Der er næppe længere nogen, der kan være i tvivl om, at FN’s Menneskerettighedsråd har mistet sin moralske kompasnål. Få sager viser det tydeligere end Francesca Albanese – den italienske jurist, der siden 2022 har fungeret som FN’s særlige rapportør for “de besatte palæstinensiske områder”. På papiret et neutralt embede. I praksis en platform for antisemitisk og antiisraelsk aktivisme.
Albanese har offentligt hævdet, at “USA er underlagt den jødiske lobby”, og at Europa er tynget af “skyld over Holocaust”. Hun forsvarer slagordet “From the river to the sea”, som i realiteten betyder Israels udslettelse, og har i sin rapport fra marts 2024 kaldt Israels krig mod Hamas for et “folkedrab”. Alligevel er hun blevet siddende på sin post – og endda forlænget i embedet – på trods af, at Frankrig, Tyskland, USA og Israel har erklæret hende uegnet.
USA har sanktioneret hende personligt. Frankrig og Tyskland har – for første gang nogensinde – fordømt en FN-rapportør for antisemitisme. Og Israel har forbudt hende indrejse. Alligevel står FN’s apparat urokkeligt bag hende.
Hvordan kan det ske? Fordi FN’s institutioner for længst er blevet infiltreret af en islamisk blok, der systematisk bruger menneskerettighedssproget som politisk våben mod Vesten og mod Israel.
OIC’s lange arm
Organisation of Islamic Cooperation (OIC) udgør med sine 57 medlemslande en sammenhængende stemmeblok i FN’s Menneskerettighedsråd. Den har i årevis arbejdet for at definere “islamofobi” som en menneskerettighedskrænkelse – et greb, der i praksis bruges til at begrænse ytringsfriheden og kriminalisere religionskritik.
I det lys giver Albanese fuld mening. Hendes rapporter taler OIC’s sprog: Israel fremstilles som kolonimagt og forbryderstat, mens islamiske bevægelser fremstilles som ofre for vestlig undertrykkelse. Når hun kalder Israels forsvarskrig for “folkedrab”, men undlader at nævne Hamas’ massakrer og gidseltagninger, er det ikke juridisk sjusk, men ideologisk loyalitet.
Den islamisk-venstreorienterede akse
OIC’s indflydelse ville næppe række så langt uden støtte fra den vestlige venstrefløj, der stadig tror, at antiimperialisme betyder solidaritet med enhver bevægelse, der retter sin vrede mod Vesten. Derfor går islamiske undertrykkere hånd i hånd med vestlige aktivister, der taler om "retfærdighed" og "befrielse", mens de i virkeligheden forsvarer det stik modsatte.
Denne sammensmeltning af islamisk identitetspolitik og vestlig skyldbevidsthed har gjort FN’s menneskerettighedsråd til en absurd parodi på sig selv – et sted, hvor de værste regimer fordømmer de eneste demokratier. Albanese er ikke undtagelsen, men symbolet. Hun udtrykker den tidsånd, som FN nu er blevet styret af: Israel er fjenden, islam er offeret, og Vesten skal bøje sig.
Et system uden troværdighed
At Albanese stadig sidder i sit embede trods fordømmelser og sanktioner viser, hvor dybt systemet er rådnet. FN beskytter ikke længere universelle rettigheder, men politiske interesser forklædt som moral. Det er ikke bare Albanese, der bør fjernes – det er selve systemet, der må reformeres, hvis FN skal genvinde troværdighed.
Når islamismen flytter ind
Francesca Albanese er ikke et isoleret tilfælde. Hun er symptomet på en dybere sygdom: islamisk infiltration gennem institutionel loyalitet og venstrefløjens moralske blindhed. OIC har i årtier arbejdet for at erstatte individets frihedsrettigheder med religiøse “rettigheder” – og de har nu fået deres sejr.
Resultatet er et FN, der fordømmer Israel for at forsvare sig, men tier om Hamas, Taliban og Iran. Et FN, der udnævner antisemitter til menneskerettighedseksperter. Og et FN, der – i sin blinde kamp mod Vesten – har glemt, hvad frihed betyder.
(Kilder: UN Watch; UNHRC dokument A/HRC/55/73, 25. marts 2024; Reuters, 9. juli 2025; US State Dept. press release, 9. juli 2025; French MFA X-post, 11. feb. 2024; German MFA X-post, 11. feb. 2024.)
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
