Da en 17-årig islamist den 27. juli sidste år knivdræbte tre små piger til et dansearrangement i Southport, England, skrev den 41-årige dagplejemor, Lucy Connolly i raseri og afmagt på X: ”Massedeportation nu: brænd alle hotellerne [der huser illegale migranter] ned – jeg er kold. Hvis det gør mig til racist, er det bare ærgerligt”.
Tweetet – som hun slettede samme dag – indbragte hende i oktober 15 måneders fængsel for “hadefuld tale” og “opvigleri” – en, skulle man tro, helt uhørt straf for en ytring i et vestligt demokrati, men Lucy Connollys sag er langt fra enestående: England har de senere år udviklet sig i stadigt mere autoritær retning med politiovervågning af befolkningens ytringer på sociale medier og retsforfølgning af dem, der udtrykker kritik af konsekvenserne af befolkningsudskiftningen i landet. Lucy Connolly adskilte sig imidlertid ved at være middelklasse, kvinde, småbørnsmor – og gift med et tidligere konservativt parlamentsmedlem, så hendes sag gik viralt.
Forleden blev hun så løsladt efter af have afsonet 377 dage, ca. 40%, af sin straf og sagen står i dag som et symbol på, hvordan kritik af staten kan føre til straf i Storbritannien.
Men dermed er det sidste punktum ikke sat, for Trump-administrationen er nu gået ind i sagen. At en amerikansk regering åbent blander sig i en britisk retssag, ville for få år siden have været utænkeligt og uhørt – men i dag giver det desværre god mening. Storbritannien har i århundreder været demokratiets vugge – hjemstedet for Magna Carta, for parlamentets udvikling og for de frihedsrettigheder, der har udgjort fundamentet for demokratiudviklingen i resten af Vesten. I dag er billedet vendt. Lucy Connollys frustrerede tweet, myndighedernes håndtering og Keir Starmers utilslørede vilje til at undertrykke protester fra det han kalder ”right wing thugs” - har skabt en situation, hvor USA – under Trump-administrationen – nu officielt overvåger situationen i England med Connollys sag som udgangspunkt (The Sun, The Times, The Independent).
En talsmand for Trump-administrationen udtalte i sidste uge: “Vi betragter sagen om Lucy Connolly som mere end et internt britisk anliggende. Når en borger i et demokratisk land fængsles for at udtrykke en politisk mening, rejser det spørgsmål om retssikkerhed, som rækker ud over nationale grænser.”
Denne udtalelse rammer kernen i det paradoks, vi står over for: at Storbritannien – som engang var den klareste stemme for ytringsfrihed og parlamentarisk demokrati – nu bliver nødt til at have et amerikansk søgelys rettet mod sig. Det er i sig selv en skandale, at en nær allieret i NATO og den vestlige verden ikke længere kan håndtere ytringsfrihed på en måde, der overbeviser sine egne borgere – og derfor må kritiseres af sin vigtigste partner.
Lucy Connollys sag står som sagt ikke alene. Vi behøver blot at se på Tommy Robinson, der gennem flere år er blevet forfulgt af de britiske domstole for sine udtalelser om islamisering og befolkningsudskiftning. Uanset om man er enig i hans synspunkter eller ej, er pointen den samme: i Storbritannien er prisen for at kritisere staten og dens narrativ blevet fængsel eller retsforfølgelse. Når mønstret tegner sig på tværs af sager, bliver det svært at se Connolly som en isoleret dom. Hun er snarere blevet et symbol på et system, der ønsker at skræmme kritikere til tavshed.
At USA nu ser sig nødsaget til at handle, bør få alle alarmklokker til at ringe. For nok kan man kalde det usædvanligt, ja endda utidigt, at Washington blander sig i Londons indre anliggender – men når det sker, er det ikke et tegn på amerikansk overmod. Det er et tegn på britisk forfald.
For hvis England falder som demokrati, hvad siger det så om resten af Vesteuropa? Hvad siger det om vores fælles vestlige arv, hvis landet, der opfandt Magna Carta og satte standarden for moderne frihedsrettigheder, nu er ved at glide væk fra sin egen tradition? Det er ikke kun et britisk problem. Det er et advarselssignal til os alle.
Som den amerikanske kommentator Daniel McCarthy formulerede det i The National Interest: “Når USA er nødt til at minde Storbritannien om frihedsrettigheder, ved vi, at verden er vendt på hovedet. Hvis vi mister England som fyrtårn for frihed, mister vi noget af fundamentet for hele den vestlige civilisation.”
Artiklen har været bragt i Kontrast
