Muslimerne diskuterer med den marxistiske professor. Stående er det
Shahid, fyren til højre for Shahid er gruppens anfører, Riaz
Bogbrændingen foregår på universitetet under stor mediebevågenhed. Mens kameraerne ruller danser den lille gruppe af muslimer krigerisk rundt, mens de råber på jihad. De er vrede over, at lærerinden Dedee Osgood, der siges at være ud af en familie af nudister og som vitterligt underviser i post-kolonialistisk litteratur, har fremvist bogen og forsvaret Rushdies ret til at skrive, hvad han gør.
Stykkets hovedperson, den unge Shahid Hasan, har gjort hvad han kunne for at stoppe den dramatiske begivenhed, men forgæves. Argumenter hentet fra 1600-tals digteren John Milton som, "den, der ødelægger en god bog, dræber selve fornuften" preller af. Langsomt - da bogen er alt for tyk, mener muslimerne - begynder flammerne nu at fortære den blasfemiske bog.
White shit og muslimske brødre
I Hanif Kureishis og instruktøren Jatinder Vermas veloplagte forestilling kommer den talentfulde Shahid - glimrende spillet af Jonathan Bonnici - fra Kent til London for at starte på campus. Hans far er død kort tid forinden, og han kæmper med at finde sig til rette og finde sig selv. Han kan lide Dedee Osgoods timer - og den forførende Dedee, som han i al hemmelighed indleder et forhold til - og han vil studere littteratur og skrive bøger og udforske verden. Men han kommer i tvivl.
Er det for eksempel rigtigt, som hans nye, muslimske venner påstår, at hans fascination af vestlig kultur, af sangeren og performeren Prince - og hans plade The Black Album - er problematisk? Er Prince "White Shit", selvom Prince er sort?
Og på den anden side - hvorfor kan kun muslimer være brødre? Hvorfor må man ikke skrive en roman som De Sataniske Vers? Hvorfor må kvinder ikke bruge make up?
Hanif Kureishi
Den lille muslimske gruppe af studerende, Riaz, Chad, Hat og den hijabklædte pige Tahira - der ikke står tilbage for brødrene i aggressivitet - forsøger at lede Shahid ind på den rette vej. Sammen med den øvrige rollebesætning udgør de det excentriske persongalleri, der ofte optræder hos Kureishi, så lad os introducere dem alle her:
Riaz er gruppens anfører. Han tordner igennem forestillingen mod Vestens dekadence og krav om assimilation: Nej tak til Adam and Steve, må man bede om Adam and Eve. Muslimer er ikke som kristne, der har mistet evnen til at hade og derfor står med en "tom" religion. Muslimer vender ikke "den anden kind til", men forsvarer troen og brødrene, uanset om overgrebene sker i Palæstina, Afghanistan Kashmir eller - East End.
Allahs slaver
Riaz har også skrevet en bog - Martyriets forjættelse - som han beder Shahid om at oversætte til engelsk. Det får alvorlige følger, da Shahid giver efter for fristelsen til at forbedre den rasende og vrede tekst hist og pist.
Chad hader Margaret Thatchers England og proklamerer over for Shahid, at "Allahs bud overtrumfer alle andre, broder". Mennesker er Allahs slaver, det er kun Allah, de må underkaste sig. Da en aubergine af en lokal mullah udråbes til at være et tegn fra Allah om at ayatollah Khomeini har ret til at udstede sin fatwa, sætter Chad ind med en endelig triumf: En pil kan ses i auberginens kød - auberginen bliver i øvrigt båret ind på scenen på et fornemt fad af Tahira - og den peger netop mod London-bydelen Islington. Hvorfor Islington, vil Shahid vide? Jo, for dér bor forfatteren, der ikke nævnes ved navn i forestillingen, men som naturligvis er Salman Rushdie.
Hat er i begyndelsen venligt indstillet over for Shahid, men hen mod slutningen vender hans indstilling. For Shahid har ændret i Riaz manuskript. Han er en "ond ånd og en dobbeltagent". Og har han ikke været sammen med Dedee Osgood hele tiden?
Tahira raser både mod Dedee Osgood, der har en "kolonialistisk tankegang" og er en "pornografisk præstinde" og mod alle de hvide forfatternavne på den undervisningsplan, som Dedee, inspireret af balladen om De Sataniske Vers, er ved at udarbejde til sit nye kursus. Kurset skal blandt andet handle om ytringsfriheden. Og Tahira sættes på plads af Osgood. Hvis Tahira kan finde folk inden for hendes elskede Nation of Islam, der har bidraget til verdenslitteraturen, jamen, så må hun endelig sige til....
Ecstacy og Foucault
Shahid må også tage sine kampe også med sin sexede tante Zulma, der rasende møder op fra tid til anden og spørger efter sin umulige mand, Shahids storebroder Chilli, der dog viser sig som en handlingens mand ved stykkets dramatiske afslutning. Zulma minder Shahid om, hvor mange problemer Pakistan og hendes skolekammerat Benazir Bhutto har med religiøse fanatikere, disse "tufty cunts". Hvad vil Shahid dog med sine nye venner?
Chilli er arbejdssky og holder af en drink i tide og utide. Han betegner hånligt det pakistanske outfit og den hvide kalot, som den muslimske gruppe udstyrer hans lillebror med, som et "Ali Baba kostume".
Heller ikke Dedee, der inviterer Shahid til middag med vin og ecstacy og Prince og tager ham med til vilde fester er begejstret for hans rettroende venner. Hun mener at de udnytter ham til deres egen fordel og ikke er værd at samle på. Riaz, fortæller hun Shahid, har således fordømt sin egen far for at drikke alkohol og bede i sin lænestol og ikke på sine knæ.
Dedee, der priser Hasans "café ou lait teint" er i øvrigt gift, men hendes ægteskab skranter. Hendes mand, den marxistiske, kommunistiske, leninistiske eller trotskistiske lærer Andrew Brownlow - den muslimske gruppe er i tvivl om, hvad han præcist er, men ved blot at han er en fælle i kampen mod racisme - er mere modtagelig for muslimernes budskab end sin kone. Brownlow stammer, det har han gjort siden de østeuropæiske stater begyndte at bryde sammen.
Brownlow diskuterer i en scene med de unge muslimer: "Jeg må indrømme, at jeg aldrig har forbundet revolution med I-I-islam. Men jeg tænker, at det er, hvad F-F-Foucault opdagede med den iranske revolution i `79".
Her hentydes der naturligvis til den berømte franske filosof Michel Foucaults skamløse opbakning til den islamiske revolution ti år før Khomeinis fatwa.
Publikum i alle farver
Brownlow forsøger dog også at gøre lidt reklame for Vesten. For har ikke vestlig civilisation givet mennesker "videnskab, psykoanalyse, en stabil politisk kultur, organiseret sport....."
Men han bliver fejet af: Den vestlige kultur er et falsum.
Stykkets karakterer tæller også Stratter, der er pusher og med i kampen mod racismen. Og den samvittighedsløse politiker Rudder, der er villig til alt, også til at lovprise en aubergine som tegn på et mirakel fra Allah, blot det giver mulighed for Labour til at genvinde den politiske magt.
Tempoet i forestillingen er hurtigt, de hurtige sceneskift og den sparsomme scenografi bæres frem og tilbage af de medvirkende. Imens sørger Sister Bliss, en af Storbritannien mest kendte kvindelige musikere på den elektroniske musikscene for det musikalske, der tæller alt fra heftig rock til hvad der for denne anmelder lød som en art samplede bønneudkald.
Man kan ind imellem i stykket savne antydningens kunst og lidt mindre fart over feltet. Men fra start til til den dramatiske afslutning, hvor en bombe springer, er der stof at tænke over og mange vittige episoder. Som for eksempel når muslimerne beder åbenlyst i klasseværelset på campus og fortæller en studerende, der forsøger at gå gennem rummet at han kan skrubbe af helvede til - for dette er muslimernes demokratiske ret.
Parret ved siden af mig forlod forestillingen i pausen. Men ellers syntes der at være god stemning. Den næsten udsolgte sal talte et publikum i alle farver, sorte, hvide og adskillige med asiatisk bagggrund.
Venstrefløjen og fatwaen
The Black Album er blevet til i et samarbejde mellem National Theatre og teaterkompagniet Tara, hvis grundlægger Jatinder Verma altså også er forestillingens instruktør. Han grundlagde Tara, der tæller sir Salman Rushdie blandt sine officielle støtter, i 1976 i protest mod det racistiske mord på en 17-årig sikh.
Hanif Kureishi skriver i sin tankevækkende indledning til programmet med den fulde tekst, at han i sommeren 2008 henvendte sig til Verna med et forslag om at de satte en forestilling op, baseret på hans bog fra 1995 Det Sorte Album. Det har naturligvis krævet mange gennemskrivninger og forkortelser, men Kureishis og Vernas intention om at skabe en forestilling, der vægter, "debat, ideologisk konfrontation og fysisk lidenskab" synes stort set at være lykkedes. Selve stykkets tekst og indledningen ville være oplagt undervisningsmateriale i gymnasier og på HF, også her i landet.
Interessant er for eksempel at læse om den research, som Kureishi for mange år siden foretog i moskeer og andre steder, hvorfra han skabte den religiøse gruppe i bogen og nu forestillingen. Og om de tanker han gjorde sig. Disse overvejelser kan man også finde i udvidet form i essaysamlingen The Word and the Bomb.
Og interessant er det at høre om inspirationen til den marxistiske professor Brownlow, der blandt andet er hentet fra en diskussion i 1989 med forfatteren John Berger. Berger insisterede på, at klager over De Sataniske Vers var berettigede. Han ønskede ikke at støtte en "priviligeret middelklasse kunstner", som han mente angreb den grundlæggende tro hos en "udnyttet og ydmyget muslimsk arbejderklasse". Ligner det noget, vi kender i dag?
The Black Album. Instruktion: Jatinder Verna. Manuskript: Hanif Kureishi. Spiller i Cottesloe Auditorium, National Theatre i London til og med 7. oktober. Derefter går forestillingen på turné. Se nærmere om stykket og spilledatoer her
