"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Fri Debat og Trykkefrihedsselskabet – hvad skiller og hvad samler?

13. februar 2010 - Artikel - af Lars Hedegaard og Katrine Winkel Holm

Der begynder at tegne sig et billede af, hvad det nye netværk Fri Debat står for.

Det mest oplagte sted at starte, hvis man vil forstå meningen med Fri Debat, er den burka, der omtales i hver eneste erklæring, som initiativtagerne har udsendt. Den må åbenbart ligge dem meget på sinde, siden de ønsker at fremhæve burkasagen som deres særlige emblem, og som noget der afgørende skiller dem fra Trykkefrihedsselskabet.

Først hævdede Jacob Mchangama og hans medstifter Frederik Stjernfelt, at Trykkefrihedsselskabet havde taget til orde for et burkaforbud. Da vi gjorde opmærksom på, at Selskabet aldrig har udtalt sig hverken for eller imod et forbud – ændrede de forklaring. Nu var det for galt, at Selskabet ikke havde taget til orde mod et forbud..

Når vi som Selskab hverken er gået ind for et burkaforbud eller det modsatte, skyldes det, at begge positioner efter vores opfattelse sagtens kan forsvares inden for rammerne af ytringsfriheden. Og det ligger os fjernt at forlange, at medlemskab af Trykkefrihedsselskabet skal afhænge af, om man er tilhænger eller modstander af et forbud eller f.eks. af den slags begrænsninger, der i øjeblikket bliver diskuteret i Frankrig.

Vi er en forening til forsvar for ytringsfriheden, og når det gælder burkasagen – og andre lignende kulturmanifestationer – har vi hele tiden opfattet det som vores opgave at holde et rum åbent for den fri debat.

Ledende medlemmer af Selskabet har i den forbindelse peget på en række problemer, som vi synes har været underbelyst i den hidtidige debat.

Hvis man antager, at burkaen er en ytring og ikke en handling – noget, der i høj grad kan diskuteres – må man jo spørge, hvem det i så fald er, der ytrer sig. Er det den kvinde, der går rundt med en burka, eller er det dem, der har fået hende til det? Når dette spørgsmål er relevant, skyldes det, at vi jo ved, at der i en del tilfælde bliver lagt pres på muslimske kvinder for at iføre sig et bestemt kostume. Og i de tilfælde, hvor det er lykkedes at få kvinden til at iføre sig en dragt, som hun ikke selv ønskede at gå med, er det altså ikke kvindens ytringsfrihed, vi taler om, men ytringsfriheden for dem, der vil bruge kvinden til at demonstrere islams kulturelle tilstedeværelse i det offentlige rum.

Er det så en beskyttelsesværdig ytring? Hvordan vil man i øvrigt bære sig ad med at afgøre, om burkaen er et resultat af kvindens egen beslutning eller om den bæres efter pres? Hvis man spørger en kvinde, der er blevet presset til at iføre sig en bestemt klædedragt, vil hun naturligvis uvægerligt svare, at det er hendes eget valg.

Det er i høj grad problemer, som vi i Trykkefrihedsselskabet synes bør drøftes åbent.

Hertil kommer, at burkaen – og andre afarter af den muslimske hijab – jo ikke kan undgå at påvirke den virkelige verden. Ganske særligt må man spørge, hvordan den påvirker muslimske kvinder, der ikke ønsker at iføre sig islamisk mundering. Hvordan vil burkaen påvirke deres ytringsfrihed? Hvad nu, hvis muslimske kvinder gerne vil have et forbud, fordi det udstyrer dem med en mulighed for at nægte at føje de mænd, der vil have dem til at gå tildækket? Når burkaen er tilladt i det offentlige rum, har de jo ikke noget at undskylde sig med, og hvis burkaen skal betragtes som en ytring, har samfundet altså dermed indskrænket disse kvinders ytringsfrihed.

Men det er problemer, som Fri Debat ikke forholder sig til. I stedet forstår vi, at man skal have en bestemt holdning til burkaforbudet for at kunne blive inviteret inden for i det ny netværk.

Kravet om en bestemt holdning til et burkaforbud er ikke det eneste, der skiller Fri Debat og Trykkefrihedsselskabet. Af Fri Debats åbningserklæring fremgår det således, at netværket betragter ytringsfriheden som en universel værdi. Trykkefrihedsselskabet er enig i, at sådan kunne man ønske, det forholdt sig. I den virkelige verden må vi imidlertid som en historisk kendsgerning konstatere, at ytringsfriheden er opstået inden for den vestlige kulturkreds, og at den ikke for alvor har slået rod uden for den. Trykkefrihedsselskabet har medlemmer, som af samme grund vil hævde, at ytringsfriheden – i det mindste indtil videre – ikke er nogen universel værdi, uden at de af den grund skal udelukkes.

Endnu mere problematisk er Fri Debats påstand om, at ytringsfriheden er noget, der samler, når al erfaring tvært imod viser, at ytringsfriheden spreder og medfører, at folk deler sig efter anskuelser. Heri ser vi ikke noget problem og specielt ikke noget demokratisk problem. At folk deler sig efter anskuelser, er tvært imod et adelsmærke ved ytringsfriheden, hvis formål ikke kan være, at folk skal være enige, men at alle synspunkter, alle informationer og alle argumenter kan blive hørt.

At der således er meget, der skiller, skal imidlertid ikke forhindre Fri Debat og Trykkefrihedsselskabet i at samarbejde på de områder, hvor vi har fælles holdning. Således glæder det os, at Fri Debat tilslutter sig Trykkefrihedsselskabets gamle krav om en afskaffelse af straffelovens blasfemiparagraf (§140) og racismeparagraf (§266b), og her vil vi gerne række hånden ud til et samarbejde.

Det skulle glæde os, om vi kunne mødes i et fælles initiativ for at få disse for ytringsfriheden dybt skadelige bestemmelser afskaffet.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg