"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

I Sverige er der stille

1. september 2006 - Artikel - af Torben Hansen

I et Sverige, der mere og mere ligner et DDR light med en herskende klasse, der er storforbruger af potemkinkulisser, er Thomas Nydahls nye essaysamling et lysglimt i natten.

Thomas Nydahl: “Stormar och vilopunkter, om mänsklig svaghet, utsatthet och styrka”. Umeå, forlaget H:ström, 2006

På bogens bagside annonceres, at Thomas Nydahl kredser om menneskets grundvilkår og desuden behandler politiske og religiøse normer. Så er der ikke sagt for meget, for i denne essaysamling behandles en stribe emner, der er tabu i dagens Sverige – og i øvrigt mange andre steder.

I 13 essays reflekterer Nydahl over en kaotisk verden. Eksempelvis omtaler han et EU, hvor 58.000 mennesker begik selvmord i 2005 – “mange flere end dem der dør i trafikulykker”. Hvad mon er galt? Nydahl leverer ingen analyser. Men hans skildringer er velskrevne, og hans temaer er særdeles vedkommende.

Det første essay handler om den grimme ælling og sociale fobier – og måske en større sammenhæng. I eventyret om den grimme ælling hedder det som bekendt: “Det gør ikke noget at være født i Andegaarden, naar man kun har ligget i et Svaneæg.” H.C. Andersen er ikke den eneste dansker i Nydahls bog. Det mærkes, at hans position er i Skåne, og hans – ikke specielt lykkelige – barndom udspillede sig i Malmø. Nydahl er velorienteret om personer og begivenheder både vest for Øresund, i Finland og eks-Jugoslavien, og årsagen til hans særlige interesse for danske tilstande og for den dybe kulturkløft i Øresund mere end antydes.

Tryghed har overordentlig stor betydning i både svensk og dansk politik, og Nydahl gør opmærksom på, at forfatteren Vita Andersen lancerede ordet “tryghedsnarkoman”. Ordet tryghed slides voldsomt i den aktuelle svenske valgkamp, og en narkoman er på sprøjten. Er der noget i den senmoderne velfærdsstat der minder om stofafhængighed? Nydahl har dog ikke det direkte ansvar for, at dette spørgsmål dukker op i anmelderens hoved!

En anden dansk digter får grundig omtale – Henrik Nordbrandt. Manden gør sig stadig umage med at tage afstand fra dansk patriotisme, og Nydahl citerer ham desuden for følgende erklæring: “jeg tager skarpt afstand fra fremmedhadet i Danmark”. Hermed kan et svensk publikum måske føle sig beroliget, men allerede i næste sætning går det helt galt: “Men det betyder ikke, at jeg kan acceptere islam. Jeg betragter den som en historisk ulykke.” Er Nordbrandt så alligevel en hadefuld mand? Det afviser Nydahl: “I dansk presse har jeg set indsendere, der betegnede Henrik Nordbrandt som hadefuld, fordi han i essays, artikler og interviews har forklaret, hvorfor han synes så dårligt om religioner og de politiske bevægelser de afføder. Jeg tror, at disse reaktioner har mere at gøre med de tabuer, som i dag findes i Europa, når det gælder islam.”

Det umiddelbart efterfølgende essay har overskriften “I krigens hus”. Nydahl gør her opmærksom på de svenske mediers skævvridning af den offentlige debat i Danmark. Det officielle Sverige – med Mona Sahlin og Göran Persson ved roret – har for længst skrottet den hjertelige forbindelse til det danske broderfolk, og avisredaktionerne retter ind. De mange seriøse indlæg om indvandringens problemer i Danmark forbigås derfor i tavshed – eksempelvis venstresocialisten Kåre Bluitgens bøger. Noget lignende gælder I krigens hus (udgivet på forlaget Hovedland, 2003).

Næste essay handler om “Ytringsfriheden og islamismen”. Her omtales først bogen Fri tale. Danske kunstnere om ytringsfriheden redigeret af Helle Merete Brix, Farshad Kholghi og Peter Legård Nielsen (udgivet 2005). Nydahl noterer: “At kritisere islam er blevet synonymt med fremmedfjendtlighed.” Fortidens strid om blasfemi er nu vendt tilbage – men i forværret form. Ytringsfrihedens fjende er i dag langt farligere end fortidens kristne gejstlighed: “Der er nemlig stor forskel på gudstro og religiøst formuleret had. Forskellen mellem fredsfyrsten Jesus i den kristne tradition og krigsherren Muhammed inden for islam kan ikke blive tydeligere end den er netop nu.”

Bogens slutter med en sand gyser – “Tortur i sommerlandet. Et essay om natligt gangstervælde i en svensk småstad”. Essayet, der tidligere har været offentliggjort af Sappho, handler om en ungdomsbande bestående af to etniske svenskere og fire arabere, der opsnapper et rygte om mange penge, der skulle findes i en privatbolig. Her bor Maria, som i 25 år har arbejdet i sin kiosk ved den lokale rutebilstation. Hun og hendes svigersøn Björn udsættes om natten for indbrud og overfald. Da de 300.000 kr ikke findes, udsætter røverne de to for regulær tortur.

Senere opklares sagen, og banden stilles for retten. Forbryderne dømmes for indbrud, men ikke for den tortur, de har underkastet deres ofre. Sverige hærges af kriminalitet, men det må for alt i verden ikke omtales, at den først og fremmest skyldes en folkevandring fra bestemte nærorientalske lande. “I Sverige er der stille”, og det alvorligste problem i hverdagen sættes sjældent i den rette sammenhæng. Derfor er Sverige i dag en slags DDR light. Den herskende klasse er storforbruger af potemkinkulisser, og dens magt strækker sig ikke kun til medierne. Personer, der ytrer kritik af tre årtiers vanvittige immigrationspolitik, men i øvrigt ikke bryder nogen lov, fyres fra deres arbejde. Tæskehold afbryder private møder.

I Sverige er der mørkt. Nydahls bog er et lysglimt i natten – måske det allerførste morgengry.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg