Den franske filosof Robert Redeker, hvis bog Man må prøve at leve i morgen udkommer på Trykkefrihedsselskabets Bibliotek, i Geoffrey Cains elegante oversættelse, er endnu et navn på islamisternes dødsliste. En liste, som omfatter de allerede dræbte Pym Fortuyn og Theo van Gogh såvel som mennesker, der stadig er live, såsom Salman Rushdie, Ayaan Hirsi Ali, Geert Wilders og Kurt Westergaard.
Man må prøve at leve er en dagbog: Den dagbog, Redeker skrev i begyndelsen af sit indre eksil, som tog sit udgangspunkt i september 2006 og formentlig vil vare hele hans liv.
Det, som slår én under læsningen, er, at Redekers bog er en fængselsdagbog: ”Jeg er låst inde, og jeg begynder at føle mig som en fange”, skriver han (44) 1. Fra en litteraturhistorisk synsvinkel ligger Redekers rystende vidnesbyrd tæt på Dostojevskijs optegnelser fra tugthuset eller Alexander Solsjenitsyns og Vladimir Bukovskijs skildringer af deres fængselsophold. Det er dog ikke et spørgsmål om litterær genre, men om eksistentiel erfaring. Som følge af dødstruslerne har Redeker mistet sin bevægelsesfrihed: den ”mest basale rettighed, retten til at komme og gå, når det passer mig” (44). Som beskyttelse er han blevet tvunget til at leve i en form for ”husarrest”, bag lås og slå, bag lukkede døre og skodder: ”Jeg er ofret, men det er mig, der bliver straffet med husarrest. … Jeg er det tiltænkte offer for en forbrydelse, men det er mig, der skal affinde mig med politiopsyn, som om det var mig, der var forbryderen!” (47-48).
Således kom Robert Redeker til på paradoksal vis at opleve, hvad det betyder ”at sidde inde”. For alt er der: Han har ingen fysisk frihed; han er afskåret fra sit tidligere liv, fra familie og venner og fra sit arbejde (han kan ikke undervise og holde foredrag mere); han føler sig som lukket inde i graven (99); han har ikke nogen kontakt med de levende, og han forstår også, at han allerede bliver betragtet som én, der har forladt denne verden: kollegerne taler om dig, ”som om du var død” (65). Selv den usikre fremtid, som pinte fangerne, er til stede, for denne ”fængselsstraf” kan sagtens ende en dag med en henrettelse.
Straffen er endda en kollektiv straf. Den rammer hele familien, præcist som i kommunistsamfundet: Redekers hustru, som deler sin mands status som paria og fange, de tre børn, som er afskåret fra at være sammen med forældrene og må skjule sig på forskellig vis, og selv Redekers forældre: Redekers far, som døde i 2007, blev begravet ”i det dulgte som tyveknægte eller pestbefængte”, for at begravelsen ikke skulle pådrage sig de islamiske terroristers opmærksomhed (8).
Hvordan kan dette være muligt? Hvordan kan sådan noget ske andre steder i verden end i et totalitært samfund? Er den totalitarisme, som truer Vesten, allerede ved at smitte af på vor verden? Her er det kun spørgsmål om beskyttelse, og beskyttelsen har hidtil været effektiv. Men beskyttelsen i form af indespærring er også et tegn på, at den fare, som truer et enkelt menneskes liv, samtidig er stærk nok til at ændre det vestlige samfunds normale livsvilkår.
Et alarmsignal
Men hvad handler det hele om? Alt, hvad Robert Redeker har gjort, er, at han som reaktion på pave Benedikt XVI’s islamkritiske tale i Regensburg offentliggjorde et debatindlæg med titlen ”Hvordan skal den frie verden forholde sig til islamisternes trusler?” (19-23). Artiklen, som blev bragt i september 2006 i dagbladet Le Figaro, gør opmærksom på den kilde til ”had og vold”, der ligger i Koranen og i Muhammeds forbillede. Redeker underkaster Koranen den samme kritiske analyse, man i Europa ville anvende i behandlingen af en hvilken som helst tekst og i særdeleshed af et værk, der ligger til grund for en samfundsomstyrtende og ”morderisk ideologi”, Marx’s Kapitalen f.eks. (108). Han sammenligner de to totalitære ideologier, kommunisme og islam, med hinanden og bemærker, at islams nuværende indflydelse på den frie verden ligner den indflydelse, som den kommunistiske ideologi tidligere ydede. Det, som Redeker insisterer på, er nemlig det ”krybende islamiske pres på folks bevidsthed” i Vesten (20). ”Islam ønsker … at påtvinge Europa sine egne regler” (”svømmehaller med specielle tider for muslimske kvinder, forbud mod uærbødige karikaturtegninger” osv.) såvel som ”sit menneskesyn”, og ligesom under den Kolde Krig er det ”de intellektuelle”, der er mest rede til at bøje sig (19-20).
Redekers artikel var altså et alarmsignal fra et menneske, der erfarer, at den europæiske ytrings- og tankefrihed er under trussel fra en totalitær fare. Det, han blev udsat for som følge af sin artikel, blev til et uomtvisteligt bevis på rigtigheden af de tanker, han havde givet udtryk for i Le Figaro. I den islamiske verden blev han udpeget som den fjende, der skal udslettes. I det franske samfund blev han til en ”persona non grata”, en uønsket, en udstødt.
At de militante muslimer, for hvem islam er en politisk ideologi, reagerer med vold og død, er en almindelig kendsgerning, som ved Redeker-sagen blot har fået endnu en illustration. Det, som derimod er endnu mere rystende, er, at denne sag viser, i hvilket omfang det franske samfund er i gang med at forvandle sig under islams indflydelse. Det er også det, der udgør kernen i Redekers bog.
Den nationale suverænitet
Hvad sker der med mit land? er det spørgsmål, den dybt chokerede Redeker må stille sig selv. Hvor er mit lands suverænitet henne?
”Hvis man er kommet så langt, at politiet skal beskytte mig, er det vel ikke helt umuligt, at beslutninger taget i Mellemøsten kan føres ud i livet her hos os? Jeg … prøver at klynge mig til min sejlivede tro på national suverænitet. … Vores allesammens franske stat må være temmelig svækket, hvis fremmede grupperinger kan dømme en af dens borgere til døden og tvinge ham til at gå i skjul i hans eget land. Det strider jo mod samfundets basale værdier og vor retsstats fundament” (41-42). ”[D]enne sag … er et angreb på den nationale suverænitet: Fremmede love vedtaget af forbryderiske elementer straffer mig for at have brugt min forfatningsgaranterede ret” (51).
Redeker har uden tvivl ret i at rejse spørgsmålet om statssuverænitet, for situationen er den, at et menneske, som respekterer landets love og benytter sig af en almindelig borgerret (ytringsfreden), er i fare for at blive straffet som en forbryder i kraft af fremmede love, som er begyndt at gøre sig gældende på fransk territorium. I et land, ”hvor man for længst har afskaffet såvel blasfemi- som meningsforbrydelse”, er det blevet farligt i det 21. århundrede ”at erklære sig som vantro” (”mécréant”), skriver Redeker (69-70) 2. Dette har været, understreger han, en uventet opdagelse: At det er forbudt at være ”vantro”. At man ikke har lov til at være ”vantro” over for en religion, som ikke engang er ens egen, nej, som ikke engang er ens eget lands. At i et land med verdslige traditioner, og hvor mange bekender sig til kristendommen, er det forbudt at være vantro over for islam.
Problemet er ikke, at islam forbyder vantro og straffer de ikke-troende. Problemet er, at det islamiske forbud har fået indpas i Frankrig, og at franskmændene selv accepterer det, ja, gør det nærmest til en personlig overbevisning. Islams magt over sindene i Frankrig er det mest foruroligende.
