Instituttets mærkelige bagatelgrænse
Svaret fra Institut for Menneskerettigheder er grotesk. Som admiral Nelson sætter man kikkerten for det blinde øje, og foregiver ikke at se noget.
Instituttet angiver som begrundelse for ikke at omtale Cairo-deklarationen om Menneskerettighederne i islam, at man ikke kan gengive alle de erklæringer og synspunkter, der vedtages eller udtrykkes. Dette synspunkt er jo sandt nok, men på Instituttet mener man altså, at Cairo-Deklarationen falder under en form for bagatel-grænse. Det bør der sættes et stort spørgsmålstegn ved.
Ikke nok med at Cairo-Deklarationen om Menneskerettighederne i islam ligger til grund for OIC-landendes langsigtede strategi for deres politik i FN, men man bør bemærke, at EU-ansøgerlandet Tyrkiet også er medlem af OIC.
Selve Cairo-deklarationen og alle udtalelser, der i den forbindelse er udsendt fra OIC’s årlige møder for udenrigsministre, er vedtaget med enstemmighed. Tyrkiets skiftende regeringer gennem 20 år, og ikke blot den siddende under ledelse af Recep Tayyip Erdogan, har officielt tilsluttet sig de sharia-baserede islamiske ”menneskerettigheder”, hvilket bl.a. også skete på OIC’s udenrigsministermøde i 2004, der blev holdt i Istanbul under tyrkisk formandskab. Her hed det i en resolution: konferencen opfordrer medlemslandene til ”at styrke den muslimske solidaritet og modgå ethvert forsøg på at bruge menneskerettigheder som et middel til at udøve politisk pres på medlemsstaterne.”
Dyb bekymring over ytringsfrihed
Resolutionen fra Istanbul fortsatte: ”Konferencen udtrykte dyb bekymring over gentagne og fejlagtige forsøg på at forbinde islam med menneskeretskrænkelser, og brugen af TV, radio og pressen til at udbrede sådanne misopfattelser.”
Samtidig med at Tyrkiet i OIC tilslutter sig en deklaration, der har formuleret alternative sharia-baserede menneskerettigheder, og man giver sine muslimske brødre håndslag på ikke at lade sig presse på menneskeretsområdet, forhandler man på den anden side med EU om de såkaldte Københavnskriterier, der bl.a. kræver, at ansøgerlandet skal have stabile institutioner, der beskytter menneskerettighederne. Tyrkiet er ganske vist medlem af den Europæiske Menneskeretsdomstol, men har ophævet sin ratificering af dele af den europæiske menneskerettighedskonvention.
Hvilke rettigheder: FNs eller OICs?
Når Tyrkiet overfor EU nikker ja til, at man står ved menneskerettighederne, da er det store spørgsmål: hvilke menneskerettigheder? FNs eller OICs?
Et fingerpeg herom så man under Muhammed-krisen, hvor Tyrkiet via sin ambassadør var et af de lande, der fremsatte krav om straf og censur, helt i tråd med Cairo-deklarationens artikel 22 (Ytringsfrihed må ikke udnyttes eller misbruges på en sådan måde, så den krænker helligheder og profeters værdighed..)
Uden Institut for Menneskerettigheder vil vide af det, så påvirker Cairo-Deklarationen både danske og internationale forhold.
Juster radaren
Den største trussel mod ytringsfrihed og menneskerettigheder befinder sig stadig under horisonten, og er kun skjult af jordens krumning, men hvis Institut for Menneskerettigheder tager sin opgave med at fremme og beskytte FN’s universelle menneskerettigheder i Danmark alvorligt, bør man nok justere sin radar og revurdere kriteriet for bagatelgrænsen!
PS. I dag, d. 10. december er FN's menneskerettighedsdag. OIC besluttede i 2008 at indstifte en islamisk menneskerettighedsdag. Valget faldt på 5. august - årsdagen for vedtagelsen af Cairo-deklarationen.
Sappho har bedt Instituttet om en kommentar til den rejste kritik, men Instituttet lader meddele, at det pga. begrænsede ressourcer ikke ikke ”har mulighed for at engagere sig yderligere i en debat, som kører på en organisations hjemmeside”.
