Bestemmelsen er gennem tiden kun undergået få forandringer. Således blev straffekriterierne i 2004 blødt op (Lov 2004-03-31 nr. 218 om ændring af straffeloven og retsplejeloven), ligesom påtalebestemmelserne blev ændret tilbage i 1992 (Lov 1992-05-20 nr. 385 om ændring af retsplejeloven, straffeloven, færdselsloven og udlændingeloven). Selve indholdet – det materielle – kan i sin nuværende form spores helt tilbage til 1930´erne (L 1930-04-15 nr. 126 Straffeloven).
At bestemmelsen i denne lange periode kun har været anvendt én gang (U 1938 419 om spottende udtalelser mod jøderne og deres troslærdomme), må naturligt føre til, at der stilles spørgsmål om dens berettigelse. En del af forklaringen på den begrænsede sagspraksis skal dog findes i, at straffeloven også indeholder den omdiskuterede § 266b, som ikke bare omhandler spot eller hån med religioner, men med en bred palet af karakteristika (§ 266b taler om "race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering).
Bestemmelsens nuværende formulering baserer sig på ændringerne tilbage fra 1970'erne, hvor Folketinget søgte ratifikation af FNs konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination. Som en naturlig konsekvens af § 266b´s meget brede forhånelsesramme, kan det således ikke undre, at den praktiske betydning af § 140 – ud fra en ”mindre i det mere”-betragtning – er svundet noget.
At blasfemibestemmelsens eksistens og berettigelse er omdiskuteret, ses af, at der gennem de seneste år har været gjort flere forsøg på at få bestemmelsen afskaffet. Den reelle betydning heraf vil dog næppe være stor, alt imens § 266b´s forbud mod forhånelse af andres tro fortsat vil være den reelle begrænsning i den danske religionskritik, medens en afskaffelse af den de facto allerede døde § 140 selvsagt ikke vil have den store betydning.
Nyt forbud mod religionskritik
Når blasfemispørgsmålet alligevel er interessant, skyldes det, at det stigende pres fra særligt muslimske kredse, som i Irland har haft succes med at genoplive forbudet mod religionskritik. Den nye bestemmelse er en del af den nye regulering af ærekrænkelser, og bestemmelsen – sektion 36 – lyder i sin helhed som følger:
“(1) A person who publishes or utters blasphemous matter shall be guilty of an offence and shall be liable upon conviction on indictment to a fine not exceeding €25,000.
(2) For the purposes of this section, a person publishes or utters blasphemous matter if—
(a) he or she publishes or utters matter that is grossly abusive or insulting in relation to matters held sacred by any religion, thereby causing outrage among a substantial number of the adherents of that religion, and
(b) he or she intends, by the publication or utterance of the matter concerned, to cause such outrage.
(3) It shall be a defence to proceedings for an offence under this section for the defendant to prove that a reasonable person would find genuine literary, artistic, political, scientific, or academic value in the matter to which the offence relates.
(4) In this section “ religion ” does not include an organisation or cult—
(a) the principal object of which is the making of profit, or
(b) that employs oppressive psychological manipulation—
(i) of its followers, or
(ii) for the purpose of gaining new followers”.
I forsvaret for bestemmelsens begrænsning af ytringsfriheden har lovens tilhængere argumenteret for, at stk. tre og fire vil værne om den videnskabelige, religionskritiske eller politiske debat. Og naturligvis letter det situationen, at det kan bruges som forsvar mod retsforfølgning, hvis det bevises, ”at en fornuftig person ville finde ægte litterært, kunstnerisk, politisk, videnskabelig eller akademiske værdi i sagen, som lovovertrædelsen vedrører”. Problemet er imidlertid ordene ” prove that a reasonable person”, som i hvert fald rejser tre spørgsmål for den tiltalte. 1) Hvor meget skal der til for at noget er bevist? 2) Hvor går grænsen mellem det reasonable og un-reasonable? Og 3) Tør man løbe disse risici, inden man retter sin kritik? Er man så sikker i sin sag, at man tør løbe risikoen for en retssag? Eller tier man af frygt hellere stille?
Fred med de totalitære
Til bestemmelsens forsvar kan det siges, at vi i andre vestlige lande – herunder i Danmark, jf. ovenfor – kan finde langt mere vidtgående begrænsninger i religionskritikken. Vores blasfemibestemmelse indeholder ingen regler som de citerede stk. tre og fire. Men den nye irske lov mod ærekrænkelser adskiller sig ved netop at være ny. Når de irske lovgivere vælger som noget nyt at indføje disse bestemmelser i straffeloven, baserer det sig på en handling, et ønske om noget nyt – i modsætning til, hvad man kan indvende i forhold til den danske blasfemibestemmelse, der af de fleste betragtes som forældet og reelt virkningsløs.
Irland har derfor med den nye bestemmelse måske købt sig fred fra muslimske aggressorer, som med tilfredshed kan konstatere, at det nu er kritikeren af islams totalitære regimente, der skal bevise, at kritikken har ægte litterær, kunstnerisk, politisk, videnskabelig eller akademisk værdi, hvorimod de, der ikke kan tåle kritikkens offentliggørelse, blot skal bevise, at de fremsatte ord ”udtrykker synspunkter, som er groft nedværdigende eller fornærmende i forhold til sager holdt hellig af en religion, og derved forvolder harme blandt et betydeligt antal af religionens tilhængere”, ligesom det må bevises, at den tiltalte har til hensigt ved offentliggørelsen at forvolde harme. Jeg ved godt, hvilken part der her får den letteste sag at føre. Og det er ikke den part, jeg har lyst til at repræsentere.
Den irske lov får mig til at tænke på en stor brite, hvis tanker i vort århundredes opgør med den islamiske totalitarisme forhåbentligt vil blive en ligeså stor inspiration for frie ånder, som de var i forrige århundredes opgør med de socialistiske terrorstater i Tyskland og Sovjetunionen. I en tale fra oktober 1938 citerede Churchill Alexander den Store for at beskylde ”de asiatiske folkeslag for at være slaver, fordi de aldrig havde lært at udtale ordet 'nej'.” Den fremtid vil også ramme de europæiske folkeslag, hvis ikke vi formår at sige klart nej over for ethvert forsøg på islamisk pression. Og her er det ikke godt nok, at irerne dvæler, nøler og nøjes med et ”måske”. Over for det frie ords modstandere kan der kun være et svar: nej. Nej, nej og nej! Uanset hvor mange gange, i hvor mange former og på hvor mange måder terroren og det intolerante møder os, så er der kun dette svar. Og der er intet alternativ. Hellere slet ikke være, end være ufri.
