hele artikler, anvendte videosekvenser og screencaps (skærmbilleder) fra hundredevis af nyhedsmedier og lagde det hele online uden redaktionelle overvejelser.
Faktuelle oplysninger blev problematiseret, argumenter blev vendt og drejet – og som jeg ser det, så var det velanvendt ytringsfrihed – det bedste ved den frie verden. Kilderne blev lagt frem – folk tog selv stilling.
De danske refererer næsten udelukkende centrum-venstre medier, og det kunne jeg så imødegå med højrefløjens argumentation.
Til kilderne
Jeg vil selvfølgelig gerne guide folk i det, jeg ser som den rigtige retning, men folk skal pinedød selv tage stilling. Det kræver, at jeg går til kilderne, og refererer dem uden filtre.
Når Danmarks Radio bringer en historie fra den amerikanske præsidentvalgkamp er det normalt en gengivelse af et telegram fra Ritzaus Bureau, typisk en fordanskning af en artikel Reuters Bureau har skrevet på baggrund af en avis der støtter Demokraterne.
Der er masser af detaljer som forsvinder i processen, og det er her jeg kan gøre en forskel.
For at kvalificere debatten, må man have det faktuelle på plads, og det kræver at man kommer tæt på kilderne, så man ikke diskuterer på basis af opstramninger og fordrejninger.
Selv om jeg formentligt overtrådte copyright systematisk i flere år, var det ikke et større problem før omkring 2006-2007, hvor undertegnede af og til blev omtalt i de etablerede medier, og Uriasposten blev en del af debatten.
Benspænd fra journalisterne
Den første alvorlige sag kom i sommeren 2007, hvor jeg fik et brev fra Dansk Journalistforbund på vegne af Knud Brix, der dengang skrev for Nyhedsavisen – og i dag er politisk reporter for Jyllands-Posten.
Jeg skulle betale 5.408 kroner ellers ville det ende med en retssag og blive endnu dyrere for mig.
Jeg havde lavet en afsnit-for-afsnit-gendrivelse af en artikel, hvor journalisten associerede Uriasposten med postulater om Frank Aaens ung-kommunistiske fortid Afghanistan.
Jeg gav svar på tiltale, og var selvfølgelig ikke indstillet på at betale.
Jeg kontaktede flere jurister, der sagde at copyright-sager sjældent var oplagte, men opfordrede mig alligevel til at betale. Det gav landsdækkende debat, og efter et tv-interview med journalisten, indgik vi forlig.
Han fik ingen penge, til gengæld lovede jeg ikke at gøre det igen. Jeg havde intet forkert gjort, og da slet ikke moralsk.
Selvfølgelig må jeg give svar på tiltale.
Selv om det kun er tilladt at citere 20 pct. af en artikel, så er der flere undtagelser, og når nu artiklen blandt andet omhandler undertegnede, så kan det næppe være en overtrædelse.
Generelt er 20 pct. af en artikel ikke meget. Det går måske lige med længere artikler fra Weekendavisen eller de store avisers kulturtillæg, men er helt utilstrækkeligt i forhold til de fleste nyhedshistorier.
Niels Hausgaard og forbudte skærmbilleder
Blandtde mange kunstnere, jeg kritiserede på Uriasposten, var musikeren Niels Hausgaard, der som privatperson donerede 25.000 kroner til Dagbladet Arbejderen – partiavis for landets eneste stalinistiske parti.
En fast kommentator på Uriasposten kendte Hausgaard fra gamle dage, og gav ham det glatte lag i kommentarsporet.
Hausgaard havde åbenbart fulgt debatten, og medtaget en sketch om Uriasposten på sin landsdækkende 2008-turne. Koncerten blev også sendt på DR1, og jeg lagde sketchen på Youtube og bloggede.
Næsten omgående fik jeg en truende henvendelse fra Samuels forlag ved Louise Hausgaard, og jeg måtte fjerne videoklippet fra nettet.
Den dag i dag ligger der mere end 30 videoer med Hausgaard på Youtube, eksempelvis flere sketches om skråremme på højrefløjen.
Hvor man kan sige, at Hausgaard-sagen er mere pudsig end problematisk, så skulle det blive meget værre. Loven om copyright gælder ikke kun tekst, men også billeder og video, og det begyndte at give mig alvorlige problemer.
I starten af 2010 blev jeg kontaktet af TV2 Jura, der påbød mig at fjerne enhver form for grafik sakset fra TV2’s mange organer.
Juristen talte om erstatningskrav i størrelsesordenen en kvart million, hvis ikke jeg makkede ret omgående.
Jeg måtte derfor slette hundredevis af skærmbilleder af journalister og forskere som jeg citerede. Herunder desværre også mere unikt baggrundsstof om landets venstreradikale.
Det fremgik klart, at min brug af TV2’s live-dækning af klimaurolighederne under COP15 var udslagsgivende.
Anders Matthesen og DR i aktion
Senere samme år kontaktede en journalist fra Ekstra Bladet mig, og forklarede at han havde talt med med en advokat, der repræsenterer standup-komikeren Anders Matthesen.
Han ville angiveligt slæbe mig i retten, fordi jeg bragte et screencap fra en Youtube-video, og citerede en sketch, hvor han gjorde grin med tidens kulturelle selvhad. Matthesen ville ikke associeres med den politiske højrefløj.
Jeg hørte aldrig fra advokaten selv, men fjernede billedet. Måske var det journalisten, der var primus motor i affæren.
Vigtigere end Hausgaard og Matthesen-sagerne, er DR's aktion imod mig.
Sidste år blev jeg kontaktet af DR Jura, Politik og Strategi, der i lighed med TV2 ville have Uriasposten renset for DR-materiale. Jeg brokkede mig lidt, overvejede alternativerne, men blev til sidst nødt til at makke ret.
I dag er jeg således nødt til at holde mig helt fra de to store tv-kanaler. Udslagsgivende for udviklingen var min kritik af en DR-journalist, der ofte agerede ekspert om højreradikalisme.
Jeg skal være ærlig og sige, at det har betydet meget for Uriasposten.
Kritik af ’statsmedier’ er et kerneområde, og selvom jeg er en ihærdig sjæl, så er det meget svært at bruge en halv dag på at transkribere en debat, hvis ikke slutproduktet er andet end tør tekst.
Skærmbilleder illustrerer konteksten, og jeg vil eksempelvis gerne dokumentere grafisk, når DR betegner en kendt kommunist som’fredsaktivist’.
Besøg af politiet
Sidste år fik jeg også en henvendelse fra en freelance-fotograf, der havde solgt en videosekvens til Ekstra Bladet, hvorfra jeg havde taget et screencap.
Billedet dokumenterede, hvorledes en autonom angreb en motorcykelbetjent med en hjemmelavet malerbombe. Det kan jeg godt beskrive med ord, men fotoet er dokumentationen – det kan jeg aldrig beskrive fyldstgørende.
Jeg fjernede billedet efter første henvendelse, og ignorerede efterfølgende henvendelser, selvom han truede mig med retsag.
Jeg er tidligere sluppet fra småsager ved at betale mindre beløb, men tonen var lidt for arrogant denne gang, så jeg ignorerede.
Ja, lige til den dag en politimand bankede på min dør.
Påvegne af fotografen krævede Dansk Magisterforbund 10.400 kroner plus procesrenter. Jeg skrev et længere svar, og tilbød dem halvdelen. De accepterede, og jeg undgik en retsag.
Gennem årene har private bidrag holdt mig skadesfri, og det er selvfølgelig fint, men der er ikke kommet en fundamental afklaring af, hvor grænsen præcis.
Hvis jeg fortsætter med at blogge på samme måde, kommer der flere sager – det kan slet ikke undgås. Det hele er for mig at se en stor gråzone. Det vil jeg fortælle lidt om.
Gråzone med slagside
Hvis jeg holder mig fra artikler i fuld-tekst og tænker over hvor meget jeg citerer, overtræder jeg formentligt stadigt gældende lov – men ikke nok til at journalister gider trække mig i retten.
Det er mit udgangspunkt i forhold til tekst-gengivelse lige nu.
Billeder og video er en større problematik.
Jeg forstår fin,t at pressefotografer har rettigheder til egen produktion, men loven om copyright tilgodeser i almindelighed en vis form for åbenhed, og der er flere undtagelser, der gør det lovligt at anvende andres værker.
Jeg lægger gerne hovedet på bloggen.
Ingen danske medier, udover Jyllands-Posten, har nogensinde betalt Kurt Westergaard for at anvende den berømte bombe-i-turban-tegning.
Kurt Westergaard har selvfølgelig retten til sit værk, men der er undtagelser i loven, og de har muligvis retten på sin side. Det kan kun afgøres i retten.
Hermed også sagt, at store organisationer juridisk set vil have en fordel overfor en blogger som undertegnede. Det er ikke nok at have ret – retten skal vindes.
Westergaards Muhammedtegning tør jeg ikke lægge på bloggen.
Den er blevet storpolitik, og jeg vil ikke risikere at ende i retten for copyright-brud.
Der var særlige omstændigheder i sagen, men en organisation på højrefløjen blev faktisk pålagt at betale mere end 100.000 kroner for at bruge tegningen for et par år siden.
Dansk Journalistforbund jublede efterfølgende over denne ”helt uacceptable krænkelse” og sluttede, at man jo ”ikke bare kunne bruge andres værker” efter forgodtbefindende.
Jeg vil helst ikke tale politik i dag, men man kommer ikke udenom, at der er voldsom politisk slagside i forhold til de her emner.
Dansk Journalistforbund ansatte i 2008 en mand, der to gange er dømt for at have overfaldet borgerlige politikere.
Ham kunne man se i Deadline sidste søndag, hvor han protesterede over systemets kriminalisering af det han kaldte venstrefløjsarbejde.
Hærværk mod politibiler, graffiti på bankfacader og den slags – krystalklare lovovertrædelser.
Dansk Magisterforbunds tidligere formand hed Per Clausen. Enhedslistens Per Clausen. Han er mig bekendt stadig kommunist. Det er sådanne venstredrejede organisationer jeg skal kæmpe imod.
Det kan lyde konspiratorisk, men som højreorienteret blogger tror jeg ikke på objektivitet, og jeg forventer hverken fair play eller lighed for loven.
Enkelte privatpersoner har taget kampen op og vundet.
Jeg husker, hvorledes Geoffrey Cain samlede hadske avis-tegninger af Pia Kjærsgaard og udgav de kommenteret i bogform – og vandt i retten.
Skulle han have købt copyright til de mange værker, ville bogen aldrig været kommet i trykken. Ikke kun fordi det ville blive uoverskueligt rent økonomisk - men han havde aldrig fået lov. Tegnerne vil næppe have deres værker sat ind i denne kontekst.
Forbudt at bringe foto af overfaldet på mig selv
Da jeg blev overfaldet tilbage i 2010, ville jeg gerne dokumentere det på Uriasposten. Jeg kontaktede meget atypisk Århus Stiftstidendes fotograf, med henblik på køb.
Det var ikke noget han sådan selv kunne afgøre, det skulle han vende med redaktionen – og de afviste salget, da de havde deres objektivitet at tilgodese.
Vi taler om et medie, der i andre sammenhænge rutinemæssigt trykker fotografier af højreorienterede taget af militante venstreradikale, eller sågar privatfotos tilvejebragt af samme.
TV2 Østjylland havde som eneste andet medie filmet episoden, og sideløbende tog jeg kontakt til dem. Men nej. De ville hverken sælge indslaget eller retten til at bruge et skærmbillede fra indslaget. Det var ikke normal praksis.
Jeg endte hurtigt med øverste ansvarlige i røret, og han var forbavsende arrogant, og lød meget lidt som en mand der talte med en potentiel kunde.
Senere fandt jeg ud af, at han i sin studietid var en del af Trotylbanden, der forsøgte at kickstarte revolutionen i Århus. Det er det man ofte er oppe i mod.
Jeg må i øvrigt heller ikke anvende grafiske opsætninger, da de også krænker layouternes ophavsret, og sådan kan man i princippet blive ved.
De danske medier har omvendt ingen problemer med at bruge grafik fra Uriasposten og Snaphanen.
Der er mange paradokser her.
DR hævder eksempelvis over for mig, at der ikke er citatret på video, og det er ikke noget de vil forhandle. For nogle år siden blev DR slæbt i retten af et filmselskab, der ville have godtgørelse fordi DR sendte sekvenser fra film uden at have fået tilladelse.
DR vandt sagen, og DR pralede sågar med det i en pressemeddelelse.
For mig at se er der ingen oplagte sager. Alt er gråzone.
Jeg har efterhånden opgivet at tale med jurister om præcis, hvor snittet ligger.
Jurister fra Dansk Journalistforbund, Dansk Magisterforbund, og tv-stationerne ved, de kan tryne enkeltpersoner og er ikke interesseret i kompromis.
Mere uafhængige jurister konkluderer det samme med anden begrundelse. Man skal ikke tage kampen, hvis man ikke har tid, penge og lyst til at gå hele vejen. Selv hvis jeg fik frit lejde, så ville det tage tid, og fjerne fokus fra det væsentlige.
Lars Gule på Uriasposten
Selv om det er en almen opfattelse, at Uriasposten er identisk med racisme, injurie og trusler om vold - har jeg til dato ikke haft en eneste sag. Flere forskere har truet mig med bål og brand, men er ikke gået videre.
Der er masser af tåkrummende kommentarer på Uriasposten. I den forgangne uge har samme mand kommenteret 15 gange på Uriasposten, som han mener er et sted med ”meninger af nøjagtige den type som Anders Behring Breivik” har
Han bruger ord som racist, højreekstrem, islamofobisk, antidemokratisk og associerer bloggen med lav intelligens, en kloak, et hvepsebo, en myretue og andet grimt.
Han kommenterer ikke postens emne, og erklærer åbent at han ikke tror, det nytter med debat.
Manden er norsk og hedder Lars Gule.
En mand der i sine yngre dage afsonede otte måneder i et libanesisk fængsel, fo at smugle sprængstoffer for en terrororganisation, der to år forinden stod bag en massakre på en jødisk skole. 22 døde!
I offentligheden er nok bedst kendt som ekspert om højrefløjen, særligt efter han var vidne i Breiviks tv-dækkede retsag. I dag er han medlem af Human Etiskt forbund i Norge, en pendant til Etisk Råd.
Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at hvis det stod til Lars Gule, blev Uriasposten lukket, og undertegnede smidt i fængsel. Han skelner ikke mellem holdninger og handlinger, og den udvikling ser man konturerne af, også herhjemme.
På vej mod det halvtotalitære
Vi er på vej mod et multikulturelt samfund, og det vil næsten uundgåeligt blive halv-totalitært. Lighed for loven er der måske formelt, men ikke i praksis.
Ligesom Københavnske autonome fik presset et Ungdomshus igennem ved brug af ulovligheder, vil tilstedeværelsen af et større muslimsk mindretal i praksis gøre det umuligt at behandle Islam som enhver anden religion.
Det handler i sidste ende om voldsparathed.
For de fleste, ikke mindst politikere, er fred langt vigtigere end frihed. Når en aggressiv religions tilhængere, møder skræmte kulturrelativister, vil kompromisset automatisk gøre vold på basale borgerrettigheder.
Som blogger har jeg selvfølgelig tænkt en del over fremtidsudsigterne.
Ligesom copyright-love, kan racisme-paragraffen bruges politisk, og det vil i stigende grad vinde indpas herhjemme. I andre verdensdele bruges jura offensivt mod politikere, politiske modstandere og uafhængige medier.
Snigende udvikling
Vi ser det eksempelvis i Chavez’ Venezuela og Putins Rusland, men også tættere på.
Hvor lidt eller hvor megen forbindelse skal der være mellem den kurdiske tv-station Roj og terrororganisationen PKK, før kanalen bryder lovgivningen og tvangslukkes?
Tja – vi er en gråzone, og selvom vi har nedfældende rettigheder og loven i princippet er blind, så fortolkes love af mennesker, som ofte lader sig påvirke af politiske tendenser.
Alle ved, at islamkritik i Egypten er en illusion, men i Sverige er rammerne så småt ved at være fastlagt for det halv-totalitære samfund.
Der er statsmedier og statsligt understøttede medier, og politisk er der bred konsensus om alt relateret til Islam, indvandring og multikultur.
Man har reduceret den offentlige debat om multikultur til et spørgsmål om intention, og enhver der fraviger konsensus stigmatiseres som antidemokrat.
Folk der giver ’antidemokrater’ taletid, bliver på samme måde udstødt, og til sidst består den offentlige debat blot af velfriserede almindeligheder.
Det er ikke tilfældigt at Sverige har fantastiske blogs, der med små midler har flere læsere end landsdækkende dagblade. Tryk avler modtryk.
Danskerne er ikke så autoritetstro, og jeg tvivler på udviklingen frem mod svenske tilstande kan vinde fodfæste, før demografien ændrer udgangspunktet.
Flere muslimer vil selvfølgelig forrykke styrkeforholdet, men ligeså slemt er det næsten, at viljen til konfrontation vil være mindre blandt næste generation af danskere.
Kulturrelativisme er et dårligt skjold mod islamisering.
Der er allerede tegn på, at styrkeforholdet er vendt.
Islamister skal være langt fremme med bombeplaner før de får besøg af politiet. Venstreradikale skal kaste med sten og flasker, men højreorienterede skal egentligt blot bruge sin forsamlings- og ytringsfrihed og konfrontere Islam.
Udviklingen kommer snigende og umærkeligt for folk flest.
Artiklen er en let revideret udgave af Kim Møllers oplæg ved Trykkefrihedsselskabets konference "Kan internettet forblive frit?".
Se video med Kim Møllers tale her
