Faderen skred og Johan måtte på børnehjem
Han var amagerkaner født i 1921 i København af en svensk indvandret far og en dansk mor, derfor hed han det svenske Johan. Efter fødslen af 6 børn forlod indvandreren sin danske kone. Konen sled i det og holdt hjemmet kørende indtil hun døde, da Johan var 10 år. Faderen hørte de ikke noget til og Johan mødte ham aldrig siden. Drengen kom sammen med sin søster på Nærumgaard Børnehjem. Selve bygningen, et herresæde, var skænket til Københavns kommune af en minoritetsfamilie, den jødisk familie Adler. Der legede Johan med et andet børnehjemsbarn Ritt Bjerregårds far Edmund, gik i kommuneskolen og havde skolekammerater med hjem til sin fødselsdag. Børnene havde pligter, hvoraf en del skulle udføres før skolegang om morgenen og de sov på sovesale. Johan var glad for at bo på Nærumgaard. Han fik en særlig nær ven, en ældre ligeledes forældreløs børnehjemspige Erna som han havde et livslangt venskab med. Erna havde et eneværelse for hun tog uddannelse som lærer, og Johan fik betroet en nøgle, så han kunne nyde roen og læse lidt, når hun var ude.
Nysgerrig og musikalsk
På børnehjemmet kom en kendt orkesterleder og øvede musik med de interesserede børn. Orkesterlederen fandt at Johan havde talent, og anbefalede at Nærumgaard skaffede ham legater. I starten boede han på Nærumgaard og fik undervisning privat hos nogle af konservatoriets lærere, og fik derefter halv friplads på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Senere rykkede han til København og lejede ”et halvt værelse” forstået på den måde, at når værtsfamilien havde spist aftensmad, var værelset med ottomanen hans alene, og det skulle være ryddeligt næste morgen til den fælles morgenmad. Alle hans ejendele kunne være i den kiste han havde snedkereret i sløjd som frivilligt ekstraundervisning i kommuneskolen.
I sommeren 1937 var Johan på cykeltur i Tyskland og boede der på vandrerhjem. Der mødte han unge tyske mænd og blev forundret over deres tro på raceteori om jøders underlegenhed og homoseksualitet som degeneration fx. Han følte afsky ved deres "invitation" til ham som arier og hans ariske landsmænd om at gå med ind i det kommende tyske storrige.
En uddannelse og en mere
Efter sin uddannelse til soloviolinist på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium blev han straks indkaldt som værnepligtig. Soldatertiden var dengang lang, men blev afbrudt af den tyske besættelse af Danmark. De værnepligtige skulle jo ikke lære at skyde besættelsesmagten! De unge soldater skulle hjemsendes, men nåede at holde en sammenkomst hos en kammerat, hvis far bød de unge mænd på gilde. Soldaterkammeraterne drøftede hvordan man skulle forholde sig til at få et arbejde. Oddsene var imod Johan, for der var mørkelægning og udgangsforbud om aftenen, og ingen går jo til koncert om formiddagen. Mange andre udøvende kunstnere havde samme problem. Værten ved afskedsgildet var motorprøvesagkyndig, og han fortalte at politiet søgte mere mandskab. Ergo søgte den nysgerrige og videbegærlige unge Johan med de udmærkdede soldaterpapirer ind til politiet. Og blev glad for de varierende opgaver!
Tysk besættelse og fangelejr
Erna var rykket til Ribe og havde giftet sig med en leder indenfor politiet, så den unge betjent Johan søgte og kom til Ribes politi. Violinen blev taget frem jævnligt og motioneret på pensionaterne, hvor han boede. Så kom 19.sept. 1944 , politiet i København blev taget til fange af tyskerne ved en falsk luftalarm ved vagtskiftet 19 sept. 1944. Politimesteren i Ribe gav straks alle sine folk ubetinget fri. Johan klædte sig i civil og begav sig med tog mod søsteren og de nu gifte brødre på Amager. Tyskerne indledte en klapjagt på alle politifolk.
Haps! Johan blev taget af tyskerne, for han havde loyalt beholdt sit politiskilt i lommen, og skubbet videre til koncentrationslejrene Neuengamme og Buchenwald. Undervejs var der betjente i uniform, der antog ham for stikker, for han var jo i civilt tøj, hvordan havde tyskerne så kunnet finde ham? Men andre kolleger genkendte ham, og den ubehagelige situation blev overstået.
På vej til KZ lejren sammenklemt i kreaturvogne spyttede tyske husmødre efter ham og de andre fanger, når toget gjorde holdt ved jernbaneoverskæringer i småbyerne. I Tyskland oplevede han mange ubehagelige umenneskelige forhold. Og det var på mange måder ufatteligt for ham at dette kulturfolk, der havde fostret de klassiske kunstnere han kendte så godt, kunne opføre sig så nedladende og barbarisk overfor jøder, homoseksuelle m.flere. De spyttende husmødre var på en måde værre end de capo’er, der styrede de nederste lag i KZ- lejrene.
Mens han havde været slavearbejder i Tyskland på bl.a. en flyvemaskinefabrik, var der kommet hunderede tusinder civile tyske flygtninge til Danmark. Nogle af dem blev interneret i Oksbøllejren.
Tysk flygtninge er en politiopgave
Johan kom selv hjem med de hvide busser, og husker ikke hjemturen, så syg var han.
Sverige tog imod de danske hjemsendte med helbredsundersøgelser, mad, tøj og ordentligt husly.
Efter at være kommet til hægterne kaldte pligten. Han blev forordnet som politimand til Oksbøllejren i Sønderjylland.
Her blev Johan i 1945 en del af vagten mellem den indre lejr og yderhegnet. Tyskerne her fik både mad og lægehjælp , der holdtes skole og var en del kulturaktiviteter. En del af den unge betjents opgave var at se til, at der ikke blev begået hævn og overgreb mod flygtningene fra dansk side, og det var heller ikke meningen at kæresteforhold, skulle opstå mellem tyske og danske. Det politimæssige arbejde passede han redeligt og med respekt for de hårdt prøvede flygtninge.
En tysk svigermor
Omkring 1947 mødte Johan en ung kvinde i Ribe. Også hun var af blandet afstamning, idet hendes mor var kommet til Ribe som migrant fra Tyskland i mellemkrigstiden, og havde været i huset hos finere familier i byen. Johans senere forlovede havde derfor både det tyske fornavn Dora og et tysk mellemnavn. I 1948 blev de gift lidt hurtigere end de havde ønsket, idet han som betjent blev beordret at rejse til København for bla. gå vagt ved den amerikanske ambassade, og rundere på Amalienborg. Det sidste bragte af og til Dronning Margrethes far ned på slotpladsen og trave med rundt. Han måtte nemlig ikke ryge oppe i gemakkerne for kronprinssese Ingrid. Begge mænd var jo musikinteresserede og havde mindst det at passiare om.
Dora havde være i Kiel under englændernes bombardementer og kommet op af beskyttelsesrummet til en nedbombet beboelsesejendom, og havde sågar engang hørt Hitler tale på en af sine ferier hos familien i Nordtyskland. Inden de nygifte skulle afsted til Hovedstaden, måtte de lige rundt at præsentere gommen og sige farvel. Så det unge par drog på familiebesøg i Tyskland, hvor en del af familiens mænd havde været tyske soldater. Den tyske familie viste stor ærefrygt for Johans velvilje overfor at gæste deres land, og for overhovedet at ville møde dem. Han har efterfølgende besøgt Tyskland flere gange - talte også sproget - og hans velvilje imponerede til stadighed den tyske del af svigerfamilien.
Bornholm kalder
I København havde det unge par ikke travlt med at stifte familie. De ventede fem år med at få børn, for de ville nyde den ungdom som krigen på mange måder havde berøvet dem Børn havde bedre af at vokse op fredeligere steder end midt i storbyen, og et ønske om forflyttelse til Bornholm gik igennem.
Stationen i Rønne havde mange varierende opgaver: turister fra mange lande, der fik problemer; kunstnere i klammeri; landsbytosser med sextrang; kongelige besøg med skibet Dannebrog; alkoholiserede vagabonder; en stor kaserne med unge vovehalse osv.
Bornholms nærhed til den kommunistiske østblok under Den kolde Krig, var altid i baghovedet hos offentlige myndigheder som amtmand, politimester og ledende militærpersoner. Der stod en kæmperadar med tilhørende underjordisk kommandocentral - fuldt udstyret til overnatning - inde midt på øen i Almindingen, og derfra afprøvede politiet ugentlig alle luftsirener. Danske officerer, der kunne russisk og tysk lyttede med på mange kanaler fra Bornholm, også på den mere eller mindre civile skibstrafik. Alle voksne bornholmere huskede den russiske besættelse af øen, der afløste den tyske og varede til 5.april 1946. Under opstanden i Ungarn 1956 var man på tæerne og årvågne. Johan havde en kuffert pakket og var klar til flugt, ikke en gang mere ville han opleve at blive taget til fange af et totalitært styre pga. sin jobfunktion. Måske ville naboen Rusland også true Danmark, altså udvide sin militærinvasion af Ungarn.
Flygtninge fra øst
Engang mens Johan var på vagt landede der uanmeldt en lille flyvemaskine fra Polen i Rønne Lufthavn. Flyet indeholdt natpotte, pilot-far, mor og barn. Betjentene optog rapport, familien fik lidt mad, og hurtigt kørte en betjent ud til andre politi-familier og fik tøj og legetøj, som blev doneret til den lille flygtningefamilie, der var kommet afsted med et minimum.
Om vinteren lod betjentene sommetider vagabonder overnatte, hvis detentionen alligevel var tom. Så gemte de lidt sprit til den herres morgen-spids. En af kollegerne diverterede landevejens farende svende med et godt fodbad og efterfølgende negleklipning med kontorets saks ved sådanne lejligheder. Der var dog også en leder som var mindre indstillet på omsorg for samfundets svageste. Ham afviste Johan tidligt at være dus med. En gang blev han og Johan kaldt ud til et hotel, hvor en kvinde havde indlogeret sig, og derefter ikke vist sig i to dage. Hotelpersonalet var blevet uroligt, og tilkaldte politiet. Man gik ind med hovednøglen og fandt en kvindelig narkoman i ynkelig tilstand og uden penge. Hun blev taget med på stationen, fik nok lidt mad og så sat i detentionen med åben dør, mens politiet undersøger om videre hjælp til den tilrejsende syge kvinde. Pludselig hører Johan høje skrig og plask fra baggangen og iler til detentionen. Der er omtalte leder igang med at overspule kvinden med koldt vand fra en slange til rengøring af cellerne! Johan finder chefens handling ufattelig og dybt forkastelig.
Bims eller klog
Måske var denne genoplevelse af nedværdigende og grusom behandling medvirkende til hans psykiske sammenbrud en del år efter KZ- opholdet, som var uhyre almindeligt hos de små 2000 danske politifolk, der blev taget til fange. Da han blev syg var familielægen Dr. Hage ganske kvik og fik sammen med en kollega indlagt ham på lunge-afdelingen. Det skulle ikke hedde sig ude i byen, at betjenten var blevet bims og indlagt på tosseanstalt. Derefter kom han til Rigshospitalet og blev grundigt fysisk undersøgt samt gennemgik et batteri af psykometriske tests; og som han grinende fortalte "Nu har jeg papir på, at jeg er intelligent". Han blev rask igen, genoptog sine funktioner, uden at komme i skånejob og fik på den måde også indirekte papir på at være normal, men ville gerne væk tjenesten på Bornholm, hvor han fandt for mange uregelmæssigheder.
Sindelagskontrol
Helt usædvanligt fik Johan med Politiforbundets mellemkomst lov til selv at vælge nyt tjenested i København. Det blev til Store Kongensgade Politistation under samme chef, nemlig politikommisær Sandholt som Johan respekterede dybt. Efter nogle år i skiftetjeneste tildeltes han en nyoprettet funktion som "landbetjent i storbyen" og kunne gå klædt i civil. Opgaverne var fx. indfødsretssager (inkl. sindelagskontrol), skilsmisser i hårknude med voldsomme anklager; beværter-kontrol i Nyhavn og samarbejde med ambassaderne.
Johan som fascist
Johan måtte dog trække i uniform da venstrefløjsaktivister havde bebudet massive demonstrationer i anledning af Verdensbankmøde i København i 1970. Han undgik at blive overhældt med rødkål, som flere kolleger. En demonstrant maste sig dog helt tæt op ad ham og hvæsede "Fascist svin !!" med spytperler sprøjtende ud. Andre gange blev han kaldt "Nazi". Jo mere urolig og ophidset den anden opfører sig, jo roligere fremtræder Johan selv. Thi de vide jo ikke hvad de gøre, var hans parole.
I 1989 fik forfatteren Salman Rushdie en dødsdom af Ayatollah Khomeini, og der var hadefulde rasende demonstrationer overalt i verden, hvor samtykkende muslimer gik på gaden og krævede Rushdie slået ihjel. Johan var ikke på gaden i den anledning, men så optøjerne på TV. I Danmark var ca. 2000 muslimske mænd på gaden i normal arbejdstid på en hverdag. Luften flød med forbandelser og vrede råb. Deres ubændige had til en person de ikke havde mødt, og som de egentlig ikke behøvede at have noget at gøre med, et had udstrakt til den vestlige civilisation med dens frihed og individualitet, mindede ham om nazi-tyskland og fascisme. Han kom aldrig til at se det islamisk menneskesyn og værdier, som noget attråværdigt at indføre her.
***
Når Johan, som forældreløs samt overlevende fra KZ lejr, har klaret sit liv så enestående, skyldes det helt klart hans intelligens og humanistiske livsindstilling. I hans optik er hvert individ en person, der skal respekteres for egne værdier og de valg det træffer. For ham er et menneske ikke et anonymt element i en stamme, eller klan eller etnisk segment, hvor man derfor ligeså godt kan hævne sig på den ene som den anden for fædrenes synder.
Engang i 2026 flytter hans violin til Nørrebro til Henri Goldschmidts Musikakademi, grundlagt i 2011, hvor børn af “utallige kulturer og med vidt forskellig tro” spiller sammen. Der er gratis musikundervisning og lån af instrumenter. Akademiet lægger vægt på sammenspillet, at respektere hinanden og lytte.
