”Vi havde engang brug for, at forfattergerningen blev opmuntret, men i dag har vi brug for, at den bliver undertrykt og straffet."
Manden bag dette citat er den historiske skikkelse, som vi alle har lært var en af historiens store ytringsfrihedshelte. Han, der skal have sagt: ”Jeg foragter Deres mening, men jeg vil med mit liv forsvare Deres ret til at ytre den.”
Sendte forfattere i fængsel
Med til historien hører, at Voltaire også har sagt noget, der giver mindelser om ovennævnte sætning, som vel at mærke stammer fra en langt senere roman, ikke fra Voltaire selv.
I sin traktat om tolerance fra 1764 skriver han således. ”Enhver, der forfølger et andet menneske....fordi han ikke deler hans mening, er et monster”.
Problemet er bare, at Voltaire hermed fælder en præcis dom over sig selv, pointerede Monica Papazu, der er forfatter, litterat, og en stor kender af den franske oplysningstid.
For en undrende forsamling oprullede hun Voltaires lange synderegister:
Hvordan han forsøgte, nogle gang med held, at sende sine forfatterkolleger og rivaler i Bastillien ved brug af de i eftertiden så berygtede ”lettres de cachet”, dvs. hemmelige arrestordre.
Hvordan han ytrede, at det var bedre, at ”en præst bliver brændt på bålet, end at publikum keder sig ved at læse ham”. Og hvordan han opfordrede myndighederne til, ikke bare at arrestere, men til at dødsdømme Jean Jacques Rousseau. Voltaires argumentation?
Den lyder som følger:
”Mens man i tilfælde af en ikke-troende romanforfatter godt kan nøjes med en let straf, må man, når det drejer sig om en ondskabsfuld oprører, udsige en dødsdom.”
Om en anden, forfatteren La Beaumelle, skrev han: ”Han fortjener en frygtelig straf, fordi han har fornærmet Ludvig d. 14, hertugen af Orleans og alle ministre. Dette er ikke en litterær tåbelighed, det er en forbrydelse.”
Beaumelle, der faktisk blev hårdt ramt af Voltaires vendetta og først flere hundrede år senere er blevet rehabiliteret, slog da også fast, at Voltaire var et dybt intolerant menneske ”der hele tiden påberåber sig trykkefriheden, men samtidig uafbrudt forsøger at ophæve den for sine forfatterkolleger.”
Forsamlingen fik indtryk af en mand, som udmærkede sig ved en næsten psykopatisk grad af ondsindethed.
Monica Papazu selv konkluderede, at der ”i hele litteraturhistorien ikke findes noget lignede eksempel på en forfatter, som så konsekvent har kæmpet imod trykkefriheden, så konsekvent og med så magtfulde midler ( forbud mod bøger og arrestationer) har forsøgt at fratage de andre retten til at offentliggøre deres tanker.”
Hvorfor ingen oplysning om oplysningsfilosoffen?
Tilbage stod spørgsmålet: Hvordan er det dog gået til, at denne mand er blevet ophøjet til en af de store frihedshelte i historien? Hvorfor har vi for længst ikke fået ordentlig oplysning om oplysningshelten?
Papazu mente, der var flere grunde.
For det første har Voltaires tekstproduktion et så voldsomt omfang, at det har været vanskeligt for litteraturkritikerne at få overblik over alle hans (u)gerninger. Man har simpelthen ikke været klar over hvilke lig Voltaire havde i lasten. Først i dag har man fået et overblik over hans værk – en viden, der stadig er forbeholdt eksperter.
For det andet fik Voltaire allerede kort efter sin død i 1778 heltestatus af ledende kræfter i Den franske Revolution; herhjemme har især Georg Brandes videreført traditionen for ukritisk Voltaire-beundring.
Der har med andre ord ikke været den store interesse i at grave Voltaires skyggesider frem.
Der skulle i al fald gå flere hundrede år før denne oplysningsfilosof selv blev udsat for den oplysning, han gjorde sig til bannerfører for. Resultatet er ikke smukt, men oplysende.
Spørgsmålet er så, hvor mange år der skal gå, før uddannelsessystemet tager afsked med Voltaire-myten og begynder at fortælle den sande historie om denne modstander af ytringsfrihed.
Optagelser af Monica Papazus foredrag vil blive lagt ud på trykkefrihed.dk næste uge
