"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Fra humanisme til realisme

Juli 2008 - Mikael Jalving

Ny bog om dansk udlændingepolitik gennem 25 år leverer overbevisende dokumentation for 80er og 90er-humanismens forsøg på at afvikle Danmark som suveræn nation. Det lykkedes heldigvis ikke helt.

Det er noget af en mobbedreng, adjunkt i historie på Ordrup Gymnasium og redaktør af tidsskriftet Nomos Morten Uhrskov Jensen smider i strandkurven. Hans nærmest minutiøse gennemgang af dansk udlændingepolitik gennem de seneste 25 år under titlen Et delt folk lander tungt og er dømt til at dele læserne i pro et contra.

Uanset hvad man måtte mene om forfatterens konklusioner – jeg mener, de er solide – er det umuligt ikke at respektere den stædige arbejdsindsats, det har krævet at samle de mange politiske udsagn, begivenheder og initiativer, som er blevet udlændingepolitikken til del i de forløbne år, og Uhrskov leverer dokumentation for alle pengene. Måske endda for meget, men det skal jeg vende tilbage til.

Forfald eller relativ succes?

Beretningen om Danmarks grænser eller snarere mangel på samme ligner ved første øjekast en klassisk forfaldshistorie. En forholdsvis lille gruppe humanistisk indstillede aktører – med tidligere chef i Dansk Flygtningehjælp og Folketingets senere ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen samt en udsøgt skare af danske politikere fra flere partier med Socialdemokratiet i spidsen – formåede på ganske kort tid at vinde momentum og formøble den danske befolknings kontrol med, hvem der måtte opholde sig på dansk territorium ved at opnå hegemoni over, hvad man, fortrinsvis i den politiske klasse, måtte tænke og sige offentligt om indvandring og flygtninge. Og så lavede de en ny udlændingelov i 1983.

Et delt folk - omslag
På bogens forside troner bagmanden
bag den frie indvandring,
Folketingets nuværende ombudsmand
Hans Gammeltoft-Hansen

Den indebar, at flygtningebegrebet blev udvidet, sådan at det også automatisk inkluderede asylansøgere, og at der blev indføjet en række retskrav, bl.a. på familiesammenføring, i stedet for de mere pragmatiske, skønsmæssige afgørelser, som hidtil havde været reglen. Forfatteren konkluderer således:

”Det var altså i meget høj grad fortalerne for udlændinges retssikkerhed – på bekostning af statens mulighed for at regulere en eventuel tilstrømning af udlændinge til Danmark – der kom til at stå som sejrende i perioden op til og umiddelbart efter loven af 1983.”

Hvad enten dette anses for en god eller dårlig udvikling, var resultatet en eksplosiv indvandring til Danmark fra konfliktområder i det meste af verden, en eksplosion, som kun meget få – bortset fra Fremskridtspartiet – dengang forstod karakteren af.

Som beretningen tager form, forstår man imidlertid, at der ikke var tale om et fuldstændigt kollaps. Et i befolkningen tavst flertal eller mindretal, det kan diskuteres, holdt stand og forstod at bringe deres utilfredshed til torvs, ikke mindst takket være den altid udskældte ”racist”, ”fascist” og ”nazist” Søren Krarup, sådan at den nye, lempelige og i historisk forstand ekstremt liberale udlændingepolitik mødte stadig mere modstand for med folketingsvalget i 2001 at falde sammen som et korthus.

Jeg er godt klar over, at dette resumé til forveksling ligner det, som Dansk Folkeparti har taget patent på, men det er i hovedtræk bogens narrativ samt i mine øjne et korrekt historisk vue. Morten Uhrskov Jensens beretning bliver dermed til en noget mere positivt ladet historie, i hvert fald i hans optik. Forfaldet blev bremset, kurven knækket og humanismen afløst af en langt sundere realisme.

Og så alligevel ikke helt. For humanismen er sandt at sige genopstået i forbindelse med Muhammedkrisen, debatten om asylcentrene, administrative udvisninger, tørklæder og andet godt. Hvorfor det da også symptomatisk i Weekendavisens anmeldelse af bogen lyder: ”Farvel til foregangslandet”.

Det sidste er naturligvis rigtigt, om end det kan opfattes både negativt og positivt. Udlændingepolitikken har, som bogen viser krystalklart, i den grad kløvet befolkningen i to dele. Den ene for humanisme, den anden for realisme. Og sådan er det stadig, ganske enkelt fordi vi her er inde og røre ved selve statsmagtens elementarpartikler i form af konflikten mellem ven og fjende.

Savner syntese

Det hører dog også med til historien, at bogen i kraft af sin kronologiske opbygning bliver en smule blind overfor læsernes almindelige hensyn til tid, og forfatteren synes at ville have det hele med, revl og krat. Når man for 117. gang har hørt Socialdemokratiets Svend Auken eller Ole Espersen, de Radikales Bernhard Baunsgaard, SFs Ebba Strange eller Venstres Bjørn Elmquist citeret for, at politik handler om anstændighed og humanisme, så har man passeret brækgrænsen.

Visse steder nærmer genren sig referat, mens analysen udebliver, og jeg savner en klarere syntese, der kunne have været skåret over konflikten mellem det liberale og konservative hegemoni, som afløser hinanden i udlændingepolitikken med pendulfart. En klarere syntese ville også have medført en skarpere indholdsfortegnelse end den impressionistisk-journalistiske af slagsen, vi får.

En mere væsentlig indvending mod bogen er, at forfatteren synes at have en ringe fornemmelse for, at den danske misere netop består i en lempelig udlændingepolitik kombineret med en hjertensgod velfærdsstat, der præmierer alle, der opholder sig i landet, uanset hvad de bidrager med, eller hvordan de i øvrigt opfører sig.

Indvandring er ikke nødvendigvis et problem i sig selv, og kan under gunstige vilkår fremme et lands kulturelle dynamik, patriotisme og overlevelsesevne, sådan som USA er præmieeksemplet på. Problemet opstår først for alvor, når indvandring bliver til massiv indvandring og ledsages af en socialt pacificerende overførelsesøkonomi, som i en vis forstand garanterer kulturel ghettodannelse og glidende islamisering. Det er gift for almenvellet og i denne anmelders øjne just, hvad der er sket i Danmark indtil for nylig.

Disse kritiske bemærkninger til trods er der tale om en akademisk redelig, historisk informativ og politisk tankevækkende fremstilling af 25 års hed debat om et meget centralt emne i ethvert lands politiske situation og eksistens. Det er personer som Morten Uhrskov Jensen, der minder os om, at samtidshistorien kan noget, som hurtigere og mere overfladiske medier og mennesker ikke kan: bringe overblik og tegne de lange linjer bag en aktuel problemstilling. Det gør ”Et delt folk” til karakteren 12, som det jo hedder i dag.

 

Morten Uhrskov Jensen: ”Et delt folk.
Dansk udlændingepolitik 1983-2008”, Forlaget Lysias, 612 sider, 248 kr.