Journalister har altid haft høje tanker om sig selv. De vil med stor overbevisning hævde, at de altid opsøger sandheden, at de forsvarer de svage imod de stærke og modigt taler magten imod. Derfor frygter magthaverne dem. Derfor vil de have frit lejde ind i Gaza, så de kan afdække Israels folkedrab, massemord og hungersnød, (det tør de bare ikke) og de vil have beskyttet de tapre Hamas-journalister, som fra tid til anden mister livet. Det har en masse svenskere og nordmænd skrevet under på, også 300 danskere, de fleste vistnok en slags journalister og 30 af dem endda ansat på Danmarks Radio: reportere, studieværter, redaktionssekretærer, kommunikationsplanlægningsformidlingskonsulenterer og bla, bla, bla. Også Puk Damsgaard, der formentlig er DR’s vigtigste, kvindelige mellemøst-maskot.
Jeg kender deres psykologi. Jeg kender mine lus på gangen. De føler sig som modige, anti-autoritære oprørere, der har løbet storm imod og netop erobret en bastion i et stivnet og konservativt apparat. Deraf deres overmod og frækhed og lyst til at skrive under på den grotesk løgnagtige tekst.
Men de fatter ikke, at de slet ikke er trodsige oprørere fra de tidlige 70’ere. At de tværtimod allerede har magten, fordi DR-apparatet for længst er blevet indtaget af andre venstreorienterede, som også sparkede åbne døre ind - bare for to generationer siden.
Et eksempel på tilstanden i DR: At en STASI-godkendt og DDR-betalt journalist som John Wilken kunne ende sin toplønnede og pensionsfede karriere på Danmarks Radio - endda som journalisternes tillidsmand - i 90’erne, efter at have udført betalt propaganda for sovjetdiktaturets lakajer i Østtyskland i årevis i 60’erne (Radio Berlin International) og senere spille ”DDR-korrespondent”(Mit Berlin vindue) for landsforrædersprøjten Land og Folk (betalt af DDR), siger vel en hel del om DR’s tilstand de sidste 30-40 år.
Det satte som sædvanlig fut i fejemøget, at Bent Blüdnikow gik til angreb på DR’s journalister. Halvdelen af de dristige underskrivere fik da også kolde fødder, fandt hår i suppen som studieværten Maria Dohn, der angiveligt ikke fattede, at hun havde skrevet under på, at Israel allerede var dømt skyldig i folkedrab. Det fik den nye chef Bjarne Corydon til at slå sagen hen med, at journalisterne åbenbart ikke havde forstået teksten - hvad der naturligvis også røbede hans lave forventning til deres åndelige formåen.
Men så uskyldigt er det ikke.
Det er ikke uskyldigt, at fire milliarder kroner-paladset er infiltreret af palæstina-elskere, som sammenligner krigen i Gaza med hutu’ernes massakre på tutsi’erne i Rwanda. Som sidestiller Netanyahu med Hamas. Som påstår, at Israel vil have rømmet hele Gazastriben for palæstinensere. At Israel bevidst bomber og sulter børn ihjel.
Og jeg kunne blive ved, men anbefaler i stedet varmt Dan Harders Israel Online Media Watch Danmarks Radio, som opregner DR-journalisternes blanding af Israel-had og ren dumhed siden 7. oktober; det er et synderegister, som får mig til at drømme om masseafskedigelser og berufsverbot.
Men der skal tages helt grundlæggende fat, for al den venstreorienterede hjernevask begynder allerede i folkeskolen, fortsætter i gymnasiet og kulminerer på universitetet, i den offentlige sektor og i medierne.
Den journalistiske forvridning er ikke et særlig dansk fænomen, det er skam globalt. I april 2002 var jeg i nogle dage spærret inde i Bethlehem, i ulideligt selskab med nogle amerikanske palæstina-aktivister og journalister, fordi israelerne rykkede ind med kampvogne og tævede palæstinenserne. Joshua Hammer fra Newsweek var så imponeret af, hvad vi oplevede, at han skyndte sig at skrive en bog om det: ”A season in Bethlehem: the siege of the Church of the Nativity”, som forlaget lancerede således: ”En skarpsynet fortælling om kaos og vold, hvori Hammer lader de stridende parter tale for dem selv.” Da jeg en aften spurgte ham, om det ikke var tankevækkende, at palæstinenserne, når de talte deres sag, altid brugte betegnelsen ”yahud” (jøder), som dog konsekvent blev oversat af hans palæstinensiske tolk til ”zionists” (sahayuni - men det sagde de aldrig)? Men den detalje interesserede ham ikke.
Jeg er sørgmodigt bevidst om, at jeg skriver i et ekkokammer, og opgaven med at rense op og ud i medierne er så enorm og håbløs, at jeg har mere lyst til at skrive til Netanyahu, at hvis ikke Hamas udleverer de sidste knogler af de myrdede bortførte, så må han hjertens gerne asfaltere de sidste 47 procent af Gaza, for det gør alligevel ikke en skid forskel på Danmarks Radios dækning. Men det har han nok regnet ud for længe siden, ellers havde han ikke opnået så imponerende resultater.
Artiklen har været bragt i 24Nyt
