YouGov offentliggjorde for nylig en måling, som desværre nok er gået hen over hovedet på de fleste briter. Den spørger, hvad folk forbinder det engelske flag – St. George’s Cross – med, og svarene er bemærkelsesværdige. Over halvdelen af voksne med etnisk minoritetsbaggrund – 52 procent – mener, at flaget i dag er blevet et racistisk symbol, mens 36 procent af hvide briter siger det samme. Kun et mindretal i begge grupper mener det modsatte. Og da YouGov fulgte op ved at spørge, hvordan de massive flagopsætninger i sommer – en del af den folkelige kampagne Raise the Colours – blev opfattet, mente mange, både briter og indvandrere, at synet primært signalerede noget anti-migrantisk eller anti-minoritet snarere end sund national stolthed.
En måling med en indbygget fortolkning
Samtidig viser målingen, at det britiske flag, Union Jack, ikke vækker samme reaktion: her mener et stort flertal, at symbolet ikke er racistisk. Det gør YouGovs valg af fokus på netop St. George’s Cross endnu mere afslørende. For i samme øjeblik de offentliggjorde tallene, valgte de en overskrift, der ikke blot informerede, men fortolkede: “England flag has become a racist symbol, say ethnic minority adults.” Det er en overskrift, der viser langt mere om YouGovs dagsorden end om befolkningens.
Når overskriften bliver et politisk budskab
Man kunne have præsenteret tallene langt mere neutralt. Man kunne have fremhævet, at Union Jack ikke opfattes som racistisk, eller at der er betydelige forskelle i opfattelse mellem grupper, eller at Raise the Colours har skabt debat og forskellige læsninger. I stedet valgte man den vinkel, der mest effektivt understøtter regeringens insisteren på, at brugen af St. George’s Cross – og dermed Raise the Colours – er tæt forbundet med racisme og højreekstreme motiver. Det er ikke redaktionel tilfældighed; det er politisk framing.
Fra nationalt symbol til moralsk mistanke
Og det virker efter hensigten. For når en institution som YouGov sætter overskriften “det engelske flag er racistisk”, bliver flaget moralsk kontamineret. Det går fra at være et nationalt symbol til at være en mistænkelig markør, og derfra er der kort vej til det næste trin: dem, der bruger flaget, må også være motiveret af racisme. På den måde kan regeringen insistere på, at Raise the Colours og Unite the Kingdom ikke er folkelige bevægelser, men ekstreme, højredrejede udslag af had – uden nogensinde at skulle sige det direkte. YouGov har allerede plantet associationen. Resten går af sig selv.
En folkelig protest – ikke et ekstremistisk oprør
Det er en yderst effektiv måde at stække en protestbevægelse på. Ikke ved at forbyde den, men ved at gøre dens symbolik moralsk farlig. For de hundredtusinder af fuldstændig almindelige englændere, der hængte flaget ud af vinduet i sommer, gjorde det ikke for at signalere had. De gjorde det, fordi de oplever deres land glide dem af hænde. Mange reagerer på en masseindvandring, der forandrer landets sammensætning uden at nogen nogensinde har bedt befolkningen om mandat til det; på en islamisk dominans, der har grebet om sig helt ind i institutioner og magtposter; på en stadig mere aggressiv og censurerende woke-ideologi; på 12.000 årlige anholdelser for ytringer på sociale medier; på en økonomi i frit fald; og på en premierminister, der tilsyneladende har besluttet, at ingen af disse ting er egentlige problemer. Det er ikke ekstremisme. Det er desperation forklædt som patriotisme.
Og det er netop disse mennesker, YouGovs framing rammer. Man behøver ikke at stille sig op i parlamentet og kalde dem racister; det er tilstrækkeligt at lade et analyseinstitut gøre det med lidt statistisk fernis. Resultatet er det samme: en hel befolkningsgruppe bliver gjort moralsk suspekt for at udtrykke kærlighed til deres eget land.
Et land presset mod sin egen bristegrænse
Det mest alvorlige er dog ikke selve målingen, men den virkning den har. Den er ikke blot et spejl af den splittelse, der præger England i dag. Den forstærker den. Når staten – gennem sine medier og allierede – begynder at definere et nationalt symbol som racistisk, skaber man en identitetskonflikt, som ingen nation kan bære i længden. Man fortæller størstedelen af befolkningen, at deres patriotisme er forkert, og at deres kulturelle tilhørsforhold er moralsk problematisk. Sådan noget skaber ikke forsoning; det skaber vrede og modstand.
Derfor er det heller ikke tilfældigt, at der i disse måneder tales åbent om risikoen for borgerkrigslignende tilstande i England. Ikke fordi briterne ønsker det, men fordi de mærker, at afstanden mellem dem og deres egen regering bliver større for hver dag. Når staten begynder at frygte sin egen befolkning – og at stigmatisere den – er det ikke befolkningen, der står med problemet. Det er staten selv.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
