I den forgangne uge blev Retten i Lyngby ramme om en aldrig tidligere set privat straffesag, da transkvinden Nadia Jacobsen stævnede psykoterapeuten og debattøren Lotte Ingerslev med et erstatningskrav på 100.000 kr.
Sagens kerne er anklagen om såkaldt "fejlkønning". Jacobsen mener sig krænket over, at Ingerslev har omtalt ham som mand – hvilket Jacobsen biologisk er. At dette overhovedet kan gøres til genstand for en stævning, siger alt om, hvor langt vi er kommet ned ad den sti, hvor følelser og identitet sættes over faktiske forhold. Lovparagraffer, der oprindeligt var tiltænkt reelle overgreb, bruges nu som våben mod kritikere. I den forstand er sagsanlægget mod Lotte Ingerslev udtryk for en juridisk strategi, der reelt fungerer som et forsøg på at lukke munden på dem, der ikke vil underlægge sig transaktivisternes ortodoksi.
Men anklagerne mod Lotte Ingerslev stopper ikke ved påstanden om fejlkønning. Nadia Jacobsen hævder også, at Ingerslev har offentliggjort private billeder og fotos. En lidt besynderlig påstand al den stund, at materialet allerede har ligget offentligt tilgængeligt på nettet – uploadet af Nadia Jacobsen selv.
Man merkt die Absicht und wird verstimmt: Nadia Jacobsen føjer sig med sit søgsmål til rækken af transaktivistiske aktører, der forsøger at omdefinere, hvad der tæller som "privat", alt efter hvem der omtaler eller viser det. For egne formål må materialet ligge frit, men hvis kritikere henviser til det som led i en debat om troværdighed og rolle i offentlige sammenhænge, så gøres det pludselig til en krænkelse. Det er en dobbeltstandard, der skriger til himlen.
Fejlkønningsanklagen og billedspørgsmålet dækker over en konflikt, som på en række parametre afspejler transaktivismens gennemslag og målrettede forsøg på at erobre definitionsretten på bekostning af pigers og kvinders tryghed og sikkerhed: Jacobsen har siddet i DBU’s arbejdsgruppe, der udformede anbefalinger for inklusion af transkønnede i breddeidrætten. Men konsekvensen af disse anbefalinger er, at piger og kvinders privatsfære og tryghed presses i baggrunden, for når transkvinder får adgang til omklædningsrum og kvindehold, er det altid på bekostning af kvindernes grænser. Og det er sagen i en nøddeskal: den evige omfordeling af rettigheder, hvor det store flertal af piger og kvinder må tilpasse sig en aggressiv minoritets krav.
Det har Lotte Ingerslev eksponeret, bl.a. på sin hjemmeside www.transkoen.dk ligesom hun har eksponeret Jacobsens dobbelte standarder og rejst legitim kritik af ham og det arbejde, der er blevet udført i DBU-regi, og det er i det lys, Jacobsens søgsmål skal ses: når man, som Jacobsen, hiver sine kritikere i retten, sender man samtidig et signal til alle andre: vi sagsøger dig, hvis du åbner munden.
At Jacobsen fremstiller sig som repræsentant for en særlig identitet, men samtidig indtager en offentlig rolle som normgiver for kvinders vilkår i idrætten, rejser en helt nødvendig diskussion om troværdighed og autoritet. Man kan ikke både kræve særhensyn i kraft af sin identitet og samtidig forlange at stå uden for kritik. Når man påtager sig en plads i en national organisation og udstikker retningslinjer, må man tåle, at offentligheden undersøger og vurderer ens baggrund og motiver.
Det er præcis her, den nuværende konflikt står: mellem knæfald for aktivistiske krav om absolut immunitet – og den demokratiske nødvendighed af at kunne stille spørgsmål.
Retssagen er derfor ikke kun Jacobsen mod Ingerslev. Den er et opgør mellem to syn på samfundet. Enten bøjer vi os for et identitetspolitisk krav om tavshed, eller også insisterer vi på ytringsfriheden.
