"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Freidoune Sahebjam - nekrolog

Marts 2008 - Helle Merete Brix

En af de iranske ayatollahers farligste kritikere, forfatteren Freidoune Sahebjam, opnåede trods to dødsdomme at blive 75

”Tag solen med”, sagde den iransk-franske forfatter Freidoune Sahebjam, da jeg i 2006 første gang snakkede med ham i telefonen, før vi aftalte et interview i Paris. Da vi mødtes, var han ligeså sympatisk, som jeg havde fået indtryk af. Vi holdt kontakten, og forleden fik jeg fra Paris meddelelse om, at Sahebjam var død, 75 år.

Det var Yvonne, en ven af Sahebjam, der gav mig besked. Det var også Yvonne, man kunne sende en mail til, hvis det var nødvendigt. For Sahebjam, der var født i Vesten i en rig iransk diplomatfamilie og talte tysk og fransk, før han talte persisk, brød sig ikke om mails og mobiltelefoner. Han foretrak håndskrevne breve og fastnet.

Sahebjam nåede at færdiggøre den bog, som han fortalte mig om sidste år på sin stamcafé i kvarteret omkring Champs-Elysées. Den udkom i 2007 under titlen Reviens Mahomet, ils sont devenus fous: Croniques de la barbarie islamique ordinaire (Kom tilbage Muhammed, de er blevet vanvittige: Krønike over hverdagens islamiske barbari). Titlen var egentlig et citat, som Sahebjam for nogle år siden så på en mur i det Afghanistan, som han ofte besøgte, ligesom han ofte besøgte andre af verdens brændpunkter som Irak og Tetjenien.

Aristokrat

Sahebjam havde et usædvanligt liv bag sig. Hans familie tilhørte det persiske aristokrati, et iskoldt og racistisk miljø, som han i 2005 beskrev i bogen om sin mor, Princesse persane. Denne bog kunne, som store dele af Sahebjams forfatterskab, ses som et forsvar for kvinders – og mænds – ret til at leve et frit liv. Han har skrevet om kvinderne under Taleban i Afghanistan, om forfølgelsen af Bahai og andre religiøse minoriteter i Iran og om det barbari, der følger med islamiseringen.

Før steningen
Før steningen – ukendt optagelse fra et ukendt sted

I den eneste bog af Sahebjam, der er oversat til dansk, De stenede hende fra 1994, fortæller han den bevægende historie om Soraya, der i 1986 blev stenet til døde i en iransk landsby. I sin sidste bog genskabte han bl.a. retssager og henrettelser af 12-13-årige drenge, der i revolutionsårene var deserteret fra den iranske hær.

I en årrække arbejdede Sahebjam som diplomat i Vesten under shah Muhammed Reza Pahlavis styre. Men i 1970erne, da shahen blev styrtende rig på oliepenge og udviklede ”en art storhedsvanvid” besluttede han sig for at stoppe. Livet igennem bevarede han dog en forbindelse til både shahen og hans enke og søn – de to sidstnævnte har han offentligt kritiseret for intet at gøre for det iranske folk.

Dødsdømt af ayatollaherne

Sahebjam mødte mange af denne verdens personligheder. Han har rejst med Charles de Gaulle i Iran og kendt den senere præsident Khatami, da denne boede i Berlin før revolutionen. Han nåede endda også at møde terroristen Carlos, der skød og dræbte tre mennesker i det rum, hvor Sahebjam opholdt sig. Sahebjam dykkede ned under et bord og reddede livet.

Ayatollaherne brød sig ikke om ham. I slutningerne af 1970erne, kort før den islamiske revolution, advarede han i en artikel iranerne om, hvad der var på vej. Det fik vrede iranske studerende til at kipnappe ham på åben gade i Paris, hvorefter de gennemtævede og krydsforhørte ham i timevis. Havde det franske politi ikke befriet ham, havde han næppe overlevet.

Hele to gange dømte ayatollaherne ham til døden – ved skydning og hængning – for at have indledt krig mod Gud og for blasfemi mod Khomeini. ”Hvad kommer egentlig først?” spurgte Sahebjam i en artikel. Men det forhindrede ikke, at han illegalt besøgte Iran flere gange efter revolutionen, bl.a. som korrespondent for Paris Match. Han var en modig mand, og hans værdifulde forfatterskab fortjener langt større udbredelse, også på disse breddegrader.