Storbritannien er ikke kollapset. Endnu. Institutionerne fungerer, valgene bliver afholdt, domstolene dømmer. Og netop derfor er situationen så alvorlig. For det, vi ser nu, er ikke et formelt sammenbrud, men det civilisatoriske nederlag, der går forud for den vestlige retsstats kollaps.
Et varsel fra Birmingham
At en mand som Shahid Butt overhovedet kan stille op til kommunalvalget i Birmingham, er ikke et kuriosum - det er et varsel.
Butt er tidligere dømt for sin rolle i planlægningen af et terrorangreb mod det britiske konsulat i Yemen, hvilket efterfølgende blev belønnet med en ansættelse i det engelske indenrigsministerium, hvor han i 20 år har arbejdet med terrorforebyggelse (sic!). Han har udtrykt forståelse for jihad, opviglet til modstand mod afholdelse af fodboldkampen mellem Birmingham og Maccabi Tel Aviv, og han har talt åbent for, at unge muslimske mænd skal komme i kampform og være parate til fysisk konfrontation. Hans verdenssyn er militant, antidemokratisk og uforeneligt med en vestlig retsstat.
Alligevel kan han stille op. Ikke på trods af systemet – men fordi systemet ikke længere evner at sige nej.
Det er her, man begår en fejl, hvis man ser sagen isoleret. Shahid Butt er ikke problemet. Han er resultatet.
Grænser, der administreres – men ikke håndhæves
Resultatet af et England, der i årtier ukritisk har importeret islam og som i årevis har accepteret et massivt influx af illegale migrantmænd, som staten i praksis ikke længere forsøger at sende hjem. Grænsekontrol er reduceret til administration. Staten registrerer, indkvarterer og forsørger – men håndhæver ikke. Det er ikke en kapacitetskrise. Det er et viljesammenbrud.
Resultatet af, at Englands største byer i dag ledes af muslimske borgmestre, og at muslimer i flere byer udgør enten flertal eller en afgørende, magtfuld minoritet. Det fremstilles gerne som et neutralt demokratisk faktum. Det er det ikke. Det er et strukturelt brud.
Efterkrigstidens præmis er forsvundet
Efterkrigstidens vestlige demokratiske orden byggede på en præmis, som ingen længere tør nævne: kulturel og civilisatorisk homogenitet. Menneskerettigheder, konventioner og traktater blev udformet i samfund, hvor befolkningen delte grundlæggende normer – sekularisme, folkesuverænitet, retsstatens forrang. Den præmis er forsvundet med den muslimske indvandring.
Islam er ikke blot en privat tro. Det er et samlet normativt system, hvor suveræniteten ligger hos Gud og ikke hos folket, og hvor religiøs lov står over menneskeskabt lov. Der findes ingen demokratiske holdepunkter i hverken Koranen eller haditherne. Demokratisk sindede (kultur)muslimer eksisterer – men de er demokratisk sindede på trods af islam, ikke i kraft af den.
Når demografi bliver skæbne
Når et sådant system opnår kritisk masse, omsætter det sig uundgåeligt til politisk pres. Ikke nødvendigvis gennem vold, men gennem stemmer, institutioner og gradvis omformning af det offentlige rum. Det er ikke polemik. Det er et empirisk mønster.
Derfor er det meningsløst at gentage, at “demokratiet må afspejle befolkningen”. Et demokrati kan ikke overleve, hvis det tillader en befolkningsudvikling, der stemmer demokratiets egne bærende værdier væk. Et system uden adgangsbetingelser er ikke tolerant. Det er selvdestruktivt.
Shahid Butt er netop dét, et grænseløst demokrati producerer: En mand med dokumenteret antidemokratisk og voldelig fortid, der nu kan omsætte demografi og identitetspolitik til politisk legitimitet.
Et sammenbrud uden kollaps
Og her er den pointe, som mange bevidst misforstår: Problemet er ikke først og fremmest muslimerne. Muslimer handler rationelt ud fra deres kulturelle og religiøse kode. Problemet er, at vestlige samfund har tilladt – ja, fremmet – en masseindvandring, der har fjernet de forudsætninger, vores samfund byggede på.
Politikerne vidste det. Embedsværket vidste det. Meningsdannerne vidste det. Alligevel valgte de traktater frem for territorium, abstrakte rettigheder frem for konkret sammenhængskraft og moralsk selvforståelse frem for civilisatorisk overlevelse.
Derfor er England endnu ikke en failed state i klassisk forstand. Staten fungerer stadig. Men i demokratisk og vestlig forstand er landet nu så tæt på sammenbrud, som man kan komme, uden at institutionerne formelt er ophørt med at virke: et demokrati, der hverken kan sige nej ved grænsen eller i valglokalet, og som ikke længere tør definere, hvad det vil forsvare.
England er ved at blive grænseløst.
Og grænseløse demokratier overlever ikke.
