Der går en vandrehistorie – jeg ved ikke om den er sand – om et indpiskermøde i den socialdemokratiske folketingsgruppe da partiet havde fået regeringsmagten efter folketingsvalget i 2019. Her skulle Mette Frederiksen efter historien angiveligt have sagt: ”Alle tager et skridt til højre – undtagen Rasmus Stoklund, der tager et skridt til venstre”.
Det er som sagt en vandrehistorie, men den rummer ikke desto mindre den sandhed, at der i Socialdemokratiet er røster, der på værdi- og udlændingepolitikken er langt mere klartskuende og nøgterne end der er dækning for i det socialdemokratiske partiprogram. Og i dette undersegment er Rasmus Stoklund den, der mest eksplicit sætter navn på og vedstår det socialdemokratiske synderegister, der i mere end 50 år har skiftevis tilladt og direkte promoveret muslimsk indvandring til Danmark.
Senest den 15. november i JP, hvor han under overskriften: ”Krarup havde ret: danskerne blev aldrig spurgt” lægger sig ned og ruller rundt i respekt og anerkendelse af Søren Krarups analyser og betydning for Danmark: ”Krarup forsøgte allerede i 1980´erne at råbe befolkning og politikere op, men alvoren gik først op for de fleste, da masseindvandringen havde skabt grundlæggende og uønskede forandringer af samfundet, fordi overrepræsentationen i de forkerte statistikker viste sig så massiv. Og længe efter at vi burde have erkendt alvoren, blev man ved med at udstede opholdstilladelser og forære folk statsborgerskab uden at sikre blot et minimum at balance mellem pligt og ret”
Og det er ganske interessant, at Stoklund ikke bare anerkender Søren Krarups betydning som den, der tidligst så konsekvenserne af udlændingeloven og advarede imod dem – han undsiger også den hændervridende selvfedme, der har defineret venstrefløjens ulidelige trang til spejle sig i egen godhed og som støt og sikkert har ført fædrelandet i fordærv. Faktisk skriver Stoklund, at Søren Krarups egen besindelse på det konservative grundsyn ”…sætter fingeren på et efter min mening ømt punkt hos de stemmer i den politiske debat, som ofte befinder sig på den værdipolitiske venstrefløj. Ofte taler de hellere abstrakt om håb, visioner og utopier, der giver dem en god følelse i maven og udløser ros fra andre verdensmænd, Men de svigter det, som Krarup følte var hans forpligtelse; nemlig at svare på ”det konkrete, det historisk givne, den arv og forpligtelse, der gælder mig som dette bestemte menneske i denne bestemte sammenhæng.””
Jeg forstår derfor heller ikke helt de (national)konservative røster, der som Marianne Wagner i JP 19/11 hælder Stoklunds canossagang ned ad brættet ved at spørge, hvad han egentlig vil med den og med sin deltagelse i dansk politik, når han samtidig stemmer for koranloven og en ny indfødsretslov, der vrimler med muslimer. Det ligner ganske vist et paradoks, men kun tilsyneladende, og hvad så, kunne man spørge? Er det ikke vigtigere, at endnu en socialdemokrat har set lyset? Er der grund til at antage andet, end at Rasmus Stoklund mener, hvad han siger og at hans reverens for Søren Krarup og hans betydning for Danmark er ægte? Er det ikke godt – og godt nok?
Vel er det sandt, at der gennem årene jævnligt er poppet en socialdemokrat op med blik for situationens alvor og vilje til at ændre den, men må jeg minde om, hvordan de blev behandlet: Karen Jespersen, Anne Marie Meldgaard, Vibeke Storm Rasmussen – for bare at nævne nogle stykker. Det nye er, at Rasmus Stoklund ikke udskammes, forfølges og udgrænses af sine partifæller for at sige den indlysende sandhed, hvilket er en glimrende målestok for, hvor meget der trods alt er sket i Socialdemokratiet siden Nyrup beskyldte DF for ikke at være stuerene.
Man sætter kikkerten for det blinde øje hvis man afviser alle, der ikke i tide – og helst samtidig med Søren Krarup – så faren ved den muslimske indvandring. Det er direkte tåbeligt, for Stoklunds indlæg kan meget vel afspejle en mere generel erkendelse af situationens alvor i dele af det politiske spektrum, som vi andre ellers har betragtet som fuldstændig fortabt.
Om det så er for lidt og for sent, nu hvor jihadister i tusindvis demonstrerer i gaderne og danske jøder ikke kan føle sig trygge i deres eget land, er et andet spørgsmål, men der skal altid være plads til en angrende synder.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
