"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Vi skal værne og udbrede kendskabet til de få kloge og vidende hoveder, vi har tilbage

17. juni 2021 - Artikel - af Aia Fog

I en tid, hvor dannelsestabet i danske skoler og uddannelsesinstitutioner er massivt, hvor paratviden og metodisk udvikling af børns referencerammer betragtes som håbløst forældet, fordi man kan google sig alt, står Monica Papazu som et lysende eksempel på både en sidste bastion og på, hvad vi er ved at miste.

I 3-4 år i træk deltog jeg i Tidehvervs sommermøde, som ligger fast i den første uge af skolernes sommerferie. Det har været en stor oplevelse hver gang og en stor berigelse, for i løbet af 5 dage bliver man bombarderet med det ene interessante foredrag efter det andet: om alt fra Darwin og Menneskesynet over Den Liturgiske Frihed til analyse af Laura Ingalls Wilders forfatterskab (Det lille hus på Prærien). Det første foredrag begynder kl. 9 om morgenen, og det sidste slutter ved 22-tiden – og efterfølgende i de sene aftentimer og ofte til langt ud på natten, bliver der diskuteret, røget hundredevis af cigaretter og drukket litervis af bag-in-a-box rødvin, hvilket dog ikke forhindrer folk i at stå som dirrende spyd i jorden foran foredragssalen næste morgen tidlig.

Niveauet er som regel tårnhøjt, for der er betaling ved kasse ét i spørgetimen efter foredraget, hvor der bliver gået til stålet og ikke lagt fingre imellem, hvis præmisserne skrider eller der huller i argumentationen. Derfor har de fleste foredragsholdere forberedt sig længe og grundigt, inden de nervøst entrer talerstolen og deres efterfølgende lettelse over at have leveret varen til publikums tilfredshed, er ofte ikke til at skjule.

Men selv i det benhårde og lidt nådesløse akademiske miljø er der én person, som alle betragter med stor respekt og anerkendelse, hvilket i Tidehvervske kredse er det nærmeste man kommer næsegrus beundring: Monica Papazu. En petite 67-årige kvinde, født i Rumænien, mag. art i sammenlignende litteratur fra universitetet i Bukarest, gift og bosat i Danmark siden 1980. Hun har undervist og forelæst på en række kendte universiteter – bl.a. Sorbonne, er forfatter til adskillige bøger – og dertil uddannet organist. Foruden altså at være foredragsholder, og en blændende en af slagsen.

Hun er så klog og hendes viden og referencerammer så omfattende, at jeg ikke tøver med at kalde hende for en af Danmarks største nulevende intellektuelle. Og skulle der nu være nogen, der tror, at Monica Papazu er så højintellektuel, at det kun er de mest hard core akademikere, der kan følge med, så tro om igen: Monica Papazu er nemlig klog på den pædagogiske måde, at hun kan gøre et hvilket som helst emne tilgængeligt for de fleste og få alle tilhørere til at følge med fra start til slut på hendes ofte meget lange foredrag: på Sommermødet taler hun sjældent under tre timer.

Vi havde første gang besøg af Monica Papazu i Trykkefrihedsselskabet i 2014 med et øjenåbnende foredrag om Voltaire, der slet ikke var den store forkæmper for ytringsfrihed, som han har ry for. I torsdags kom hun så igen og holdt et fremragende og højaktuelt foredrag om, hvordan vores civilisation er blevet grundlæggende forandret og hvordan corona-epidemien og statens reaktioner på epidemien afspejler denne ændring. Begge foredrag kan høres på Trykkefrihedsselskabets hjemmeside.

I en tid, hvor dannelsestabet i danske skoler og uddannelsesinstitutioner er massivt, hvor paratviden og metodisk udvikling af børns referencerammer betragtes som håbløst forældet, fordi man kan google sig alt, står Monica Papazu som et lysende eksempel på både en sidste bastion og på, hvad vi er ved at miste.

Om få år vil vi mærke fuldt gennemslag af videns- og dannelsestabet i det danske uddannelsessystem. Så vil de næste generationer af dårligt (ud)dannede unge myldre ud og indtage centrale poster i samfundet. Det vil de i sagens natur være utroligt dårligt rustede til, og det løber en koldt ned ad ryggen ved tanken om, hvad der vil ske med den komplekse rets- og velfærdsstat, som mere (ud)dannede generationer har formået at opbygge.

Vi skal lytte til, værne om og udbrede kendskabet til de kloge hoveder, der virkelig har noget at sige – og som siger det på baggrund af stor viden, dyb indsigt og med en fantastisk formidlingsevne. Monica Papazu er et eksempel på sådan et klogt hoved, som ikke må være forbeholdt de indviede på Tidehvervs Sommermøde, men bør være kendt af de fleste.

Lad dette være en opfordring til at stifte bekendtskab med Monica Papazu og gå ind og hør hendes seneste foredrag i Trykkefrihedsselskabet her. Det varer ca. 1½ time, men jeg tør godt love, at I ikke vil kede jer.

 

 

 

 

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg