"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Novelle: Nytårsfest på 7. th

Movember 2007 - Farshad Kholghi

Det var søndag, og Gud var stresset. For første gang i hele Guds karriere holdt han ikke fri på hviledagen. Der var en ganske særlig grund til dette blasfemiske brud på hans egen lov. Nytårsaften var netop faldet på en søndag, og Gud havde besluttet sig for at samle familien til en hyggelig nytårsmiddag. Som sædvanlig var Gud inviteret som æresgæst til utallige nytårsfester; men denne gang ville han opleve den magiske nat sammen med sin lille familie under hyggelige omstændigheder

Gud var ikke nogen mirakelmager i et køkken. Selvom englene havde tilbudt deres assistance, havde Gud insisteret på selv at påtage sig skabelsen af denne aften. “Hvor svært kan det være at lave æbleflæsk? Jeg har da skabt hele universet, så mon ikke jeg kan følge en ganske almindelig opskrift, uden at helvede bryder løs?”

Det skulle blive en rigtig dejlig aften i familiens skød. Ligesom i de gode gamle dage, hvor ingen af hans adoptivbørn var blevet korsfæstet eller krigsherrer.

Situationen i køkkenet var ikke just himmelsk. Gud havde glemt at tage flæsket ud af fryseren og var derfor nødsaget til at gå hele vejen ned i den hede fyrkælder og få hjælp af viceværten, Lucis far. Dernæst var der problemer med det fine Schmeck komfur. Gud var ikke teknisk anlagt og kunne hverken stille ovnen på den rigtige tid eller temperatur.

Det var det rene inferno. Der var gået ild i flæskestegen og i Guds smoking. Midt i hele dette kaos ringede telefonen. “Du har ringet til Guds automatiske telefonsvarer, vær venlig at lægge en besked efter klartonen. DYYT...”. Gud kiggede på telefonsvareren, og en besked gik ind. “Øh, hej du. Det er mig, Darwin. Jeg ville bare ringe for at høre, om du havde lyst til at komme forbi i aften. Jeg holder en vild fest. En såkaldt abefest. Du er velkommen. Vi ses, håber jeg.”

Universets skaber så på den forkullede rest af flæsket. Kun tanken om samværet med hans lille familie afholdt ham fra at sige ja til Darwins invitation. Gud valgte at bestille mad udefra; men inden han nåede at bestille nr. 5, “Svin i sursød sovs”, fik han en åbenbaring. “Lad der blive æbleflæsk”, forsøgte han, og i ét nu var der dækket op med både æbleflæsk og kartofler og vin og alt andet godt. “Hvorfor tænkte jeg ikke på det helt fra begyndelsen?” spurgte Gud sig selv og besvarede sit eget spørgsmål, “Mine veje ere sandelig uransagelige og fra tid til anden ganske upraktiske.”

Jesus var den første, der ankom. Han var som bekendt flyttet hjem igen og gik sjældent ud. Kun torsdage og fredage, hvor han gik til gospelkor og til tryllekunst for begyndere, vovede han sig ud.

Det ringede på, og ind kom Guds yngste adoptivsøn, Muhammed, der endelig havde fået fri-weekend. Muhammed var fornærmet over noget, han ikke helt kunne huske, men fortalte glad, at hans kontakter havde skaffet ham hjemmelavet fyrværkeri og en masse sjove bordbomber. Dem glædede han sig til at fyre af, når den rette tid var kommet.

Gud kunne ikke lade være med at bemærke Muhammeds sjuskede skæg og spurgte, hvorfor han ikke havde husket at barbere sig. “Jamen, du sagde jo selv, at mennesket skulle have skæg,” sagde Muhammed, mens han stillede bordbomberne op inde imellem retterne på det festligt dækkede bord.

“Jeg sagde, at mennesket skulle HAVE DET SKÆGT!” Gud rystede på hovedet og blev en smule bekymret over sin egen kommunikationsevne og over, hvad der ellers måtte være blevet misforstået.

Fyrre minutter senere, der føltes som 40 år, ankom Moses. Han undskyldte forsinkelsen og fortalte, at han var kommet for sent til færgen og var blevet nødt til at skille vandene og gå hele vejen, men var så faret vild i ørkenen og var til sidst blevet nødt til at ringe efter en taxa, som dog aldrig dukkede op.

Gud var lykkelig. Endelig var familien samlet.

De sad ved bordet, og en stolt Gud bød dem alle velkommen. “Kære børn. Jeg kan næsten ikke udtrykke min glæde over at se jer sammen. Jeg har glædet mig så meget til denne aften og håber, at vi vil få et uforglemmeligt minde for evigt. Skål!” Gud løftede sit store vinglas.

