Efter mange år i ytringsfrihedsbranchen har jeg for længst erkendt, at forsvaret for det frie ord i sin mest grundlæggende betydning og mest vidtgående konsekvens – er for feinschmeckere. Selvom danskerne er et gennemført demokratisk sindet folk, der anerkender ytringsfrihed som den mest basale frihedsrettighed, så er der en udbredt tendens til at forveksle ytringsfrihed med dannelse og smagfuldhed. Vi så det allerede under Muhammedkrisen, hvor fronterne blev trukket voldsomt op danskerne imellem og hvor salig Uffe Elleman-Jensen stod fadder til det uhellige citat, at fordi man har ytringsfrihed, har man ikke ytringspligt. Den dag i dag, sidder vendingen ”vi har ytringsfrihed, men…” stadig meget løst på majoriteten af den såkaldte kulturelite, der altid iler forud med selvfed fordømmelse af enhver islamkritik.
Også i forbindelse med Rasmus Paludans koranafbrændinger, der i snart årevis har holdt gang i det ulmende bål om ytringsfrihedens grænser og det betimelige i at bruge enorme politiressourcer på at beskytte ham og hans enmands-demoer mod voldsparate muslimer og venstreekstreme. Et bål, der fik nok et skud benzin, da regeringen bøjede sig for voldsmandens veto og bebudede indførelse af koranafbrændingsforbud.
I disse uger raser debatten i og på samtlige medier, for det er hinsides enhver diskussion, at et koranafbrændingsforbud er (endnu) et indgreb i danskernes ytringsfrihed og dertil et indgreb, som naturnødvendigt vil give regeringen svare kvaler på den lange bane – for hvordan har man tænkt sig at afgrænse et forbud og hvilken islamkritik - om nogen - vil herefter være beskyttet?
Endnu blafrer svarene i vinden, men én ting er imidlertid ret sikkert: mange danskere – sandsynligvis et flertal – bryder sig ikke om Rasmus Paludans koranafbrændingsshows. De finder dem i bedste fald unødvendige, og mange får mindelser til tidligere tiders autodafeer, og så ligger det lige til højrebenet at konkludere, at det er Paludan, der er problemet og ham, der koster staten millioner af kroner i beskyttelse af hans person – og ikke de voldsparate, der truer ham.
Men hermed forveksler man ytringsfrihed med den smagfuldhed og dannelse, som man i et frit demokrati nødvendigvis må ofre for at opnå et større gode.
Denne begrebsforvirring spekulerer regeringen iskoldt i og kan på den baggrund i første omgang køre et koranafbrændingsforbud hjem i tillid til, at den har godt og vel halvdelen af befolkningen med sig. Til de næste dominobrikker falder, forstås. Og den første brik er allerede faldet i skikkelse af den dansk-iranske kunstner Firoozeh Bazrafkans (Feo) performance-demo foran den iranske ambassade, hvor hun rev koranen i stykker på rivejern som protest mod det iranske styres undertrykkelse af og vold mod kvinder. For det næste spørgsmål er, om Feos performance-demo er omfattet af det nye forbud, eller om vil ”man” finde den kunstnerisk nok til at være beskyttelsesværdig? Og vil ytringsfriheden i givet fald så ikke netop være reduceret til netop et spørgsmål om smagfuldhed og kunstnerisk niveau – og hvem skal så definere denne smagfuldhed?
Men også dette vil efter al sandsynlighed hurtigt blive en hypotetisk problemstilling, for indtil videre ser det ud til at blive OIC (Organisation of Islamic Coorporation), der kommer til at definere grænserne for vores ytringsfrihed. Det har på lange stræk været OIC, der har stået bag det kommende koranafbrændingsforbud og de må nu ikke kunne få deres arme ned over det gennembrud organisationen, og dermed islam, har fået i lille Danmark. For med regeringens kapitulation har OIC fået defineret det danske breaking point og ved nu præcist hvilket pres, der skal lægges for at få Danmark til at makke ret. Og tag ikke fejl: det pres vil fra nu af blive lagt på os gang på gang på gang, for når man udviser svaghed og giver køb på sin nationale suverænitet og lader andre definere grænserne for frihed i sit eget land – så gør de det.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
