Det er absurd at anklage mig for at synke ned på venstrefløjsniveau, siger Bruce Bawer, forfatter til "De nye Quislinger". Læs interviewet med ham, hvor han skyder med skarpt mod den norske venstrefløj, lufter sin sympati for Fjordman og konstaterer, at situationen i Norge er endnu værre end han beskriver i bogen.Alt for mange udenfor Norge har fået det indtryk, at nordmændene er rykket sammen efter tragedien 22. juli sidste år. At der er opstået en national forbrødring, og at alle stridigheder er lagt i graven.
De har ikke hørt om de ledende norske forfattere, intellektuelle og andre, der har råbt på begrænsninger i ytringsfriheden. De har heller ikke hørt, at mange islamkritikere - særligt dem, der er afhængige af statsstøtte - nu er bange for at sige, hvad de mener.
Men det er en vigtig del af historien, og det bør den store internationale offentlighed, der har fulgt Norge efter tragedien, kende til.
Det mener Bruce Bawer, der netop har udgivet en bog om emnet:
”Forløbet efter Utøya er en dramatisk historie, der viser, hvor skrøbelig vores frihedsrettigheder er. Det er en historie, der må og skal fortælles,” siger han til Sappho.
De nye Quislinger
Bawer, der er amerikaner med bopæl i Oslo, har kaldt sin bog ”De nye Quislinger - Hvordan den internationale venstrefløj brugte Oslo-massakren til at kvæle debatten om islam.”
Med en så kontroversiel titel er der ifølge flere anmeldere kun to måder, bogen kan blive modtaget på. Enten vil den skabe en voldsom debat – eller så vil den blive tiet ihjel.
Sprængstof er der i hvert fald nok af. Det er trods alt ikke hver dag, at nogen i Norge sammenligner – ikke bare Norges men hele den internationale venstrefløj - med Vidkun Quisling – den norske nazist, der regerede landet under den tyske besættelse.
I sin bog skriver Bawer, at venstrefløjens nye Quislinger deler den gamle Quislings tro på en stærk stat og en respekt for propagandaens kraft – foruden villigheden til at dæmonisere jøder.
Han ser klare tegn på, at mange på venstrefløjen er villige til at knuse enhver, der står i vejen for deres ideologiske mål. Og langt hen ad vejen er det lykkedes for dem, siger Bawer.
Resultatet er blandt andet, at man i dag er i stand til at give Yassir Arafat en fredspris og omfavne Hamas som en ven og partner.
Ja til heksejagt
Men er det ikke at drage sammenligningen lidt for vidt?
Sappho har bedt Bruce Bawer uddybe sine argumenter.
Er der ikke afgørende forskelle på Quisling – og den nuværende venstrefløj? Quisling var vel ikke tilhænger af demokratiet – i modsætning til dem, du kalder ”de nye Quislinger”. De nye Quislinger støtter heller ikke et system, der systematisk tilintetgør jøder. Risikerer din dramatiske sammenligning ikke at komme til at stå i vejen for en berettiget kritik?
”De mennesker, jeg skriver om, er næppe tilhængere af demokratiet. De insisterer derimod på, at ytringsfriheden må begrænses. Runar Døving (norsk professor og socialantropolog, red) siger direkte, at han støtter en heksejagt på islamkritikere. Når det er sagt, så er det rigtigt, at de ikke er eksakte kopier af Quisling. Lighederne er dog meget større end mange ved, og det er vigtigt, at folk forstår det.”
”Dertil kommer, at min bog ikke er en akademisk afhandling, men en pamflet i tradition med Zola og Thomas Paine. Forlaget, som bogen er udkommet på hedder Broadside Books, og navnet skal i en skandinavisk kontekst forstås som ”bredside” eller ”flyveblad.”
Absurd kritik
Helle Merete Brix fra HRS kalder din bog ”Et morderisk opgør med den norske venstrefløj”. Hun mener, at du med din sammenligning forfalder til det niveau, en række af dine kritikere befinder sig på. Hvad er din kommentar til det?
”Som jeg beskriver i bogen, så har kritikerne fordrejet vores synspunkter og efterfølgende stemplet os som racister og lignende. Siden 22. juli har mange af dem argumenteret for, at vi skal ties ihjel – eller straffes. Desuden mener de, at ytringsfriheden skal begrænses. Derfor mener jeg, at det er absurd at sige, at jeg er sunket til deres niveau.”
”Jeg går ind for ytringsfrihed – til og med deres ytringsfrihed. Jeg har citeret dem helt ærligt, og når jeg siger, at de er Quislinger, så er det baseret på en grundig sammenligning af deres og Quislings meninger.”
”Det er efter min mening latterligt, at man ikke må tale om Quisling i en gennemgang af moderne norsk historie. Hvis man vil forstå fortid og nutid, så er det nødvendigt at være opmærksom på de ideologiske forbindelser mellem dengang og nu.”
Folkefjender
Flere har nok spekuleret på, om du var ved at immigrere fra Norge, da de læste titlen på din bog. Du lægger dig ud med alt og alle og bliver en ny Dr. Stockmann (fra Ibsens ”En folkefiende”), der står ene mod den kompakte majoritet?
”Jeg har tænkt meget på Dr. Stockmann, og har siden 22. juli læst stykket to gange.”
”Faktisk overvejede jeg at kalde bogen for ”Enemies of the People”. Jeg er meget bevidst om, at jeg skriver ind i en norsk tradition – eller i hvert fald en moderne norsk tradition. Sådan er det for mig at være skribent i et frit land – hvis man tøver for meget med at sige, hvad man mener, så har man valgt det forkerte job.”
Er der mon nogen nordmænd eller medier, der bakker din analyse op?
”Det er et godt spørgsmål. Siden bogen udkom, er det blevet klart for mig, at situationen er endnu værre, end jeg troede. Folk, der i årevis er blevet brutalt angrebet af de nye Quislinger, har fået endnu flere tæsk efter 22. juli. De har nu bestemt sig for, at det er bedst at holde lav profil. Derimod har jeg fået støtte fra almindelige norske borgere i private meldinger.”
Bange for Stoltenberg
Er det efter din mening lykkes venstrefløjen at lukke islamdebatten i Norge?
”De har ikke lukket debatten fuldstændigt, men de har opnået at få mange kritikere af indvandrings- og integrationspolitikken til at tale mindre om islam og at formulere sig i politisk korrekte vendinger.”
”Der er visse kritikere, som siden 22. juli har gjort det klart, at de er bange for at fornærme Jens Stoltenberg og Arbeiderpartiet, fordi de er afhængige af statsstøtte. De hylder Stoltenberg og lægger afstand til andre islamkritikere for at vise, at ”vi ikke er som dem”.”
Sympati for Fjordman
Du både kritiserer og forsvarer bloggeren Fjordman, som Breivik citerer flittigt i sit manifest. Hvordan opfatter du hans rolle i forbindelse med Breivik?
”Som jeg skriver i bogen, så følte jeg på et tidspunkt – af forskellige grunde – at det var bedst ikke at have noget med Fjordman at gøre. Men da han blev dæmoniseret efter 22. juli og beskrevet som medskyldig i Breiviks gerninger, følte jeg bare stor sympati for ham.”
”Hos mange andre islamkritikere var instinktet at distancere sig til Fjordman, fordi de var bange for at blive sat i samme bås. Det var trist at være vidne til. Som Benjamin Franklin sagde til sine kolleger, da de signerede Den Amerikanske Uafhængighedserklæring: ”We must all hang together, or assuredly we shall all hang separately.”
Breivik i Danmark?
Tror du, vi i Danmark ville have oplevet samme Breivik-effekt, hvis Breivik havde været dansk?
”Jeg tror reaktionen havde været anderledes, men jeg kender ikke danske forhold godt nok til at kunne svare på spørgsmålet. Jeg betragter Norge som et land, hvor eliten holder af at pleje et image af mildhed og uskyldighed. Næsten som om landet er specielt immun overfor de synder, som plager andre nationer. Det selvbillede ødelagde Breivik.”
”I moderne tid har Danmark og Norge forholdt sig meget forskelligt til verdens ondskab. Tag for eksempel deres forskellige reaktioner på jødeforfølgelserne under krigen. Og tag Muhammed-krisen, hvor Danmark stod imod hele den muslimske verden for at forsvare ytringsfriheden.”
”I Norge var det bare den lille kristne avis, Magasinet, der trykte tegningerne. Redaktøren blev efterfølgende stærkt presset af medierne, staten og akademikerne til at give en undskyldning – noget, som han senere endte med at gøre.”
Ingen selvransagelse
Har du kunnet spore nogen form for selvransagelse blandt de politisk korrekte i Norge? Har nogen antydet, at denne katastrofe var forudsigelig – og at de politisk korrekte selv kunne tænkes at bære en del af ansvaret for tragedien?
”Ikke mig bekendt. Derimod har mange islamkritikere længe sagt, at der vil blive flere højreekstremister, og at deres magt vil vokse, hvis ikke den europæiske venstrefløj tager hånd om islam-problematikken og håndterer den på en ansvarlig måde.”
Se Sapphos anmeldelse af The New Quislings her
