"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

”Jeg var revolutionær – og intellektuelt doven”

12. oktober 2012 - Artikel - af Sapphos udsendte

Der er sket en del siden Morten Uhrskov Jensen forsvarede Rote Arme Fraktion som 13-årig. Blandt andet mener han ikke længere, at borgerlige mennesker per definition er onde.

Som ung mente han, at borgerlige mennesker var onde. Man kunne se det på dem. Siden da har Morten Uhrskov Jensen været på en lang ideologisk rejse, der har ført ham i favnen på nationalkonservatismen. Sappho har været på besøg og spurgt, hvad der skete. Læs anden artikel i serien De omvendte.

Det er næsten ikke til at tro det.

Men Morten Uhrskov Jensen, der er kendt for sine nationalkonservative synspunkter og for at slagte radikale pigebørn på direkte tv, har en ræverød fortid.

Han blev så at sige født rød. Familien var rød, miljøet var rødt – det hele var rødt.

Alligevel blev Morten konservativ. Konservativ af den nationale slags.

Hvordan det kunne gå til, har ikke mindst hans familie spurgt sig selv om.

Sappho har også udbedt sig en forklaring, og vi har derfor inviteret os selv til frokost i Sorø, hvor Uhrskov bor med sin kone, Ingeborg, og deres to børn på tre og fem.

Ingen blankvåben

Og vi kan ligeså godt sige det med det samme: Hvis nogen troede, at konservative eller borgerlige i det hele taget havde det bedst med ligusterfascistiske hække og tætklippede prydhaver, så kan de godt tro om igen.

Uhrskovs have ligner – ja, undskyld platheden – en urskov. Her er mælkebøtter, skvalderkål og senegræs i lange baner.

Det lille røde murstenshus skuffer også gevaldigt. Ingen romantiske gesvejsninger eller andet udstyr. Bare et råt stenhus fra 1960’erne med praktiske firkantede vinduer.

Heller ikke indenfor kan eventuelle fordomme bekræftes. Ikke så meget som skyggen af et udstoppet rovdyr, ingen militære medaljer og ingen blankvåben på væggene.

Her er indrettet spartansk og praktisk med tørrestativ i stuen og legetøj på gulvet.

Ser man bort fra de bugnende bogreoler, er der ikke mange vidnesbyrd om, hvem der bor her.

Og Uhrskov selv, ja han ligner det, han er – en 48-årig gymnasielærer med forkærlighed for samfundsfag og historie med dertil hørende blå skjorte, cowboybukser og daggamle skægstubbe.

Mellem Enhedslisten og Blekingegadebanden

I den forudgående mailkorrespondance har vi aftalt, at interviewet skal handle om Uhrskovs ideologiske vandring - og ikke om hans meninger.

Det er tydeligvis en lidt uvant situation for den skarpslebne debattør, der lige skal en tur i baghaven og have et ordentligt sug på cigaretten, før han er klar.

Men så er han også klar, og så vælter ordene frem – præcise og determinerede som altid.

Vi beder ham fortælle om sin opvækst i Albertslund.

”Jeg er vokset op i det, man må kalde et venstreorienteret og revolutionært miljø. Jeg plejer at spøge med, at min families politiske sympatier lå et sted mellem Enhedslisten og Blekingegadebanden.”

”Det er sagt med et glimt i øjet, men der er noget om snakken. Der var adskillige, der var medlem af VS og DKP, og det har selvfølgelig præget mig,” siger Uhrskov 

Ung RAF-støtte

Han fortæller, at han som 7-årig var med sin far til Vietnam-demonstration ved den amerikanske ambassade. Stemningen var anspændt, og på et tidspunkt trak politiet kniplerne. Først da betjentene fik ordre på at slå til, trak far og søn sig tilbage.

Uhrskov smiler ved mindet.

”Jeg kan også huske, at jeg som 13-årig forsvarede Rote Arme Fraktion. Det var helt indlysende for mig, at de naturligvis ikke havde begået selvmord i fængslet, men at det var det fascistiske statsapparat, der havde taget livet af dem.”

”Det lyder helt vanvittigt i dag, men jeg var altså kun 13 år,” fortsætter han, ”det må du godt lige få med.”

Uengageret revolutionær

Uhrskov fortæller, at han begyndte at interessere sig for politik allerede som 11-årig.

Men det var ikke den samme glødende interesse, som den, der driver ham i dag.

”Jeg var revolutionær i mange år, men på en lidt uengageret måde, hvis man kan være det. Sikkert fordi det bare var det, man var i min familie. Jeg havde nogle holdninger, men jeg sad ikke og læste Marx eller nogle af de andre koryfæer. Nogen økonomisk forståelse havde jeg heller ikke. I ret mange år bildte jeg mig ind, at man bare kunne dele velstanden og dermed få et samfund, der var langt mere retfærdigt end det eksisterende.”

Uhrskov slår ud med armene, som han ofte gør, når han taler. Men denne gang er der et element af frustration i hans bevægelser. Og så kommer det:

”Af en eller anden grund var jeg i mange år intellektuelt doven. Jeg undersøgte ikke tingene nærmere. På det punkt har min adfærd ændret sig markant. I dag vil jeg aldrig tro på noget uden virkelig at have undersøgt det til bunds,” siger han.

Intellektuelt doven? Det lyder som en stor indrømmelse fra en garvet debattør, der sjældent kommer på glatis.

Uhrskov selv kan heller ikke komme en forklaring nærmere. Sådan var det bare i hans miljø – man havde nogle holdninger, og man udfordrede dem ikke.

Den fordømmende fløj

Da han fik stemmeret i 1984 og frem til 1998 blev krydset som det mest selvfølgelige sat ved VS, SF og Enhedslisten. Det var i denne periode, at den unge Morten mente, at man i borgerlige menneskers udseende kunne spore deres iboende ondskab.

”Det var jeg og en kammerat rørende enige om,” griner han, men bliver så hurtigt alvorlig igen.

”Det er trist at konstatere, men jo længere man kommer ud på venstrefløjen, jo større er tendensen til at definere mennesker med afvigende holdninger som onde.”

”På den måde er der noget meget fordømmende og ubehageligt ved venstrefløjen. Man har et projekt, som man for enhver pris vil have gennemført, og så bruger man de midler, der skal til. Det er en af de store essentielle forskelle på venstre- og højrefløj. I dag er der mange, jeg er uenige med, men det får mig ikke til at mene, at de er dårlige mennesker.”

Jord og beton

Den intellektuelle dovenskab – eller bare dovenskab i al almindelighed – var også tæt på at få Morten smidt ud af gymnasiet. Der var for meget fravær, mente skolen. Men fraværet til trods kom der i 1983 en fornuftig studentereksamen i hus.

Det store spørgsmål var så, hvad resten af livet skulle bruges til. Uhrskov gjorde fra han var 19 til han var 27 år gammel et par halvhjertede forsøg på at læse videre – begyndte både på jura og historiestudiet, men stoppede snart igen.

I stedet arbejdede han i en årrække som selvlært bygningsmaler og som jord- og betonarbejder. Først i 1991 gjorde han igen et forsøg med historiestudiet, og denne gang bed han sig fast. Det var også her, han for første gang blev usikker på egne synspunkter.

Sat til vægs af radikale piger

”Jeg var i en læsegruppe med to radikale piger, og vi kom til at diskutere. Det var faktisk første gang, jeg virkelig kom til kort. Jeg havde særdeles store vanskeligheder ved at argumentere logisk og konsistent for planøkonomiens velsignelser,” griner Uhrskov.

Igen gestikuleres der vildt.

”Jeg måtte konstatere, at mine argumenter ikke holdt. Det satte et eller andet i gang i hovedet på mig. Kort tid efter læste jeg Edmund Burkes Tanker om Den Franske Revolution, og til min egen overraskelse var der meget, jeg var enig i,” siger Uhrskov og henviser til sin intellektuelle dovenskab, når han skal forklare, hvorfor det tog ham så længe at vågne op.

”Havde jeg gidet læse om konservatismen tidligere, var det sikkert sket tidligere, men jeg var som sagt doven og søgte ikke udfordringen.” 

Indvandringen som problem?

Den bevægelse, der var sat i gang, blev yderligere forstærket i 1996, hvor han første gang konstaterede, at der var problemer forbundet med indvandringen.

Det var ikke problemer, der havde ramt ham personligt, men snarere et ubehageligt mønster han begyndte at se. Dertil kom, at hans far som folkeskolelærer på den københavnske vestegn, kunne fortælle om en dagligdag fyldt med kulturelle og religiøse konflikter.

”Desuden kunne jeg se, at det ikke bare var religiøse og kulturelle forskelle, der skabte problemer. Det gjorde de etniske forskelle også. Og i modsætning til kultur og religion er det etniske uafvendeligt. Det ledte mig frem til, at der er nogle helt grundlæggende fordele ved et etnisk homogent samfund. Der er så at sige én konfliktfaktor mindre.”

Den erkendelse valgte Uhrskov at delagtiggøre sin røde familie i.

Det skulle han aldrig have gjort.

Vaklede i stemmeboksen

Gennem et halvt år var hans afvigende holdninger det stående diskussionsemne ved enhver familiesammenkomst. Og det gik voldsomt for sig.

”Der blev råbt højt, og jeg fik at vide, at det var helt utilstedeligt at have de holdninger. For ikke at køre forholdet til familien helt af sporet, besluttede jeg mig for at holde mund. Det lyder måske lidt patetisk, men jeg gik i en slags indre eksil fra 1996 – 1999. Dengang kunne jeg også nogle gange blive lidt i tvivl om, hvorvidt min analyse var korrekt,” tilføjer han og hiver et eksempel frem.

”Ved folketingsvalget i 1998 havde jeg besluttet mig for at stemme konservativt. Men da jeg kom ind i stemmeboksen, skete der noget mærkeligt. Jeg blev usikker, og jeg blev stående derinde i det, der føltes som evigheder. Jeg tænkte, at de valgtilforordnede sikkert troede, at jeg havde fået et ildebefindende, så længe varede det. Da jeg gik derfra tænkte jeg – Morten, hvad fanden var det lige, der skete der? Jeg havde sat mit kryds ved Enhedslisten.”

Morten Uhrskov slår igen ud med armene, som han åbenbart gør, når der er ting, han ikke forstår.

”Mit bedste bud er, at det har med identitet at gøre. Det er et stort skridt at skifte blok, og i det her tilfælde var skridtet for stort. Jeg var ikke parat. Min familie derimod, de var lettede.”

Den krarupske inspiration

Uhrskov skæver til uret. Klokken har efterhånden sneget sig hen omkring middagstid, og så er det ifølge historikeren tid til en bid brød.

Han disker op med uspecificeret smørrebrød. Brød, der naturligvis skal skylles ned med passende drikkelse.

”Jeg har hørt, at Søren Krarup trakterer journalister med øl og snaps. Jeg har tænkt mig at gøre det samme,” griner Uhrskov på vej ud mod køkkenet.

Et øjeblik senere er han tilbage, og vi skåler i dråberne fra et udmærket mikrobryggeri.

”Der er meget, der er blevet dårligere siden 70’erne, men øllet, det er absolut en undtagelse!”

Den sandhed glæder vi os over et øjeblik, før Uhrskov fortsætter, hvor han slap.

Fristedet Tidehverv 

Det viser sig, at Søren Krarup & Co. ikke blot har inspireret historikerens drikkevaner, men også hans ideologiske ståsted.

Interessen for konservatismen fortsatte nemlig med at vokse. Og efter at have pløjet sig gennem diverse udenlandske værker, gik han på jagt efter dansk tankegods. Det ledte ham i 1999 til det teologiske tidsskrift, Tidehverv.

”Jeg gik ned på Frederiksberg Bibliotek og lånte en hel årgang. Kort tid efter kom jeg igen og lånte én til. Da jeg kom sjette gang begyndte bibliotekaren at se skeptisk ud,” smiler Morten, der også drog afsted til Tidehvervs sommermøder.

Fra 2000 – 2007 var han fast inventar.

”Det blev et fristed,” siger han.

”Et sted, hvor jeg hentede inspiration, og hvor der var plads til at tænke de tanker, der var forbudt i mit eget miljø.”

Medlem af DF

Og derefter gik det stærkt.

”I august 99 meddelte jeg familie og venner, at jeg havde meldte mig ind i DF, og at den førte udlændingepolitik var forkert. Det skabte igen nogle meget voldsomme reaktioner. Jeg blev kaldt en masse ting. Racist og fascist var nogle af dem. Det var meget ubehageligt, og jeg blev igen en smule usikker,” siger han og tilføjer:

”Men dengang havde jeg heller ikke de systematiske data, jeg har i dag. I dag er den tvivl for længst forsvundet.”

Parallelt med sin ideologiske udvikling fik Uhrskov gjort sit historie- og samfundsfagsstudie færdigt og sprang i 1999 ud som gymnasielærer. På pædagogikum mødte han grundlæggeren af det nationalkonservative tidsskrift, Nomos, og fra 2005 blev Uhrskov tidsskriftets redaktør. En post han bestred til det gik ind i 2010.

Siden da har han udgivet to bøger. Et delt Folk  fra 2007, der beskriver den måde dansk udlændingepolitik er blevet til på. Og Indvandringens Pris  fra 2012, hvor Uhrskov dokumenterer, at indvandringen gør de vestlige samfund fattigere. 

En ny karakter

Bag begge bøger ligger et omfattende researcharbejde, der må have taget oceaner af tid.

Så hvad skete der mon med den lidet flittige og intellektuelt dovne Uhrskov?

”Det er et godt spørgsmål. I de første mange år af mit liv fik jeg meget lidt fra hånden. Men med udgivelsen af Et delt folk i 2007 skete der noget, der ændrede min karakter. Jeg fandt noget, der gav mening, og noget, jeg brændte for.”

Vi beder ham uddybe. Hvad er det for et brændstof, han taler om?

”Jamen, det har jo frem for alt noget at gøre med den situation, vi befinder os i. Europa står formentlig overfor den største trussel nogensinde, så i sidste ende er det jo min kultur og mit land, jeg kæmper for. Det er mildt sagt meget motiverende, og det er en dyb personlig tilfredsstillelse for mig at kunne bidrage bare en lille smule,” lyder det.

Den erkendelse har ifølge ham selv gjort ham ”flittig”. Og nu vi er ved begreberne, så tøver han heller ikke med at kalde sig selv ”højreorienteret”.

”Ja, selvfølgelig. Hvad skulle der være galt med det?” lyder modsvaret.

Den usikkerhed, der tidligere fik historikeren til at vakle, er tydeligvis væk.

Lettere at argumentere

Hvordan er det så at være højreorienteret, spørger vi?

”Når man ser bort fra den ballade det kan give med familie og venner, så er det en lettelse. Frem for alt er det meget lettere at argumentere konsistent, når det, man siger, ikke er i lodret modstrid med virkeligheden.”

Morten Uhrskov Jensen ligner en mand, der har fundet sig til rette i en ny position. En position, der ligger milevidt fra det udgangspunkt, der var hans. Og som har haft en pris.

”Når man har den baggrund, jeg har, så koster det at flytte sig. Alligevel vil jeg stærkt anbefale det til alle interesserede. Prøv det! Det er en spændende rejse med masser af potentiale.”

 

Læs første artikel i serien "De omvendte" her:

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg