"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Forfatterne og Muhammed

1. februar 2010 - Artikel - af Helle Merete Brix

Helle Merete Brix

Den omdiskuterede undersøgelse om kunstnerne og selvcensur har fået danske kunstnere op på mærkerne, ikke mindst mine kolleger, forfatterne. Enkelte fornuftige stemmer fra denne fløj har ytret sig, for eksempel Kristian Ditlev Jensen. På sin blog Den litterære jæger på Jyllands-Posten skriver han indledningsvist: "Hvad i hede hule helvede foregår der i Danmark? En ny undersøgelse viser, at hver fjerde - altså 25 procent - af adspurgte danske kunstnere har censureret sig selv i deres udtryk. En ud af otte af de adspurgte - altså 12,5 procent - har ligefrem droppet projekter på grund af frygt for repressalier."    

Men andre forfattere er af en anden mening. Janne Heigaard, tidligere medlem af Dansk Forfatterforenings bestyrelse, bryder sig ikke om rækken af politikere, der er bekymret over Ugebrevet A4s undersøgelse af kunstnernes selvcensur. I et debatindlæg i Berlingske Tidende skrev hun: "Politikerne burde snarere være bekymrede over, at det, der kaldes og debatteres som ytringsfrihed, er et rodsammen af så forskellige ingredienser som venlig hensyntagen, takt, realisme, 'stikke-fingeren-i-jorden' - og ja: friheden til at ytre sig."

Smagløse provokationer

Den skønlitterære forfatter, Trisse Gejl, har i dagspressen også været ude med riven i forbindelse med undersøgelsen, som hun betegner som "manipulerende".

Interessant er det at genopfriske, hvad Gejl, der tidligere var redaktør af medlemsbladet  Forfatteren, skrev i en leder i bladet i november 2005. Det var i forbindelse med Jyllands-Postens Muhammed-tegninger, som naturligvis er grunden til, at forfatterne er blevet så nervøse:

Under overskriften "Fødder, ansigter og andre kropsdele" skrev Gejl ganske vist: "Ytringsfriheden er indiskutabel". Samtidig skrev hun: "Men det forekommer som dårlig integration bevidst at provokere de mindste minoriteter på deres mest følsomme værdier". Videre spørger Gejl:

"Hvorfor er provokationen så vigtig, at den erklæres en ytringsfrihedspolitisk sag?

Er det fordi, at at rettroende muslimer her til lands skal bøde for mordet på en hollandsk filminstruktør?"

I slutningen af lederen skriver Trisse Gejl: "ytringsfriheden er hellig, og er det for meget at ønske, at smagløse provokationer ikke bliver dens krigere?"

Hængte i Iran og kristne abortlæger

Dansk Forfatterforenings tidligere formand, oversætteren Frants Gundelach, skrev i øvrigt i januar 2008 i samme medlemsblad en leder med overskriften "Jeg mener, du mener, vi mener...". Lederen omhandlede det fænomen, at forfatterne i pressen, ikke mindst fra den borgerlige del, herunder "tæskeholdet fra Groft Sagt fra Berlingske Tidende" var blevet "afæsket en klar holdning til islam".

I lederen skriver Gundelach blandt andet: "Det kan ikke siges skarpt nok, at den fortsat opretholdte mordtrussel (som store dele af medierne, også den borgerlige, vedbliver med at betegne "dødsdom") mod Salman Rushdie er vederstyggelig, ligesom truslerne mod Ayaan Hirsi Ali, ligesom mordet på Theo van Gogh, ligesom hængning af homoseksuelle (Iran) eller piskeslagsdomme til voldtagne kvinder (Saudi Arabien) er det. Det er lige så afskyeligt, som når kristne fundamentalister i USA mener sig berettigede til at myrde abortlæger".  

Så fik vi sammenligningen mellem den islamiske og kristne trussel én gang til for de tungnemme.

For meget postyr om Westergaard

Dansk Forfatterforenings nuværende formand, Lotte Garbers, har heller ikke meget til overs for undersøgelsen. Hun mener bl.a. at: "Den er gal med talmaterialet, fordi det ikke viser, hvad der har været bevæggrunden. Man vælger at sige, at der er sammenhæng mellem selvcensur og Muhammedkrisen, men det har denne her undersøgelse ikke påvist".

Samme Lotte Garbers sagde for nylig nej til at leje Forfatterforeningens lokaler ud til Trykkefrihedsselskabet. Selskabet lejer ofte lokalerne til arrangementer, men et støttearrangement til fordel for tegneren Kurt Westergaard ville Garbers ikke lægge hus til. I et interview med Uwe Max Jensen for Sappho sagde hun bl.a.: "Ved et arrangement med Kurt Westergaard bliver det noget med PET og bombehunde. Det gider vi ikke bruge arbejdstid på. Det er simpelthen for bøvlet. Der går for meget tid på sådan et arrangement, og det er pengene ved at leje lokalerne ud ikke gode nok til. Der er for meget postyr omkring Kurt Westergaard".

Forfatterne, ikke undersøgelsen

Måske man kan tillade sig at konkludere, at rigtig mange danske forfattere stikker fingeren i jorden, når det gælder islam. Her gælder pludselig helt andre regler, end i tilfældet med andre religioner.

Ingen kunstnerorganisationer har haft et pip at sige i forbindelse med det seneste mordforsøg på tegneren Kurt Westergaard. Og en undersøgelse, der viser at de er bange for at ytre sig om religiøse emner (læs, islam), skal ties ihjel.

Kunstnerorganisationerne vil nu selv stå for en mere "videnskabelig" undersøgelse. Det var konklusionen på mødet forleden hos kulturminister Carina Christensen, der åbenbart vil finde "en lille pose penge" til undersøgelsen.

I forbindelse med det pågældende møde med kulturministeren udtalte Steen Svanholm fra Danske Populærautorer (der blandt andet repræsenterer sangskrivere og revyforfattere):

"Man kunne frygte, at folk ville lægge låg på sig selv. Men der bliver tværtimod virkelig gået til stålet".

I følge artiklen i Berlingske Tidende forventer han en "dansk revysommer med kul på". Som Svanholm udtrykker det: "Der er jo mange spændende emner at tage fat på".

Det er der sandelig. Men man skal nok ikke vente sig det store. Ud over Farshad Kholghis bidrag til revyerne erindrer jeg kun en enkelt revytekst med et kritisk blik på imamernes rolle. Den handlede om en imam med to tunger, og den var skrevet af undertegnede.  

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg