Sandheden om ”alliancen” med Vlaams Belang

Det er vist nærmest den konklusion, man skal drage af Weekendavisens artikel ”De er alle blevet kukkuk”, skrevet af Jesper Vind Jensen og Klaus Wivel.

Effektfuldt lader de artiklen, der er proppet med associationstricks og mistænkeliggørelser, afslutte med følgende citat af den amerikanske Charles Johnson: ”Han [Lars Hedegaard] associerer sig med fascister og advokerer for vold og burde forbigås af anstændige mennesker”.

Hedegaards angivelige opfordringer til vold er for længst blevet imødegået. Der er ikke fugls føde på den påstand. Men hvad med alliancen med fascisterne?

Nazister eller hva’?

Lad mig for kort redegøre for, hvad der er op og ned på påstandene om Trykkefrihedsselskabets ”alliance” med Vlaams Belang.

Sagen er enkel: Der er ingen alliance. Vi har ingen formaliserede forbindelser med partiet og selv har jeg kun mødt to af dets repræsentanter, Filip Dewinter og Frank Vanhecke, en enkelt gang, nemlig da de 18. april 2009 var inviteret herop.

Jamen, hvorfor i himlens navn invitere så kontroversielle mennesker, der risikerer at spolere Trykkefrihedsselskabets gode navn og rygte?

Svaret er enkelt: Fordi vi er et Trykkefrihedsselskab. Vi forsvarer det frie ord, uanset hvem der truer det. En svært overkommelig opgave, som vi efter ringe evne forsøger at leve op til. Og Vlaams Belangs ytringsfrihed er truet. Det er hinsides enhver tvivl. Deres parti, der mig bekendt aldrig har opfordret til vold eller lignende, er gentagne gange forsøgt opløst og selv har de to repræsentanter oplevet at blive gennembanket af vallonsk politi, da de ville lave en demonstration til fordel for et selvstændigt Flandern.

Her burde alle ytringsfrihedselskere spærre øjnene op og spørge: Kan det være rigtigt? Hvorfor begrænser belgiske myndigheder ytrings- og forsamlingsfriheden på denne måde? Hvordan kan den slags gå for sig midt i EU’s hovedstad?

Det var i hvert fald det spørgsmål, vi stillede os selv.

Derfor inviterede vi dem til at fremlægge deres sag under den betegnende overskrift Vlaams Belang – nazister eller hva’? De har nemlig ganske rigtigt et dårligt rygte og udnævnes af nogen til at være fascister. Hvor meget var der om det? Det ville vi gerne vide.

Fulde af løgn?

Så vidt jeg kunne bedømme, havde de to repræsentanter absolut intet med fascisme at gøre. Vlaams Belang er Belgiens mest pro-israelske parti og bekæmper ihærdigt antisemitisme, men partiet udspringer ganske rigtigt af et parti, der samarbejdede med tyskerne under krigen. Jeg stillede selv dem et spørgsmål til denne lyssky forbindelse og fik som svar, at det daværende flanderske selvstændighedsparti havde samarbejdet med tyskerne af strategiske grunde. Ligesom finnerne allierede de sig med deres fjendes fjende, som var tyskerne.

Jeg kan ikke afgøre, om det er hele forklaringen. Måske var de fulde af løgn. Ligesom jeg ikke kunne afgøre, om de kinesiske og russiske systemkritikere, vi har haft som talere, var lødige eller havde et blakket ry i deres hjemland.

Men jeg kan 100 procent stå  inde for, at vi som ytringsfrihedsorganisation gav Vlaams Belang mulighed for at fremlægge deres sag, som er en ytringsfrihedssag.

Ja, faktisk vil jeg mene, at vores kritiker Jakob Mchangama, som så helhjertet insisterer på at forsvare ytringsfriheden for dem, man er uenig med, skulle gå i brechen for Vlaams Belang. I hvert fald når han og Stjernfelt engang får deres organisation op at stå.

Dermed ville de får lejlighed til at vise, at de faktisk mener, hvad de siger. Og de vil erfare, hvor kontroversielt det er at forsvare kontroversielle menneskers ytringsfrihed.

Meningerne er stærkt delte om Vlaams Belang og jeg lytter interesseret til enhver, der kan kaste lys over partiet. Bruce Bawer hævder f.eks. at de er fascister, mens Christopher Caldwell i sin bog Reflections on the Revolution in Europe (2009), når frem til et andet resultat. Det er pudsigt, at Klaus Wivel, der selv har omtalt Caldwells bog meget positivt i Weekendavisen, overhovedet ikke inddrager hans vurdering af Vlaams Belang i sin artikel.

Til gengæld får Sapphos læsere her chancen for at læse Caldwells redegørelse. Den kan man læse på side 256 i hans bog under underoverskriften

"Højreekstremisme" og "fascisme" i forbindelse med indvandring og islam” .

Den følger her i dansk oversættelse:

Caldwells bedømmelse af Vlaams Belang

”Pim Fortuyn var en kæmpende radikal liberal. Han var ikke fascist, men blev myrdet af en, der havde det indtryk, at han var. Den slags fordrejninger, selv i tilfælde hvor de ikke har dødelig udgang, mudrer altid debatten om indvandringen til Europa. Betegnelserne fascist, xenofob, ekstremist, og yderligtgående anvendes rundhåndet på et bredt spektrum af indvandrings-fjendtlige partier og retninger, hvoraf de fleste er demokratiske. Der findes ekscentriske hobbygrupper, hvis medlemmer ikke kunne gøre en flue fortræd, så som UK Independence Party, der koncentrerer sig om at trække Storbritannien ud af EU, eller det franske parti for jægeres rettigheder, der fokuserer på den private ejendomsret. Der er også regionalistiske partier, som man i Amerika blot ville betragte som konservative. Italiens Lega Nord f.eks. anlægger en hård linje over for indvandring, men kun som en del af et større anklage mod den den italienske velfærdsstat for at røve penge fra mellemklassens skatteydere til benefice for politisk begunstigede. Disse begunstigede indbefatter (men er på ingen måde begrænset til) indvandrere og asylsøgere.

Det flamske Vlaams Belang (VB) optræder på lignende måde. Det er ganske vist modstander af indvandring, men denne modstand er underordnet et mere påtrængende ærinde, nemlig at skære et selvstændigt Flandern ud af det Belgien, som de mener udbytter det. Det er værd at notere sig, at VBs politiske aner kan føres tilbage til 2. Verdenskrig-tidens belgiske fascisme. Men mange af Europas historiske fascistpartier befinder sig nu i høj grad inden for den europæiske mainstream, når det gælder indvandring. Italiens Nationale Alliance (AN), der blev grundlagt af Benito Mussolini, er det bedste eksempel. Partilederen, Gianfranco Fini, hører til Italiens mere indvandringvenlige politikere ... og er måske den mest brændende forsvarer af Israel. Det spanske Folkeparti, som blev det demokratiske hjem for konservative politikere efter Francos død, kom først med at åbne Spanien for masseindvandring.”