Jesus kiggede febrilsk ud over bordet og opdagede, at hans yndlingsvinglas var væk.

“Far, mit glas er væk,” beklagede Jesus sig hviskende.

Gud rakte ham tålmodigt et plastikkrus og hældte lidt vin op til ham. Jesus tog misfornøjet imod det hvide plastikkrus.

Moses kiggede på flasken og sagde: “Jeg må ikke drikke vinen.”

“Hvad?” Gud var forundret.

“Jeg er ked af det; men den er ikke kosher.”

“Hvad???” Gud var nu forbavset.

“Kosher. Jeg kan ikke drikke vinen, hvis ikke den er kosher”

Forvirret kiggede Gud på Moses. “Kosher? Alt, hvad jeg har skabt, er både kosher og økologisk. Drik så. Skål drenge! Ned med det hele og resten i turbanen!” befalede Gud og løftede atter sit glas – efterfulgt af en tvivlende Moses og en lidt utilfreds Jesus med det lille hvide plastikkrus i hånden.

“Jeg må overhovedet ikke få vin. Kosher eller ej.” Denne gang var det Muhammed, der forhindrede Gud i at slukke tørsten efter den travle dag og det brændte flæsk.

“Hvad?” ville Gud have råbt; men han nøjedes med at hvæse det.

“Jeg må slet ikke drikke vin.”

“Hvem siger det?”

“Allan.”

“Allan? Hvem er Allan?”

“Det er en, jeg mødte, da jeg var på skiferie i Alperne. Det vil sige, jeg har aldrig mødt ham; men jeg kan høre hans stemme inde i mit hoved. Først troede jeg, det var tinitus; men det var en klar stemme. Han fortæller mig mange gode ting ... auf Deutsch.”

“Er du begyndt at høre stemmer???”

“Ja.”

“På tysk???”

“Ja. Det er et guddommeligt sprog.”

Muhammed hældte vand op i sit glas og skålede med de andre. Men lige da han satte glasset for munden, lavede Jesus det om til vin, hvilket gjorde, at Muhammed spyttede det hele ud og råbte ad den drillesyge Jesus: “Wollah, jeg smadrer dig, Jeg sværger, Wollah billah, jeg kne...”

Gud afbrød dem. “SÅ! Lad os nu bare nyde maden,” befalede Gud, stillede vinen fra sig og bød gæsterne på den velsmagende og saftige æbleflæsk, han med lidt snyd havde tilberedt. Jesus gik panisk i gang med at øse op, så man skulle tro, det var hans sidste måltid. Men så trak Gud fadet fra ham og sendte ham et skarpt blik som for at sige, at han skulle tænke på sin næste.

Turen kom til Moses, der vantro kiggede på maden, æbleflæsk, og høfligt sagde nej tak. Gud, der havde brugt hele sin overenskomstdikterede hviledag på at lave mad, kunne ikke lade være med at lade en lille skuffelse vokse sig almægtig i sit hjerte.

“Lad mig gætte. Herren ønsker ikke at spise maden, fordi den ikke er kosher?”

“Nej, far, nu er du fjollet. Det var jo dig selv, der sagde, at jeg overhovedet ikke måtte spise svin. Kan du ikke huske det?”

Gud tænkte sig om et øjeblik. Havde han nogensinde lovgivet om noget så latterligt som, hvad mennesket måtte spise eller drikke? Ville han – hvis han selv skulle udtrykke det i al beskedenhed – den vise Gud, være så uintelligent at opdele sine egne kreationer i gode og dårlige, rene og urene?

Gud besluttede sig til at holde et lille foredrag om, at han aldrig havde sagt noget så tåbeligt, da han kom i tanker om noget, der var sket for tusinder af år siden. “Nu husker jeg det; men det var for 4000 år siden,” råbte Gud.

“Dengang var der ingen fugleinfluenza; men til gengæld var der mange snottede grise, der rendte rundt og hostede. Du spiste en skinkesandwich og fik diarré i tre uger. Det var derfor. Nu må du godt. Kom, æd så!”

“Nej, Gud. Jeg vil ikke gå imod din befaling,” insisterede Moses.

“Jamen for dælen. Jeg befaler dig nu. Du skal spise svinet, thi det er Herrens befaling!”

“Man må ikke lave om på Guds befalinger,” protesterede Moses.

“Det er mig, der er Gud. Jeg laver om på mine egne befalinger, som jeg har lyst. Jeg har sgu da lov til at fortryde, hvis jeg vil. Jeg har stået på hovedet for at lave det her for jer. Spis så. Du kan jo bare nøjes med æblet”.

“Æblet??? Nej, nu har jeg aldrig. Jeg ønsker at være ren i min tro, og du må ikke friste mig. Helt ærlig Gud, man skulle tro, du var slangen i paradiset.” Og således belærte Moses sin egen Gud.

Det var dråben. Hvis Miriam – Moses' søster – og ikke mindst Farao var overbeviste om, at de havde oplevet den almægtiges vrede, så skulle de blot have været vidne til det, der skete for Moses. Gud sprang op fra sin stol, bandt Moses til bordbenet og tvang maden i munden på ham. På én gang.

Den sarte Jesus var skræmt og kunne slet ikke tåle at se Gud være så voldelig overfor Moses. Den måde, Gud trodsede de fysiske grundlove på ved at proppe et helt svin i munden på den hjælpeløse Moses, var et helt nyt Gammelt Testamente værdigt. Jesus begyndte på en nervøs latter, der ikke ville stoppe. Gud kiggede vredt over på ham for at gøre det klart, at han øjeblikkeligt skulle holde op med den uhyrlige latter; men jo mere Gud nidstirrede ham, jo mere nervøs blev Jesus, og des højere grinede han.

Latteren var så smittende, at selv den evigt fornærmede Muhammed brød ud i en ustoppelig latter. Gud indså straks, at hele situationen var komisk, og selvom han helst ville bevare sin ophøjede status, så var det svært at lade være med at overgive sig til humorens urørlige magt. Med begge arme i Moses' spiserør begyndte Gud nu også selv at brøle af grin. Selv Moses deltog i grinekoret, og stemningen skiftede til det, der var meningen. En lykkelig familiekomsammen.

Moses indrømmede, at maden smagte meget godt. Med et faderligt smil overrakte Gud fadet til Muhammed, som grinende gik i gang med at tage for sig af den fedtdryppende ret. Muhammed åbnede munden og glædede sig til at lade smagen forføre ham; men hans øjne blev øjeblikkelig blanke, og han begyndte at kigge sig bekymret rundt og tale. Med sig selv.

“Hvad? Nå, men det dufter nu meget godt. Det må jeg ikke? Men hvorfor? Det kommer ikke mig ved? Jeg skal ikke bekymre mig om at forstå noget?  Ok. Så siger vi det. Farvel Allan. Åh, undskyld, det glemte jeg... Allan er stor.”

Gud  og de to andre kiggede nysgerrigt på Muhammed, der modvilligt lagde maden tilbage på fadet.

“Allan siger, jeg ikke må spise svin. Det er urent, siger han.”

“Utaknemmelige børn,” tænkte Gud og kunne næsten skrige. Han sprang op af stolen og løb efter Muhammed med et eneste mål, nemlig at sparke ham så hårdt i enden, at hans indvolde ville tage på en lang pilgrimsrejse til et ukendt land. I sidste sekund blev han holdt tilbage af Moses, imens Jesus hentede Muhammeds piller.

Gud rystede af skuffelse og kunne slet ikke forstå, hvordan hans ellers så nuttede adoptivbørn var blevet til sådan nogle underlige væsener. Nu ønskede Gud selv at have en Gud, han kunne betro sig til eller kaste skylden på. Men Gud var alene og havde kun sig selv at takke.

De spiste videre i tavshed. Gud var begravet i alvorlige tanker og følte, at det hele havde været en elendig idé. Han gik ud i køkkenet for at hente flere kartofler; men i virkeligheden var det for at få lidt fred.

I Guds fravær begyndte Moses at drille Jesus med de store huller, han havde i begge hænder. Han blev ved med at kaste brød over til Jesus og råbe: “Grib!” Per refleks forsøgte Jesus at gribe; men brødet fløj igennem hullet og ramte jorden. Moses og Muhammed syntes, det var en morsom spøg. Det syntes Jesus nu ikke; men han var så flink, at han bare smilede og vendte den anden hånd til for at gribe det næste flyvende stykke brød.

Som altid efterlignede Muhammed sin ældste bror, Moses, og han begyndte nu også at kaste brød efter Jesus og råbe "grib." Jesus blev grebet af panik og råbte: "Oh Gud, hvorfor har du forladt mig?" Og Gud svarede ham ude fra køkkenet: "Kommer nu. Jeg skulle bare hente flere kartofler..." Gud var ikke helt færdig med sætningen, da han kom ind og blev vred. “Hold så op, I to røvere!” sagde han med en skål kartofler i hånden og med så megen autoritet i stemmen, at de to drillepinde holdt op med deres narrestreger.

“Jesus, jeg har sagt det så mange gange, og nu siger jeg det igen,” sagde Gud, “nogle gange skal du altså give igen. Du må lære at slå fra dig. Kom nu, Jesser. Sig noget til Moses. Sig noget, som sætter ham på plads.”

Jesus kiggede usikkert – men stadig smilende.

“Fjern så det lalleglade udtryk og vis lidt mandsmod,” beordrede Gud og lod sig stille tilfreds med Jesus’ triste forsøg på at imitere Dirty Harry med sammenknebne øjne og en tandstik i mundvigen.

“Øh... Du har en skræmmende kraftig hårvækst på ryggen,” sagde Jesus med påtaget amerikansk accent.

Denne bemærkning gjorde Moses ked af det og fik ham til at stikke pegefingeren i øjet på Jesus.

“Øje for øje!” råbte Moses og slyngede en knytnæve lige i munden på Jesus, så to søgte tilflugt i Jesus’ hals. “...og tand for tand.”

Jesus hoppede op og ned af smerte, men bed den i sig og vendte det andet øje til, hvorefter Muhammed – til hans store overraskelse – proppede sin tommelfinger i det andet øje.

Det virker måske en smule upædagogisk, endda blasfemisk, at beskrive, hvordan Gud fik børnene til at sidde stille på deres pladser. Det kan endda give Gud et dårligt image og forarge mange pacifister; men nu sad de alle sammen pænt ved bordet og spiste i tavshed.

Det var Jesus, der brød den kosmiske tavshed, der havde lagt sig over selskabet: “Far, jeg har en regning, du skal betale.”

Muhammed nappede regningen fra Jesus, og efter at have læst teksten, spurgte han fnisende: “Hvem er Maria Magdalene?”

Gud kiggede på Jesus og skulle lige til at opfordre ham til snart at tjene sine egne penge og betale sine egne, meget private regninger, men valgte at undgå en lang diskussion og forsøgte til gengæld at redde det, der kunne reddes, af denne nytårsmiddag.

Nu var det tid til at give gaverne til børnene, tænkte Gud ved sig selv. Det er altid godt at give gaver, og det vil uden tvivl forbedre stemningen. Der er intet bedre end at dele gaver og glæde ud i verden.

Han gav Moses en Mac laptop, så han kunne slippe for de tunge stentavler, han stadig gik rundt med. Jesus fik et løbebånd, så han kunne komme i bedre form. Det var et ny model – en ganske almindelig balje med vand, som Jesus så kunne løbe på hver gang, han fik lyst til at løbe. Da Muhammed åbnede sin gave, blev han atter fornærmet. Han kiggede på Gud, der spændt så på. Muhammeds vrede var ikke til at tage fejl af. Han rejste sig op, smed gaven på bordet, og gik fornærmet rundt i stuen med dampen fløjtende ud af ørerne.

Gud var overrasket, og de to andre kiggede for at se, hvad det var, der havde gjort Muhammed så fornærmet.

Igennem det halvt åbnede gavepapir strålede et smukt maleri, signeret af Michelangelo. Gud havde bestilt et familieportræt af dem alle. Det var åbenbart det, som havde antændt Muhammeds korte lunte.

“Det er et elendigt billede af mig. Jeg har vildt hår og fuldskæg. Jeg ligner en røver!” råbte Muhammed, og dette blev starten til endnu et familieskænderi.

Jesus beskyldte Moses for at havde hugget hans vinglas, og Moses beskyldte Jesus for at være en dårlig gøgler. Udover at være fornærmet over billedet, beskyldte Muhammed Moses for at have taget hans stol og krævede, at han skulle forlade middagen. Moses råbte, at det var løgn. Men Muhammed påstod, at han i en drøm var blevet båret på en flyvende hest og havde siddet på netop denne stol. Ergo var det hans stol. De tre adoptivbørn blev ved med at skændes og råbe ad hinanden.

Gud bankede så hårdt i bordet, at bordbomberne hoppede op og landede i Muhammeds turban og gik af. Ingen af dem lyttede til Guds bøn om fred.

Gud opgav og gik ud i køkkenet, tog telefonen og ringede. “Hej, ja, det er mig. Jeg ville bare høre, om invitationen stadig gælder. Dejligt. Tusind tak. Du er min eneste tro og fornuftige ven, kære Darwin. Vi ses om lidt.”