"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

De gudløse gæster byen

29. maj 2010 - Artikel - af Helle Merete Brix

Helle Merete Brix

Trykkefrihedsselskabets medlemmer og Sapphos læsere tæller kristne, buddhister, ateister og mange andre. Men uanset religiøst ståsted, om man er ateist eller ej, kan en kommende konference i København i juni med titlen Gods & Politics, formentlig interesse en del af vore læsere.

Konferencen løber af stablen 18.-20. juni i Den Sorte Diamant i København. Arrangørerne er Dansk Ateistisk Selskab i samarbejde med Atheist Alliance International. Talerne kommer fra Europa og USA.

Ateistisk Selskab skriver på sin hjemmeside, at konferencen vil sætte spot på "de udfordringer sekulariseringsprocessen står overfor i Danmark såvel som i resten af verden. Der vil dog også være indlæg om biologi, fysik, filosofi, psykologi, sociologi, skepticisme og meget andet."

Taslima Nasrin

På selve konferencens hjemmeside finder man listen af talere. En af de mest berømte talere, som jeg selv skal høre, er lægen og forfatteren Taslima Nasrin. Hun er født og opvokset i Bangladesh, men har levet en omskiftelig tilværelse i eksil, både i Indien og Europa. I dag bor Nasrin i USA. Nasrin måtte i sin tid forlade Bangladesh, da fundamentalister krævede hende hængt for hendes kritik af koranen og islams kvindesyn.

Nasrin har udgivet en lang række bøger, herunder en fremragende bog om sin opvækst, der ikke mindst sætter spot på islams betydning for kvindernes ufrie liv. Man kan læse mere om Nasrin i mit essay om hende, publiceret sidste vinter på rights.no.

Roy Brown gæster Trykkefrihedsselskabet

En anden kendt taler er Roy Brown, der i 2006 modtog Trykkefrihedsprisen, sammen med den pakistansk-norske stand-up komiker Shabana Rehman. Brown, der oprindelig er uddannet ingeniør, var igennem en årrække formand for International Humanist and Ethical Union. Han har ydet en stor indsats som organisationens repræsentant i FNs Commission om Human Rights og efterfølgeren, Human Rights Council.

I forbindelse med Browns besøg i København, er det lykkedes os at få ham til at holde et foredrag i Trykkefrihedselskabet om OIC-landenes pres på ytringsfriheden. Det finder sted den 20. juni kl. 16 i Dansk Forfatterforening. Nærmere oplysning om denne begivenhed rundsendes i næste uge på Sapphos nyhedsbrev.

Irsk blasfemilov, Spinoza og stand-up

Fra Irland kommer forfatteren Michael Nugent, der har været en af frontkæmperne imod den nye, irske blasfemilov. Man kan med fordel læse hvad Morten Messerschmidt, medlem af Europaparlamentet for Dansk Folkeparti, skriver om loven i en artikel på Sappho.

Fra USA kommer forfatteren og filosoffen Rebecca Goldstein. Hun er amerikaner og voksede op i et ortodokst-jødisk hjem. Hun har udgivet både skønlitteratur og faglitteratur, herunder en anmelderrost bog om filosoffen Spinoza, som også Sappho skrev om for nylig.

Fra Storbritannien kommer en af landets kendteste filosoffer, AC Grayling. Han er en af støtterne bag organisationen One Law for All, der har til formål at forhindre, at sharialovenens diskriminerende bestemmelser vinder indpas i Storbritannien.

Også en stand up komiker er der blevet plads til: Det er Robin Inch, der ligeledes kommer fra Storbritannien. 

Lone Frank og Mikael Rothstein

Der er også danske talere på programmet. Herunder neurobiologen og journalisten Lone Frank, der er kendt og elsket - eller hadet - for sine artikler og indlæg i Weekendavisen. Samt religionshistorikeren Mikael Rothstein, der blandt andet er medforfatter til en bog om Muhammed-krisen: Bomben i turbanen: Profeten, provokationen, protesten, pressen og perspektivet. Bogen  udmærker sig ved ikke at indeholde nogen af de 12 tegninger, der blev trykt i Jyllands-Posten.

Man kan købe billet til de enkelte dage eller til hele konferencen. Læs mere om konferencen på dens hjemmeside

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg