"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Hvordan formel ligestilling blev til forfordeling af mænd…


Anmeldelse. Leny Malacinski: Den dag, jeg opdagede, jeg var undertrykt. Gyldendal, 2009, 208 sider, kr. 200,-. Er udkommet.

26. september 2009       Kit Louise Strand

Man ser det for sig: Den næsten færdige sweater befinder sig endnu på pindene indtil en lille forbipasserende Prins Pilfinger muntrer sig med at trevle hele molevitten op… Bittert.

Det må være netop den følelse, der bedst forklarer flere ”elite-feministers” mavesure reaktioner på Leny Malacinskis netop udgivne bog Den dag, jeg opdagede, jeg var undertrykt.


Befriende læsning, mener anmelderen


I Politiken (d. 20. sept.) enedes hele 35 veluddannede kvinder fra Albright-netværket om et indlæg, hvor de fortørnet gik i rette med forfatteren, som de bl.a. mente lukrerede på andre kvinders møjsommelige kamp.

De efterlyste samtidigt en mere pæn tone – god karma - i debatten, som der er blevet tradition for i Danmark, når man ikke kan li’, hvad man hører. Eller når man slet og ret mangler ord.

Men hvad består så Malacinskis brøde i, og hvad er det, hendes medsøstre er blevet så forbandede over?

Muligvis at forfatteren benytter sig af friheden til på en bevidst barnlig, nysgerrig og undrende måde at stille spørgsmål ved den vej, afvej, eller slet og ret blindgyde - som både den offentlige ligestillingsdiskussion og de aktuelle tiltag på området har taget de senere år: Kravet om kønskvoter, øremærket barsel til mænd, kriminalisering af sex-kunder, den evindelige klagesang om kvinders lønefterslæb osv., osv..

På en lille erkendelsesrejse rundt i Skandinavien finder Malacinski talrige eksempler, der belyser vanviddet: Bl.a. en norsk bankmand, der som en anden dresseret abe udtrykker accept af de norske kvoteordninger, selvom de strider mod al sund fornuft - og driften af hans egen virksomhed, ’kreativ’ omgang med tallene for prostituerede i Sverige efter indførelsen af loven, der kriminaliserer sexkunderne: Et tiltag, der pine død skal ligne en succes!

Og endelig eksemplet herhjemme med ansættelsesprocedurer, der skriger til himmelen: Sammen med forfatteren undrer man sig over, at loven om det obligatoriske M/K i enhver jobannonce for år tilbage har kunnet mutere til ukendelighed og på Københavns Universitet nu udmønter sig i en stor pose penge til fakulteter, der ansætter en kvindelig professor.

Kvinder skal frem, og det kan kun gå for langsomt! Blæse være med mænd. Med ligestilling i formel forstand. Og med frihed.  

Udover bogens underholdende og kække stil er det opløftende at læse Malacinskis interviews med bl.a. CBS-professor Steen Thomsen, Erik Hansen-Hansen, der er forsker på Danmarks Designskole, børnelæge Katharina Main og tidligere politidirektør, Hanne Bech-Hansen. Man ånder lettet op. De findes derude: Fornuftige, besindige mennesker med begge ben på jorden. Gid de ville hæve stemmen lidt mere i den verserende debat!

Den tragiske historie om drengen Bruce, der grundet en mislykket omskæring bliver forsøgt gjort til pigen Brenda forekommer stilistisk set en anelse påklistret bogen, selvom man naturligvis godt kan forstå lysten til at bringe et overbevisende dementi af mennesket som blot et resultat af sociale og kulturelle påvirkninger. Et argument, som især feministerne har gjort til deres.  

Malacinskis bog er befriende læsning, der udfordrer tidens dødssyge dogmer og offergørelse af kvinder. Man kan måske savne en mere direkte kritik af den nordiske velfærdsstat, der utvivlsomt har lod og del i mange kvinders utilfredshed. Ligesom undertegnede havde håbet på en ’kærlig behandling’ af det høje skattetryk som en væsentlig årsag til den lave repræsentation af kvinder i dansk erhvervsliv og bestyrelseslokaler: De føler ikke deres anstrengelser tilstrækkeligt belønnet.

Kit Louise Strand er grafisk designer og medlem af Trykkefrihedsselskabets bestyrelse