"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Et liv med parallelle verdener

23. januar 2014 - Artikel - af Dan Ritto

Alt for mange i dette land forstår ikke, at vor demokratiske levevis er truet. De lever i en anden verden end dem, der dagligt beskæftiger sig med faren, skriver Dan Ritto. 

I søndags var jeg en tur i Esbjerg. Esbjerg er byen, hvor jeg voksede op – hvorfra min verden i sin tid gik. Det var kun mit andet besøg i byen siden efteråret 2007, så der var på mange måder tale om en speciel begivenhed.

Under besøget kom jeg i snak med gamle bekendte, hvoraf flere til min overraskelse havde fulgt min fremfærd i mediehavet som skribent og politisk aktiv.

Da jeg skulle beskrive mit liv i Aarhus, beskrev jeg et liv som på enhver måde var væsensforskelligt fra tidligere tider i Esbjerg. Jeg fortalte om et liv med skjult adresse, uden navneskilt på døren og om et bestemt boligkvarter i byen, hvor jeg ikke kan vise mig uden seriøs fare for mit liv.

En anden verden

Jeg forklarede, at der i Danmark findes mindst to parallelle verdener. Der findes den verden, som de fleste danskere lever i. Tilsyneladende velordnet og tryg. Som Esbjerg er velordnet og tryg.

Og så findes der verden ved frontlinjen. Som den vi kender i Trykkefrihedsselskabet, hvor formanden sidste år blev forsøgt myrdet af et falsk postbud. Hvor jeg har oplevet møder med 12-15 PET-agenter stående langs bagvæggen, hvor jeg har oplevet at skulle bede politiet flytte deres bombehunde, så jeg kunne komme på toilettet, og nogle møder, der afholdes med metaldetektorer ved indgangen.

For slet ikke at tale om episoden sidste år, hvor en indbudt taler fra Tyskland direkte måtte beskyttes af politiet, da der i forbindelse med kørslen opstod en trussel mod hende.

Usynlige fronter

Set gennem mine briller, er der ikke tvivl om at Danmark er et land i krig. Men krigen er ikke synlig for alle. Krigen er først og fremmest synlig for dem af os, der mere eller mindre frivilligt har fundet os selv enten på eller i nærheden af frontlinjen.

Af og til bliver krigens fronter tydelige for alle, der tør se. Som når politiet flygter fra ghettoer og overlader magtens voldsmonopol i området til de lokale bøller.

Men for størstedelen af befolkningen fortsætter livet sin vante gang. Javist, der bliver flere kebabbutikker og den slags, men den fysiske vold og samfundets beskyttelse mod denne forbliver et fatamorgana for de fleste.

Og heldigvis for det!

Men at krigens fronter forbliver usynlige for de fleste, har også politiske konsekvenser. Det betyder nemlig, at alt for mange i dette land ikke forstår alvoren. At vor demokratiske levevis er truet. At friheden er under beskydning, og at mørket langsomt breder sig.

Derfor er det ekstra vigtigt, at de af os, der jævnligt oplever de ting, jeg har beskrevet, bringer vor viden og erfaringer videre til dem, der lever uden at kende til dem.

Her spiller blandt andet Trykkefrihedsselskabet en rolle.

Vi oplever jævnligt krigens symptomer ved vore møder. Det er os, der sidste år oplevede et attentatforsøg på vores formand, og det er os, der ofte afholder møder med dødstruede forfattere og øvrige kulturpersonligheder.

Viden giver ansvar. Vi forsøger at leve op til det.

 

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg