"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

”Karoly er en revnende ligeglad, fribåren mand”

26. marts 2017 - - af Anders Raahauge

Foto: Henrik Ræder Clausen

Karoly Nemeth er  revnende ligeglad med at omgås de forkerte.  Med moralsk integritet og ophøjet uforstyrrelighed vælger han sine sager uden tanke på, hvad der er god tone i de våde saloner. Læs Anders Raahauges Sappho-motiverings-tale til Karoly Németh.

Jeg stod engang på fodboldbanerne for enden af Mantziusvej og så sønnen spille, og da kommer Nemeth hen, min genbo. ”Der var en præst i problemer i tv i går, han hed NN, kender i ham?” ”Ja”. ”Det var tydeligvis bagvaskelse, han var udsat for. Har han brug for en advokat?”

”Wauv, ja, jo, uden tvivl, jamen hold da op, mange tak”.

”Ingen årsag. Kender den type sager” Og så var Karoly jo væk igen, den energiske mand.

Det var så hans ligeledes brillante søn Anders, der hjalp, og han rydde probat op i råddenskaben på få uger.

Det er jo Karoly i en nøddeskal: den spontane hjælpsomhed, den idealisme, den letfængende indignation over uretfærdighed.

Alt det som Trykkefrihedsselskabet også nyder godt af.

Så meget fortræffeligt løber jo sammen i den mand, som er værd at prise. Med en Sappho-pris. Så mange fornemme egenskaber i samme, altid veloplagte person.

Først og fremmest har han som bekendt en hjerne, der er skarp som en ragekniv. Et kraftværk af stringens og analytisk logik. Der er en grund til, at han har ført så mange af de store, tunge sager i Danmark. En frygtindgydende modstander, der både tænker klart og er udstyret med en elefanthukommelse uden lige.

Det herlige er jo så at han ikke holder sig for fin til mindre sager. Han er som udgangspunkt altid begravet i arbejde med de vældige sager, han sidder i utallige bestyrelser, men han er alligevel aldrig nærig med sin tid og sin redebonne hjælp.

Havde han kun det brillante juridiske hoved, så kunne han nøjes med at være stjerneadvokat, men han er heldigvis også udstyret med denne høje idealisme og en smuk uegennytte, ikke mindst når det drejer sig om knægtelse af ytringsfriheden.

Adskillige gange har Trykkefrihedsselskabet oplevet, hvordan en uopfordret Karoly kom stormende og tilbød sin hjælp. ”En grov uretfærdighed, det skal de ikke slippe afsted med!”

En ridder, en dragedræber – og ofte er det jo uden honorar.

Han finder åbenbart tiden, trods ubeskrivelig travlhed.

Ja, her hjælper det jo også, at Karoly er udstyret med endnu en misundelsesværdig egenskab: manden har kræfter som en bjørn. Råder over en titanisk energi.

På Mantziusvej kunne man se ham i lampens skær med hovedet bøjet på arbejdsværelset på 1. sal. Jeg gik ofte sent i seng, kl. 2-3 stykker. Men jeg gik altid i seng før Nemeth.

Lyset brændte, elefanthukommelsen sugede, analytikeren tænkte videre.

Og alligevel stod han tidligt op (det ved jeg fra ham selv. Jeg sov) op for at storme afsted i løbesko før han kastede sig på cyklen ind til byen.

Jeg husker engang, da hans tre børn endnu var teenagere, hvordan han kom løbende hjem fra skoven, vendte sig og råbte af de halsende unge bagude: ”Ha! Jeg er snart 60 og kan stadig løbe fra jer!!”
Et konkurrence-gen har Karoly måske også.

Og så har han i buketten af fortræffelige egenskaber, tillige et usvigeligt sikkert moralsk kompas.

Der er jo idealisme og idealisme. Det gælder om at have den med kompasset.
Der findes jo også en fjollet idealisme. Den hule, som vejrhanerne kan lide at paradere med under afsyngelse af mange fraser.

Den florerede faktisk meget i Hellerups jetset, hvor man lærte sig Politiken-ledere udenad og kunne sige ting som: ”det er meget vigtigt at være tolerant. Og være en varm person, og jeg kan slet ikke lade være – med at være varm. Sådan er jeg bare.”

Sådan er Nemeth gudskelov ikke. Aldrig varm på den forlorne og selvgode vis. Hans varme er en lidenskab, der ikke taler om sig selv men er rettet ud ad, som hurtigt får øje på en ægte uretfærdighed bag sløret af moderigtigt vås om indbildte uretfærdigheder.
Og så er han revnende ligeglad med at omgås de forkerte, give en hånd til dem, de korrekte rynker på næsen af. Med moralsk integritet og ophøjet uforstyrrelighed vælger han sine sager uden tanke på, hvad der er god tone i de våde saloner.

Vaccineret mod ideologiernes sirenesang

Hvor har han det fra? Karoly kan have arvet det. Hans far blev anholdt på gaden i Budapest fordi han ikke talte pænt om kommunismen. Derfor måtte familien også flygte. Faderen var altså ikke af dem, der dukker sig og falder i med flokken. Den slags var livsfarligt bag Jerntæppet - skulle sønnen så være bange for, hvad ”man” kan finde på at sige, ræd for en pletter på den hvide vest. For den der kender en anden verden bliver vores største ængstelser til peanuts.

 

Karoly har prøvet at leve i et totalitært samfund. Så bliver man tillige vaccineret mod ideologiernes sirenesang. Karoly har selvsagt alle dage været immun over for røde modeholdninger. Han har set kommunismen i aktion, og han nærer heller ingen illusioner om islam som den varme fredens religion.

”Jeg har en historie med mig” har Karoly sagt, ”for jeg har virkelig oplevet den kolde krig og fra første parket fået lov at erfare noget om kommunismens virkelige væsen. Jeg var jo trods alt fyldt 14, da vi flygtede.”

Den erfaring er nok den bedste kur mod at lade salonernes spøgeri få magt over ens sind. Karolys ånd knejser over det, han er en revnende ligeglad, fribåren mand.

Nej, der er sørme indvandrere og indvandrere - eller flygtninge og flygtninge. Danmark har ikke haft så voldsomt megen besvær med Karoly.

Ja, de ord er jo kommet til at betyde noget andets end deres leksikalske betydning; asiatiske indvandrere kan man heller ikke kalde sådan, det er kommet til at betyde noget med problemer. Og familierne fra Ungarn der ankom i 1956 var auto-integrerede før man kunne nå at blinke. Stort set alle de yngre blev dansk gift, og her var Karoly ganske særlig heldig.

De kom jo, ungarerne fra det samme europæiske hus, kristendommens hus. Det er nemmere. Som familie, der rykker fra en ende af stuen hen i en anden.

Ganske vist må Karoly bekende, at hvis der er landskamp mellem Ungarn og Danmark, så holder han sgu med Ungarn.

Og det er nødvendigt for ham at være i Budapest et par gange om året. Ellers har han det ikke godt.

”Når jeg rejser til Ungarn, føler jeg, at jeg rejser hjem” Men så tilføjer han, og det er just det fine:

”Og når jeg rejser tilbage til Danmark, føler jeg også, at jeg rejser hjem.”

Det er virkelig vores held. Vores store held. Tillykke med prisen.  

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg