"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Kongehuset skal forvalte traditionen – ikke være en del af tidsånden

29. september 2021 - Artikel - af Aia Fog

Kronprinsessen er med sit tiltagende engagement i en række tidstypiske mærkesager ved at omfavne noget, hun og kongehuset burde holde sig langt væk fra. Tidsånden er nemlig en flygtig størrelse - og den kan let tage kongehusets troværdighed med sig, når den skifter.

Da den portugisisk fødte musiker Erika de Casier forleden modtog kronprinsparrets Kulturelle Stjernedryspris, kvitterede hun med i sin takketale at stille spørgsmålet, hvad der skal til for at kunne kalde sig dansk, og om man først er dansk, når man har gjort noget bemærkelsesværdigt for Danmark.

Et på mange måder politisk spørgsmål, der ydermere rammer lige ned i en efterhånden årtier lang og ophedet debat. Mange vil derfor med god ret mene, at det derfor også er et ganske upassende spørgsmål at stille ved den lejlighed: dels fordi det virker mildest talt forkælet at drage andres syn på sit danske tilhørsforhold i tvivl, når man lige har fået en pris for netop at være en (dygtig) dansk kunstner, dels fordi kronprinsparret aldrig hverken ville eller kunne svare på det spørgsmål. Det følger af forholdets natur, for det er kongehusets ypperste opgave at være en samlende faktor for alle danskere og dermed være højt hævet over politik, der om noget er en spredende faktor.

Alligevel kan man ikke helt fortænke Erika de Casier i at føle sig berettiget til at lufte politiske spørgsmål over for kronprinsparret, for især Kronprinsessen har de seneste år følt sig kaldet til at være en aktiv deltager i tidens strømninger og beredvilligt stillet op til og udtalt sig om både klima- og kønspolitik: hun var således protektor for årets WorldPride, som Copenhagen Pride var vært for i august, og som bl.a. har det som erklæret politisk mål at indføre ret til juridisk kønsskifte for børn og gøre begreberne ”far” og  ”mor” kønsneutrale, hvilket må siges at høre til den mere rabiate ende af det kønspolitiske spektrum. Men tydeligvis ikke for Kronprinsessen, der ikke havde betænkeligheder ved at holde tale ved det store show – oven i købet en tale, hvor omdrejningspunktet var rettigheder, hvormed hun de facto cementerede, at hun tog stilling for Copenhagen Prides – i manges øjne rabiate - kønspolitiske krav.

Få uger senere, i begyndelsen af september, udtalte Kronprinsessen sig om klimapolitik til BT og sagde, at også kongehuset skulle skue indad med henblik på at blive bæredygtigt. En udtalelse, der i det godhjertede øjeblik, den blev fremsat, kunne synes både sympatisk og uskyldig, men som ikke desto mindre rejser en tsunami af spørgsmål til kongehusets livsførelse og -stil – ikke mindst Kronprinsessens eget forbrug, som hverken hun eller kongehuset i øvrigt har kinamands chance for svare bæredygtigt adækvat på. Faktisk er Kronprinsessens udtalelse til BT et sindbillede på de problemer kongehuset vil stå over for: i ønsket om at være ”med i tiden” og en del af tidsånden, får man rodet sig ud i politiske problemstillinger, man ikke kan overskue rækkevidden og konsekvenserne af, og det kan i værste fald få selve institutionen til at vakle. 

Uanset hvad man måtte mene om køns- og klimapolitikkerne, så er og bliver de tidstypiske strømninger, der på et tidspunkt bliver SO yesteryear, fordi nye tider vil komme og nye strømninger opstå, der vil fortrænge køns- og klimaspørgsmål fra den politiske dagsorden. Sandsynligvis vil de nye strømninger være i direkte opposition til den tidsånd, der i disse år nærmest dikterer en omkalfatring af evidensbaseret viden og værdier.  I den proces er det helt afgørende, at kongehuset holder sig fri af tidsånden, hvis det fortsat skal nyde opbakning i befolkningen og dermed bestå uantastet.

Det ser ud som om Kronprinsessen ikke helt har loddet dybden af, at hun i kraft af sin position og som kommende dronning repræsenterer Traditionen og derfor aldrig må blive en del af tidsånden. Det indbefatter bl.a., at hun aldrig må lade sig spænde for en politisk vogn. Og både Pride og klima er politisk. En facebookven udtrykker det således:

”(det) vil blive mere og mere klart, at det ER politisk stof, og med de mange ”mærkesager” vil hun skubbe flere og flere fra sig samlet set. Og det vil stå mere og mere klart for flere og flere, at kongehuset ikke længere er ”ophøjet” og neutralt, men en statsfinansieret luksuspropagandamaskine for nogle særlige politiske holdninger.
Og så vil man spørge sig selv: Når kongehuset ikke længere er ophøjet, hvad skal vi så med det?
Og man vil spørge sig selv: Hvor meget propaganda kan vi i øvrigt få for de mange millioner?
Der vil gå årtier, men det er den vej, det går.
Det er IKKE ved at politisere kongehuset, at man moderniserer det.”

Det er ikke for meget sagt, at Kronprinsessen og dermed det kommende kongepar er ved at bevæge sig ud på et skråplan. Til gengæld kan man spørge, om det overhovedet er nødvendigt at modernisere vores kongehus. Jeg synes det ikke. I min optik har Dronningen placeret det lige præcis dér, hvor det skal være for at kunne bestå tryktesten i et moderne demokrati: som ophøjet forvalter af Traditionen og samtidig medlevende og samtidsinteresseret regent. Det er mod sin svigermor, at Kronprinsessen skal se efter opskriften på royal succés. Ikke ved at lefle for tidsånden. 

 

Artiklen har været bragt i Den Korte Avis