De ”progressive” kræfters tilslutning til islam
Idet han fortæller om, hvad der sker med ham og omkring ham, bliver Redekers dagbogsnotater til en sociologisk analyse af det nuværende Frankrig. Læseren får et indblik i, hvordan samfundet reagerer. Man ser, hvordan angsten spreder sig i det lille Escalquens med dets godt 5.000 indbyggere, 15 km uden for Toulouse, en rolig by, beboet af en velstående, venstreorienteret middelklasse, som langt fra at støtte den udsatte familie er ivrig efter at skille sig af med de forstyrrende. Familien Redeker bliver behandlet som pestbefængte og udstødes fra samfundet. Man ser den akademiske venstrefløj, gymnasielærerne, som i stedet for entydigt at fordømme den dødstrussel, som Redeker er offer for, og forsvare de elementære borgerrettigheder foranstalter rene ”stalinistiske processer”, hvor den anklagede er Redeker selv: ”De anklagede mig – en kollega, der var blevet dødsdømt af fanatikere – for en meningsforbrydelse!” (29). Efter lærerkollegernes angreb er det elevernes og forældres tur til at ”forstærke islamisternes dom” og ”overtage afstraffelsen”. De sparker den, der allerede ligger ned, og viser således, at ”en vantro” som mig ”skal man ikke vise nåde” (54) 3.
I disse folks øjne, er det ”ikke så meget de alvorlige dødstrusler, jeg har hængende over hovedet, der er skandaløse, nej, det er den artikel, jeg har skrevet, der er skandaløs” (52).
Dette minder i forbløffende grad om det mentale klima i Vesten i 70’erne og begyndelsen af 80’erne, da den kritik af kommunismen, som både hæderlige Sovjethistorikere og vidner fra Østeuropa fremførte, blev imødegået med anklager om ”skandaløse” udtalelser, ”intolerance”, ”fjendebillede”, ”primitiv anti-kommunisme” og deslige. Og det interessante er jo, at det er de selv samme mennesker eller i hvert fald det samme miljø, som blot har erstattet det ene knæfald for totalitarismen med et nyt knæfald for en ny totalitarisme. De ideologiske instinkter er forblevet de samme. Det er de mennesker, som siger sandheden og vil forsvare friheden, som bliver udpeget som ”folkets fjende”.
Fra det lokale samfund til gymnasiets lærerværelse, fra det kommunistiske rådhus i det nærliggende Saint-Orens og foreningen Café’In, bestående af ”kommunister, trotskister, Grønne” (74), fra lærerfagforeningerne til de store organisationer MRAP (Bevægelsen mod racisme og for venskab mellem folkene) og Menneskerettighedsorganisationen (LDH) udmærker aktivisterne sig, som Redeker fortæller, ved at anklage ofret og erklære deres støtte for det islamistiske standpunkt. Bevægelsen mod racisme og for venskab mellem folkene (MRAP) går endda så vidt, at den truer med at indgive sagsanlæg imod Redeker, altså sagsøge den lovlydige borger og ikke dem, som ved deres dødstrusler overtræder Frankrigs love (respekten for borgernes liv og ytrings- og trosfriheden). At de to organisationer reagerede på denne måde er dog ikke nogen overraskelse, for de havde gjort noget lignende før, i forbindelse med Louis Chagnon.
En historielærers trængsler: Louis Chagnon-sagen
Et par ord om Louis Chagnon-sagen, som har lighedspunkter med Robert Redekers situation. Chagnon er historie- og geografilærer. I 2003 holdt han et kursus om islam, hvor han nævnede ubestridelige fakta angående Muhammeds liv (bl.a. massakren på den jødiske stamme Banu Qurayzah i 627). Af hans 91 elever var der to muslimer, hvis forældre, sammen med fem andre, hvis børn ikke havde deltaget i Chagnons timer om islam, dannede en protestgruppe imod læreren. Den muslimske protestgruppe sendte pressemeddelelser og bragte forfalskede kursusnoter i én elevs hæfte (absurde overdrivelser om Muhammeds misgerninger) for at underbygge deres anklager imod Chagnon. I stedet for at støtte en lærer, som var blevet uretfærdigt anklaget, gav rektoratet Chagnon en reprimande, samtidig med at de korrekte kursusnoter, som forlangt af den muslimske pressionsgruppe, blev revet ud af elevernes hæfter. Som Louis Chagnon bemærker: ”den socialistiske rektor … gjorde sig til redskab for den religiøse muslimske censur i den franske republiks verdslige skole” 4. Den historiske sandhed om islams profet blev bortcensureret i det europæiske land, som bryster sig mest af sin ”laïcité” (verdslighed). En af perlerne i denne sag findes i undervisningsinspektørens rapport, hvor inspektøren bebrejdede Chagnon for at have betegnet Muhammeds myrderier som forbrydelser, når disse kun var udtryk for ”helligkrig” – med andre ord var det Chagnons opgave at forsvare jihad i sin undervisning 5.
Til denne forfølgelseskampagne sluttede så de to førnævnte organisationer, Menneskerettighedsorganisationen (LDH) og Bevægelsen mod racisme og for venskab mellem folkene (MRAP) sig og anmeldte Chagnon for at opmuntre til ”racehad”. ”Eftersom muslimerne, MRAP, Menneskerettighedsorganisationen og rektoratet i Versailles, dvs. den franske stat, forfulgte mig for at have videregivet historiske fakta, som har været anerkendt som korrekte i 14 århundreder, vurderede jeg, at Frankrig ikke længere er et demokratisk land”, skriver Chagnon 6.
Alligevel viste det franske retssystem sig ikke så føjeligt over for islam, som man kunne have frygtet. MRAP blev nødt til at trække sin anklage tilbage, og efter en lang proces vandt Chagnon i marts 2008 sagen imod den franske stat: Rektoratets reprimande blev annulleret. Det parisiske administrative tribunals beslutning blev en sejr for ytringsfriheden i almindelighed og for undervisningsfriheden i særdeleshed: Friheden til at give sine elever en saglig undervisning, hvor man videregiver dokumenterede historiske fakta.
Chagnon beskriver sine erfaringer i bogen L’école française et l’islam: L’histoire d’un professeur d’histoire victime du terrorisme intellectuel (Den franske skole og islam: Historien om en historielærer, offer for intellektuel terrorisme) og drager en række konklusioner, hvoraf jeg vil fremhæve to. Den ene handler om den historiske bevidsthed og om den absurde forskelsbehandling, som muslimerne kræver. Chagnon fremhæver den censur og den historieforfalskning, som de islamiske kræfter forsøger at pådutte undervisningen i Frankrig, en ren negationisme, hvor man fortier islams forbrydelser. At fortælle om islams faktiske historie bliver ensbetydende med ”blasfemi” og opmuntring til ”racehad”. ”Efter denne logik”, bemærker Chagnon, ”er det at betegne holocaust som en forbrydelse mod menneskeheden ensbetydende med anti-tysk racisme og det at gøre opmærksom på Katyn-massakren ensbetydende med anti-russisk racisme” 7. Den anden er, at den sag, Chagnon har været genstand for, har åbnet hans øjne for, at det er den venstreorienterede del af det franske samfund, som støtter islam og er villig til at undertrykke de borgerlige frihedsrettigheder. Det er præcist samme konklusion, Redeker når til.
En fuldbyrdet profeti
Robert Redeker opdager nemlig, som han beskriver i sin dagbog, at Frankrig virker som et besat land. Magtfulde, meningsdannende organisationer har kapituleret og slutter sig til islamisternes program. Han opdager deres inkonsekvens og deres hykleri. Har Menneskerettighedsorganisationen ikke kæmpet for afskaffelse af dødsstraffen? spørger han. Det har den, men i dette tilfælde anklager den den dødsdømte (59). Har lærernes fagforeninger ikke ligeledes været imod dødsstraf? Det har den, men dette har ikke forhindret dem i at støtte terrorister med forbindelse til de Røde Brigader, ligesom de nu støtter lignende terrorister (76).
Lige så inkonsekvent viser disse organisationers holdning til ”laïcité”, til de verdslige principper, sig at være. Det er ikke religionen i almindelighed, de bekæmper, men kun én religion, nemlig kristendommen: ”sæt nu jeg havde været truet af den kristne kirke. Ja, så ville mine kolleger have demonstreret i hundredtusindvis … Men her er de tavse, fordi truslen kommer fra tilhængere af islam, den eneste religion, som disse ellers ubøjelige sekularister viser forståelse for” (87).
Islam har fået en privilegeret stilling i det franske samfund, den er i virkeligheden den eneste tilladte religion, den religion, som er beskyttet mod kritisk undersøgelse: ”Sangere som Georges Brassens og Jacques Brel har sagt temmelig knubbede ting om religion, der er tusind gange værre, end jeg har gjort i denne artikel. … Kunne man synge de samme ting om muslimer, som Brel og Brassens har gjort om de troende kristne?” skriver Redeker (48).
Der er noget tilsyneladende paradoksalt i de venstreorienterede intellektuelles fascination af islam. Islam med dens arkaiske regler, med dens mangehånde forbud, med dødsstraf, med mangel på religionskritik og ytringsfrihed og med kvindernes undertrykkelse indtager nu rollen som en ”progressiv” kraft, mens dens modstandere stemples, som det er tilfældet med Redeker, som ”reaktionære” (64). For Redeker blev dette til en chokerende opdagelse: først nu indså han, som han skriver, ”omfanget af venstrefløjens intellektuelle og moralske forfald” (74) 8.
Redekers erfaring med venstrefløjens knæfald for islam bekræfter den engelske forfatter G.K. Chestertons klarsynede vurdering af islams fare i Vesten og hans advarsel i romanen Den flyvende kro fra 1914 om, at det er de ”progressive” kræfter i Europa, som vil bakke islam op og ende med at erklære, at islam er den mest ”progressive” religion. Det er venstrefløjens sympati for totalitarismen og dens afvisning af Europas egentlige kultur og traditioner, som er forklaringen på de venstreorienterede intellektuelles og de venstreorienterede politikeres tilslutning til islam.
Tro og vantro
Konfronteret med islams påbud og forbud, hvad angår troen, kommer Redeker også til bedre at forstå det karakteristiske ved kristendommen og indse, at ytringsfriheden med alle dens yderligheder – afvisning, blasfemi, provokation – ikke blot er en følge af samfundets verdsliggørelse, men har et fundament i selve kristendommen. Kristendommen indeholder både blasfemi og provokation – for Kristi person, forkyndelse og gerning står som en blasfemi over for den gamle religionsforståelse og som en provokation over for menneskenes sikre viden om livet og døden. Opstandelsen er, som Redeker skriver, den ”ultimative provokation” (110).
I kristendommen giver ”vantro”-begrebet ingen mening: ”Den sande tro … anerkender, at blasfemi også er en del af troen”, skriver Redeker med rette (105), og det er et udsagn, som er karakteristisk for et kristent menneske. For en troende kristen beder ”hjælp min vantro!” og kender sin synd, idet han identificerer sig med den aggressive og forhånende mængde Langfredag.
Det andet Frankrig
Under sine trængsler opdager Robert Redeker omfanget af det franske samfunds kapitulation. Han ser menneskenes angst, som også er en angst for friheden og for dem, som tør hævde deres åndsfrihed (en typisk reaktion under et totalitært pres), og han bliver ramt af deres ”nederdrægtighed” (ordet ”bassesse” virker som et ledemotiv i teksten). Samtidig opdager han noget andet: Han opdager det andet Frankrig, som slutter op om ham. (Nøjagtig samme opdagelse beskriver Louis Chagnon også.) Redeker modtager tusinder af breve fra almindelige mennesker: ”Folk vil ikke acceptere, at skik og brug skal ændres, så de bedre passer til det islam, Overfrankrig er tydeligt bange for” (126). Han får støtte fra forskellige organisationer (f.eks. CRIF, dvs. De jødiske institutioners råd; LICRA, dvs. Den internationale liga mod racisme og antisemitisme), fra forfattere, som har en betydningsfuld plads i det franske samfund (filosoffer som Alain Finkielkraut, André Glucksmann, Pierre-André Taguieff, Chantal Delsol eller journalisten Mohamed Sifaoui, af algerisk afstamning 9), såvel som fra en række politiske personligheder: F.eks. borgmesteren i Toulouse (Jean-Luc Moudenc, centrum-højre), Nicolas Sarkozy (indenrigsminister på det tidspunkt) og den konsekvent modige Philippe de Villiers, formand for den vestfranske provins Vendée’s Råd. (Philippe de Villiers er et navn, som fortjener at blive husket: Det er takket være Philippe de Villiers’ bestræbelser, at det er lykkedes Vendée at hævde sin åndelige og kulturelle arv og mindes sine døde. Solsjenitsyn holdt tale i Vendée i 1993 ved åbningen af museet for folkemordsofrene under den Franske Revolution; Philippe de Villiers og en af hans medarbejdere var de eneste franskmænd, som deltog i Solsjenitsyns begravelse i 2008; Philippe de Villiers er også forfatter til en række bøger, bl.a. Les mosquées de Roissy [Moskeerne i Roissy] fra 2006, som handler om Frankrigs gradvise islamisering).
De dødstrusler, som Redeker er blevet udsat for på grund af sin islamkritiske holdning, er således endt med at være en lakmusprøve for det franske samfund. Det har bragt skillelinjerne i Frankrig op til overfladen. Der findes stadig et Frankrig, som sætter pris på sin fortsatte eksistens og på sin arv, og som er i stand til at tænke og handle moralsk. For det er et spørgsmål om elementær moral at forsvare ofret imod forbryderen. Men der findes også et Frankrig, som allerede har tilpasset sig totalitære vilkår: Det hylder voldsideologien, anklager ofrene og udstøder de modige.
På livets bred
Redekers velskrevne bog er et personligt dokument: ”Jeg har skrevet denne dagbog som et vidnesbyrd om, hvordan mit liv har været siden den famøse 19. september [2006]”, siger han (17). Læseren får et unikt indblik i, hvordan et menneskes normale tilværelse blev ødelagt fra den ene dag til den anden, og kommer til at forstå frihedens pris, den pris, som et menneske har skullet betale for sin ret til at tænke anderledes, end det politisk korrekte forlanger, og offentliggøre sine tanker.
Gennem dagbogen lærer man mennesket Robert Redeker at kende. En borger som enhver anden i Vesten; en familiefar; en lærer på et gymnasium; en filosof, som har noget på hjerte (hovedtemaet i Redekers bøger er umenneskeliggørelsen i den post-moderne, tekniske civilisation)10. Det, som er overgået ham, står som et varsel om, hvor skrøbelig vor tryghed er. Konfrontationen med islam er rykket tæt ind på os.
Redekers dagbog er et udtryk for viljen til ikke at kapitulere. Ved at skrive den hævder han sin åndelige frihed som modsætning til den fysiske frihed, han har mistet: ”Min dagbog er et helle i en verden, hvor jeg ellers ikke har nogen som helst frihed” (101). Ved at skrive den sætter han sig op imod den islamiske ideologi, i hvis navn fanatikerne forsøger at få ham til at tie.
Skrivegerningen er identitetsbærende – den forhindrer hans identitet i ”at smuldre” (100) – og som tankens arbejde udgør skrivegerningen også en afklaringsproces. At skrive bliver for Redeker ensbetydende med ”at krydse et ocean”. Gennem ordene håber han på at finde en passage til den modsatte bred, en personlig befrielse, som han sammenligner med den bibelske udfrielse fra Egypten (88-89). Denne dimension af ”initiation” eller meningsfuld ”overgang” er typisk hos mennesker, som har været tæt på døden eller har erfaret den symbolske død i ”de dødes hus” (dvs. fængslet).
I slutningen af sin dagbog vender Redeker tilbage til billedet af vand og jord. Han er kommet helskindet over på den anden bred. Han står på bredden og mindes Paul Valérys digt fra 1922, ”Le cimetière marin” (Kirkegården ved havet), et af mesterværkerne i fransk litteratur. Det er det digt, som Valéry skrev om kirkegården i sin fødeby Sète. På denne kirkegård hviler hans forældre, og Valéry selv blev begravet her, imellem sine forfædres grave, i 1945. Det er et særligt sted: En af de smukkeste kirkegårde i Frankrig. Den ligger højt over Middelhavet, og synet af gravene med deres kors indrammes af havets og himlens blændende blå farve. Her kan man, som Valéry erfarede det, mærke dødens frygtelige magt og samtidig fortabe sig i uendeligheden og fristes til at længes efter opløsningen. Til denne nihilismens fristelse svarer Valéry i digtets sidste vers: ”Et vindpust rejser sig fra havet! … man skal prøve at leve!” (”Le vent se lève! … il faut tenter de vivre!”).
Det er dette svar, som Redeker gør til sit og bruger som titel til sin bog: ”Man må prøve at leve”. Redeker vælger livet og glæden for livet frem for opløsningen, ja frem for den negative uendelighed, som islam også er bærer af. Det er en personlig sejr. Det er ganske enkelt ”livets sejr”. Livets sejr ”over dem, der prædiker død” (136).
*
Robert Redekers fortælling om sit liv under jorden siden offentliggørelsen af sin islamkritiske artikel for tre år siden siger mere end en lang og lærd afhandling om islam og islams skæbnesvangre indflydelse på Europa. Den er i sandhed en øjenåbner. Her kan man se islam som en ideologisk størrelse, der er totalt inkompatibel med Europas frihedstraditioner og respekt for menneskelivet. Her kan man se de dele af det europæiske samfund, den politiske elite og de såkaldte intellektuelle, der allerede har kapituleret. Men her kan man også se, hvad der udgør Europas storhed: Det enkelte menneske, som nægter at gå på kompromis med sin samvittighed og er i stand til at forsvare sin åndsfrihed. Ved at gøre det forsvarer han alles frihed.
***
1 Sidetallene i parentes henviser til den danske oversættelse: Robert Redeker, Man må prøve at leve, oversat af Geoffrey Cain, Trykkefrihedsselskabets Bibliotek, 2009.
2 Robert Redeker, Il faut tenter de vivre, Paris, Editions du Seuil, 2007, s. 63.
3 Redeker, Il faut tenter de vivre, s. 46.
4 Louis Chagnon, L’école française et l’islam: L’histoire d’un professeur d’histoire victime du terrorisme intellectuel, Paris, Ed. Godefroy de Bouillon, 2008, s. 27.
5 Chagnon, L’école française, ss. 35-36.
6 Chagnon, L’école française, s. 43.
7 Chagnon, L’école française, s. 42.
8 Redeker, Il faut tenter de vivre, s. 68.
9 http://www.hellemeretebrix.com/2008/08/st%C3%B8tte-til-mohamed-sifaoui/.
10 Blandt Redekers bøger: Le Déshumain, Saint-Orens de Gameville, Editions Itinéraires, 2001; Le Progrès, ou l’opium de l’histoire, Editions Pleins Feux, 2004; Dépression et philosophie: Du mal du siècle au mal de ce siècle, Editions Pleins Feux, 2007; Le sport est-il inhumain?, Editions du Panama, 2008.
