"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

England People very nice

1. oktober 2009 - Artikel

Sappho har været til teater om immigrationens historie i London

LONDON - England people very nice er et omdiskuteret teaterstykke om immigrationens historie til Storbritannien. Det behandler emner som religion, integration og terrorisme, og det er skrevet af Richard Bean, en af Storbritanniens mest populære dramatikere. Bean er ikke bleg for at tage bladet fra munden, når det drejer sig om at påpege manglen på mod i teaterbranchen.

I et møde om højre-venstreorienteret teater i 2007 arrangeret af tænketanken New Culture Forum, som jeg dækkede for Sappho, fortalte Bean om, hvordan han selv havde oplevet at blive censureret. Han ville henlægge den ældgamle fortælling om de græske kvinder i Sparta, der går i sexstrejke, sålænge mændene kriges, til nutidige rammer. Disse rammer skulle være det muslimske paradis, de hellige krigere og de 70 lovede jomfruer. Men det kunne han ikke få lov til. 

Beans aktuelle stykke spiller for fulde huse på Olivier Theatre, den største scene på National Theatre, en art amfiteaterscene med plads til 1000 mennesker. Stykket er sat i scene af Nicholas Hytner, der også er leder af National Theatre. Samme Hytner påpegede for nogle år siden, at teatret ofte er venstreorienteret. I den forbindelse efterlyste han et ondskabsfuldt, højreorienteret stykke dramatik.

Publikum, i hvert fald denne aften, hvor Sapppho er gået i teatret, er overvejende hvide briter. Men hist og her i det enorme rum ser man unge med anden etnisk baggrund, som det hedder. Et par unge mænd med, hvad jeg vil tippe er pakistansk baggrund, diskuterer ivrigt indbyrdes, mens de efter forestillingen sammen med alle vi andre går mod Waterloo undergrundsstation. Og så er de væk i den lune forårsaften før jeg når at spørge dem, hvad de syntes om det. 

Aktivister stormede scenen

For der har - naturligvis, fristes man til at sige - været ballade om stykket. Nogle anmeldere har set stykket som et velkomment indspark i debatten om indvandring. Andre som en småracistisk forestilling, der på nedladende vis fremstiller indvandrere som stereotyper.

Og forleden demonstrerede så en større folkemængde ved Themsen, hvor teatret ligger. Man har lov at demonstrere i et demokratisk samfund. Men der har også fundet en ulovlig protest sted. Tidligere på året stormede to aktivister, dramatikeren Husssain Ismail og læreren Keith Kinsella scenen, mens Richard Bean holdt et foredrag om stykket. Efter ca. ti-minutters dramatik blev de fjernet af sikkerhedsfolkene.

Muligvis skyldes balladen, at stykket tillader sig at diskutere islams rolle i dagens Storbritannien. Det er en forestilling, en komedie med indlagt sang, som Richard Bean har skrevet, fordi han mener der er brug for en grundig diskussion af emner som indvandring og integration. I sit stykke diskuterer og beskriver han immigrationens forskellige faser: Huguenotter, irere, jøder og muslimer. Scenen er Bethnal Green, et område i Tower Hamlets i det nordlige London. Tower Hamlets er i dag den del af London, der har flest indbyggere med muslimsk baggrund.

En gennemgående figur er kvinden bag bardisken, Ida, der modtager de forskellige immigranter i krostuen med samme barske munterhed og sloganet "fucking frogs". De øvrige gæster har  også replikker og vrisne kommentarer til immigranterne. En sort mand råber fra sin stol op om "rivers of blood", det kontroversielle citat af politikeren Enoch Powell. Ind imellem ser vi den overordnede ramme for stykket, skuespillerne optræder som asylansøgere, der under opsyn af regissøren Ginny og betjent Parker skal sætte en forestilling op. De spiller et væld af roller, mens Huguenot kirken først får Davidsstjerne og til sidst den muslimske halvmåne øverst.

Kunstnerisk er stykket ikke fuldstændig vellykket. Det forekom mig, at der især i første halvdel synges og trampes rundt på scenen mere end godt er. Ikke mindst i beskrivelsen af immigrationens tidlige faser, huguenotter og irere, mindede det mig en smule om de egnsspil, jeg som ung journalistpraktikant på Holbæk Amts Venstreblad med kultur som stofområde ind imellem var nødt til at se. 

Tegneserieimam og jihad i gaderne

Der er ingen tvivl om, at Bean har noget vigtigt at sige, ikke mindst om den nuværende immigrations skyggesider. Ind imellem forekommer forestillingen noget bastant, uden at jeg ville kalde den propagandistisk. Og man tilgiver Bean meget, når han for eksempel vover at lade en gigantisk tegneserieimam tone frem bag bygninger, fremstillet af papkulisser. Imamen med de søvnige øjne har barske sager at sige om kvindens rolle i islam.

Terrrorangrebet på USA den 11. september er også med i forestillingen, et tegnet stort og gråt og ildevarslende fly bevæger sig hen over teatrets himmel.

Bean kommer også ind på kærlighed og ægteskab mellem religioner. Og på racismen i sin grusomste form, da en tilhænger af British National Party dræber en muslim. Mord og overgreb på immigranter er vitterligt en del af Storbritanniens nyere historie. Men i dag er det faktisk historie. I stedet har landet fået et andet problem, et stigende antal unge muslimer, der vender samfundet og demokratiet ryggen. De udgør en trussel mod retsstaten, hvadenten de planlægger terrorangreb eller foretrækker en mere soft jihad, der går ud på at få shariaen indført uden den mest explicitte form for vold.

Bean går i kødet på denne problematik og det er al ære værd. I en scene optræder for eksempel to unge kvinder, Labiba i hijab og Rayhana i niqab. Kvinderne deler sammen med den unge mand Naz løbesedler ud i East End om sharialovgivningen. Labiba rapper, at "We´re celebrating the Shaheed (martyrer, red.) today, the ones wot blew you away, Mohammed Attar, who is now a martyr, and the glorius 19, the mujahideen, living clean in the Deen" (islam som altomfattende lære, red. ). En far forsøger forfærdet at stoppe deres lovprisning af Osama bin Laden og vender sig også mod, at kvinderne er dækket til.

I en anden scene diskuteres det problematiske i, at biblioteker i Tower Hamlets området ligger inde med 11 eksemplarer af Sayyd Qutbs antivestlige og fundamentalistiske bog Milestones. Et eksempel taget direkte ud af den britiske virkelighed. Tænketanksdirektøren Douglas Murray, der gæster Sappho i juni, udarbejdede den rapport, hvorfra oplysningen stammer.

Er stykket en enlig svale i den kontroversielle politiske genre? Nej, sidste efterår så jeg for eksempel på Royal Court Jerwood Theatre Downstairs i Chelsea den amerikanske dramatiker Christopher Shinns fremragende forestilling Now or later. En forestilling om ytringsfrihed, der tager udgangspunkt i det amerikanske præsidentvalg. Det er kommet frem, at sønnen af Demokraternes præsidentkandidat har klædt sig ud som profeten Muhammed og har optrådt i en seksuel situation med en mandlig medstuderende på college. En video lækker på YouTube, helvede er løs, konflikten tager en global form og ja, hvad gør man i sådan en situation? Undskylder man? Og hvad var baggrunden for denne happening?

Så mangler vi bare, at den danske teaterscene tager fat på disse emner. Mon ikke der går nogle år endnu.

England People very nice. Olivier Theatre, London. Iscenesættelse: Nicholas Hytner. Manuskript: Richard Bean. Sidste spilledag er 9. august. Mere om forestillingen og billetter her