Bruce Bawer har skrevet et flammende og uomgængeligt anklageskrift mod den norske venstrefløj og dens misbrug af Utøya. Svagheden er de historiske paralleller, han drager. Man må have kaos i sig for at føde en dansende stjerne, skrev Nietzsche i sin tid.
Man må have mod, ualmindeligt meget mod, i sig for at skrive en bog med titlen De nye Quislinger. Hvordan den internationale venstrefløj brugte Oslo-massakren til at kvæle debatten om islam.
Især, når man bor i Norge.
Det mod har amerikanskfødte Bruce Bawer, der i sin nye bog med flammende indignation går lige i kødet på den norske magtelite.
Det mod er der grund til at tage hatten af for. Især fordi Bawer ikke, som jeg ellers gik ud fra, sidder og skriver i USA på tryg afstand af det hele, men lige midt i Oslo.
Jeg tvivler på, at nogen anden havde turdet tage så offensivt til genmæle mod hetzen som Bawer gør her.
Før vi ser nærmere på hans ekstremt provokerende betegnelse ”de nye Quislinger” - ”det vil virke særdeles fornærmende på den norske elite. Det er præcis sådan, jeg ønsker den skal opfatte det - så lad os kaste et blik på hans beskrivelse af, hvad der faktisk gik for sig i Norge efter Utøya.
”Det er typisk norsk at være god”
Om ikke fra dag et, men så fra dag to, forsøgte den norske elite at kæde Breivik sammen med kristendommen og Israel.
Allerede 23. juli udnævnte en politiassistent i Oslo Breivik til en ”kristen terrorist” og denne myte om den kristne jihad på Utøya blev grebet med kyshånd af medierne, selv om der, som Bawer dokumenterer, ikke er fugls føde på den.
Og så gik jagten ellers ind på de postulerede ideologiske bagmænd: antijihadisterne, Eurabia-ideologerne og islamhaderne.
Bawer skildrer et Norge, der er helt domineret af en selvgod venstrefløjselite, der har varmet sig ved Gro Harlem Brundtlands ord: ”Det er typisk norsk at være god” - og har overladt ondskaben til især amerikanerne og israelerne.
Da massemorderen så viser sig at være nordmand, ved man derfor ikke, hvordan man skal forholde sig: Han er norsk, men ikke en af os, for vi er de gode.
Hvordan kommer man ud af den kattepine? Man går i gang med at opstøve de onde, så det uforklarlige kan forklares: At et så godt land kan fostre en så ond mand.
Spydigt bemærker amerikaneren, at de norske medier tørrer Breiviks forbrydelse af på det store udland: Han er inficeret af en udefrakommende ideologisk bacille, der er importeret af reaktionære populister og sammensværgelsesteoretikere – og jøder.
Kynisme forklædt som kærlighed
Så mens udlandet i eftersommeren kun havde opmærksomheden rettet mod blomsterne, lysene og den tilsyneladende syndebuksfri fælles sorg, gik der i virkeligheden en nådesløs blame game i gang i Norge.
Med Bawers egne ord: Verden har sjældent set en så kynisk hjerteløshed forklædt som kærlig omsorg for den sociale harmoni:
”Selv mens der i de norske medier blev holdt prædikener om universel kærlighed, harmoni og solidaritet, blev der givet besked om, at visse personer – nemlig alle dem, der havde vovet at kritisere islam – fra nu skulle udelukkes fra det nye gyldne kærlighedsfællesskab”.
Der var med andre ord tale om den allermest kvalmende form for hykleri.
Imamer blev omfavnet, kronprinsen og biskopper valfartede til moskeer; imamer blev ”uanset hvad de mente om tvangsægteskaber, omskæring af piger og henrettelse af homoseksuelle nu officielt anset for at være blevet vasket rene af blodet fra Utøya-ofrene”.
Mens imamer således blev inkluderet i fællesskabet, blev især Hege Storhaug, Hans Rustad (Document.no), Fjordman (Peter Jensen) og Bawer selv ekskluderet af samme fællesskab.
De var ”højreekstreme”, ”hadefulde” og medansvarlige. Fjordman er sågar blevet sammenlignet med al-Qaedas helt, Sayyid Qutb.
Sådan er det gået løs dag efter dag i mainstream-medierne.
I skildringen af den kærlighedscamouflerede hadefuldhed viser Bawer sine eminente evner som skarp og uforfærdet iagttager.
Her er drøje, velfortjente hug til bl.a. internationale koryfæer som journalisten Åsne Seierstad og forfatteren Jostein Gaarder og den selvgode moralist Kjell Magne Bondevik fra Kristeligt Folkeparti, som virker sjældent ulidelig på en (særlig norsk?), socialpietistisk måde.
Og så leverer Bawer det højst tiltrængte og velfortjente forsvar for Storhaug, Rustad og Fjordman.
Det, sammen med Bawers præcise gennemgang af Breiviks manifest, er bogens store styrke.
Nye og gamle Quislinger
Bawer bruger selv træffende betegnelsen ”heksejagt” om de post-Breiviske begivenheder. Alligevel vælger han at gå skridtet videre og udnævne heksejægerne til ”de nye Quislinger”.
Hvad mener han? Her er hans egne ord:
”Den oprindelige Quisling var en norsk officer, som bød de nazistiske besættere velkommen under Anden Verdenskrig og hvis navn efter krigen er blevet synonym med forræderi, kollaboration og appeasement.
De nye Quislinger byder på tilsvarende vis en generation af totalitære besættere velkommen - og forsøger at indsætte deres eget ideologisk-ortodokse regime og bruger samvittighedsløst ethvert til rådelighed stående redskab til at lukke munden på deres kritikere”.
Bawer er selvfølgelig ikke så primitiv at påstå, at venstrefløjen i dag er som Vidkun Quisling. Hans pointe er, at der er visse lighedspunkter:
Quisling fedtede for den nazistiske totalitarisme. Venstrefløjen i dag fedter for den islamiske totalitarisme.
Så selv om der er markante forskelle, repræsenterer venstrefløjen en ny politisk korrekt ideologi, der ligesom fascismen tror på en stærk stat og hader jøderne.
Bawer ser altså en rød tråd fra Natjonal Samlings anti-amerikanisme og antisemisme og til den nuværende venstrefløjs antiamerikanisme og Israel-had og påstår, at der er tale om overvintret ideologisk gods, der nu er genopstået i venstrefløjsgevandter.
Selv om Quisling faktisk var socialist ligeså meget som han var nationalist og dertil en idealist, der lavede et omfattende humanitært arbejde og hjalp nødlidende i andre lande (endnu en parallel til den moderne venstrefløj!) er analysen skæmmet af store svagheder.
For det første: Man bliver ikke fascist af at gå ind for en stor stat.
For det andet: Nazisternes jødehad var baseret på en racetænkning der definerede jøderne – uanset tro - som et genetisk fremmedlegeme, der forurenede den ariske race.
Nazisterne hadede altså jøderne, fordi de var anderledes. Vore dages venstrefløj hader Israel, fordi de er en del af os.
Nazisterne var xenofober. Venstrefløjen i dag er oikofober og hader derfor Israel og USA, den del af Vesten, der i modsætning til fredsnationen Norge insisterer på at forsvare sig.
Det er det, venstrefløjen ikke kan tilgive dem.
Det virker heller ikke overbevisende, når Bawer antyder, at der skulle gå en mere eller mindre direkte lige linje fra Quisling-tilhængerne og frem til den nuværende norske elite.
Han overser det voldsomme brud, som kulturrevolutionen i 1968 medførte – og som sandsynligvis ændrede det norske arbejderparti ligeså meget som det ændrede det danske Socialdemokrati.
Pludselig blev sund fornuft, forsvarsvilje og fædrelandskærlighed kasseret og erstattet af pacifisme, marxisme og forkærlighed for fjerne totalitære regimer - det, der har præget venstrefløjen siden.
For hårdt optrukken sammenligning
Flere steder afslører Bawer i det hele taget et noget overfladisk kendskab til norsk historie og kultur – jeg hæftede mig ved, at han beskriver nordmændenes ”indre lutheraner” som en selvretfærdig moralist.
Han overser, at Martin Luther om nogen var selvretfærdighedens og gerningsretfærdighedens store revser.
Man får i det hele taget en mistanke om, at New Yorkeren i Oslo ikke til bunds kender det andet Norge. Modkulturens og traditionens Norge.
Havde han sat sig mere ind i det, havde det styrket hans bog, og måske reddet ham fra den alt for hårdt optrukne Quisling-sammenligning.
Jo, venstrefløjen har gjort sig skyldig i en modbydelig heksejagt. Jo, de svigter deres land. Men nye Quislinger? Nej, den holder ikke.
Men den, der er meget modig, skal meget tilgives.
Hvem andre end Bawer turde f.eks. fyre denne salut af:
”De nye Quislinger har ventet i årevis på en mulighed for at ødelægge deres fjende – og nu har de fundet den. De har været brutale i deres forsøg på lukke munden på dem, der fortæller sandheden, og derfor vil jeg være brutal og direkte: Praktisk taget er Breivik det bedste, der er sket for dem.”
Nu kan de endelig stigmatisere deres modstandere uden at skulle argumentere og dokumentere deres påstande.
Her springer Bawer ud som en anden Ibsensk Dr. Stockmann: Som den modige ener, der tør tale den kompakte majoritet midt i mod.
Man må håbe han står stærkt, selv om han står ene.
Hans bog er vred og vigtig og fortjener, trods sine svagheder, at blive læst, diskuteret og modsagt - med solide argumenter, tak.
Bruce Bawer, The New Quislings: How the International Left Used the Oslo Massacre to Silence Debate About Islam, Broadside Books (Kindle-udgave). $5.74 Bestil bogen her.
Læs interview med Bawer i Sappho senere på ugen.
