Der tales meget om islamisering, men langt sjældnere om det fænomen, der i virkeligheden udgør den mest effektive form for islamisering: entrismen. Ordet stammer fra politologien og betyder den strategiske infiltration af et samfunds institutioner – indefra og nedefra – med det formål at ændre dem i en bestemt ideologisk retning.
Hvor terroristen forsøger at knække systemet med vold, søger entrismen at opløse det stille og roligt – gennem loyalitetserklæringer, ansættelser, komitéposter og politiske alliancer. Den kræver ikke bomber, kun tålmodighed, positioner og det rigtige sprog om “inklusion” og “diversitet”.
Entrismen er derfor den langsomme, men langt farligere, form for jihad.
Magtens små forskydninger
Når en muslimsk betjent – som Elvir Abaz fra Fyns Politi – bruger sin stilling til at overvåge, forfølge og registrere politiske modstandere, ikke mindst islamkritikere som Naser Khader og Halime Ogüz, så er det ikke bare en personlig fejl eller et embedsmisbrug. Det er et tegn på, at islamistisk tænkning har fået fodfæste dér, hvor borgerne burde kunne stole mest på neutralitet og lovens lighed.
Når en forsker som Sameh Egyptson – der i sin ph.d. dokumenterer, hvordan politisk islam infiltrerer det svenske samfund – bliver mødt med anklager om videnskabelig uredelighed, så handler det ikke kun om akademisk etik. Det handler om, at selve analysen af entrismen udløser dens refleks: systemets immunforsvar vender sig mod kritikeren, ikke mod problemet.
England – advarslen fra fremtiden
Vil man forstå konsekvenserne af entrisme, behøver man blot se mod England. Over årtier har en kombination af berøringsangst og moralsk forvirring gjort landet til skoleeksemplet på, hvordan islamisk magt og normer kan flytte sig ind i statens og samfundets kerneinstitutioner.
De pakistanske grooming-bander, som i byer som Rotherham, Telford og Rochdale voldtog og misbrugte tusindvis af unge piger, blev i årevis beskyttet af myndighedernes tavshed. Politiet, socialforvaltningerne og medierne frygtede mere anklagen om racisme end uretfærdigheden mod ofrene. Det er entrisme i praksis: et system, der lader sig lamme af sin egen tolerance.
I dag ser vi muslimske borgmestre i de største engelske byer, herunder Sadiq Khan i London, der konsekvent sætter identitetspolitik og “inklusion” over sammenhængskraft og ytringsfrihed. Samtidig eksploderer knivkriminaliteten, og tilliden til politiet styrtdykker.
Når israelske fodboldfans forbydes adgang til Birmingham af hensyn til “sikkerheden”, mens propalæstinensiske demonstranter uhindret får lov at dominere gaderne, viser det, hvordan magtbalancen er vendt. De, der truer, belønnes; de, der trues, begrænses.
Resultatet er en kulturel og institutionel kapitulation: et politikorps, der maler regnbuer på patruljebiler, mens overgreb forbliver uopklarede; et universitetssystem, hvor islamkritik marginaliseres; og en offentlighed, hvor ytringsfriheden ikke længere er et princip, men en forhandlingsvare.
Hvis vi lader stå til
I Danmark er vi endnu ikke dér – men vi er på vej. Og hvis politikerne fortsætter med at lukke øjnene, vil entrismen også her forvandle vores institutioner. Offentlige myndigheder vil blive mere optaget af at undgå “krænkelse” end af at forsvare ytringsfriheden. Politiet vil miste befolkningens tillid. Forskningen vil blive renset for stemmer, der udfordrer islam.
Entrismen er ikke en teori. Den er virkelighed – dokumenteret i Sverige, åbenlys i England og snigende i Danmark.
Derfor må vi stille de ubehagelige spørgsmål nu:
Hvordan forhindrer vi, at politisk islam får fodfæste i vores institutioner?
Og tør vi – som samfund – sige, at demokratiet ikke er forpligtet til at begå selvmord i tolerancens navn?
Trykkefrihedsselskabet har inviteret Naser Khader, Halime Oguz og Sameh Egyptson til at diskutere den snigende entrisme mandag den 10. november kl. 19 i Cepos´lokaler, Landgreven 3. Læs mere om arrangementet og køb billetter her: https://www.trykkefrihed.dk/islamistisk-entrisme-infiltrerer-politisk-islam-de-danske-institutioner.htm
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
