Der er noget dybt foruroligende ved det, der foregår i Storbritannien lige nu. Under dække af “databeskyttelse” bliver et vigtigt redskab til offentlig indsigt i retssystemet lukket ned og slettet. Samtidig vægrer regeringen sig ved at offentliggøre kriminalitetsdata, der kunne belyse migrationsstatus og baggrund i bestemte forbrydelsesmønstre.
Hver for sig kan beslutningerne forklares administrativt. Tilsammen ligner de noget andet: en stat, der gør det vanskeligere for borgerne at se virkeligheden i øjnene.
Courtsdesk slettes – og staten forklarer sig med “hensyn”
Justitsministeriet har beordret, at en omfattende database over retsinformation – Courtsdesk – skal slettes. Regeringens forklaring er, at virksomheden bag angiveligt har delt følsomme data med en tredjeparts AI-aktør og dermed brudt en aftale. Det lyder umiddelbart teknisk. Et spørgsmål om procedurer. Et spørgsmål om ansvar.
Men netop her bør alarmklokkerne ringe.
Hvorfor total sletning? Hvorfor ikke afgrænsning?
For hvorfor er løsningen total sletning? Hvorfor ikke en afgrænset oprydning, anonymisering, ny kontrakt eller skærpede tekniske krav? Hvorfor det mest drastiske indgreb: at fjerne et redskab, der har gjort systematisk dokumentation mulig?
I et demokrati er det ikke borgernes opgave at berolige sig selv, når staten slukker for adgangen til information. Det er statens opgave at forklare sig – præcist, åbent og efterprøvbart. Og det er vanskeligt ikke at bemærke, hvor elastisk “databeskyttelse” er blevet som begrundelse. Den kan strækkes langt. Den kan dække meget. Den kan bruges til at gøre det, der i praksis er en indskrænkning af offentlighedens indsigt, til et spørgsmål om hensyn.
Statistikken, der udebliver
Samtidig foregår en anden debat, som forstærker mistanken. Regeringen afviser at udarbejde og offentliggøre detaljeret kriminalitetsstatistik opdelt efter migrationsstatus og national baggrund. Man henviser til, at data enten ikke findes centralt, er dyre at udarbejde, eller at de kan misbruges. Men fraværet af data er ikke neutralt. Uvidenhed er ikke et tomrum. I et samfund, hvor kriminalitet, migration og kulturelle spændinger er brændpunkter, bliver fraværet af indsigt et rum, nogen styrer.
Grooming gangs og den politiske berøringsangst
Når staten uden problemer opgør kriminalitet efter alder, køn og geografi, men bliver vag og tilbageholdende på netop de områder, hvor offentlig debat er mest intens, er det uundgåeligt, at folk spørger: Hvem har interesse i, at offentligheden ser mindre?
Det er ikke mindst relevant i lyset af grooming gangs-skandalen – de systematiske overgreb og myndighedssvigt, som har hjemsøgt Storbritannien i årtier. Mange ønsker svar på, hvordan sådanne forbrydelser kunne få så fri en plads uden oprigtig offentlig indsigt. Og når myndighederne samtidig gør det vanskeligere at efterprøve mønstre i retssystemet, bliver mistanken ikke mindre.
Journalister som gatekeepere for offentligheden
Og så er der et endnu dybere problem, som Courtsdesk-sagen blotlægger: Hvem er det egentlig, der har adgang til retssystemets virkelighed?
I Storbritannien forsvares begrænsninger ofte med henvisning til, at akkrediterede journalister repræsenterer offentlighedens øjne og ører. At pressen er den kanal, hvorigennem borgerne får indsigt i retssager, og at dette i sig selv udgør “open justice”.
Men det er en farlig idé.
For hvorfor skal borgernes adgang til retsinformation gå gennem en professionel klasse af gatekeepere? Hvorfor skal offentlighedens mulighed for at efterprøve virkeligheden afhænge af, hvad journalister – som alt for ofte udgør et politisk ensartet miljø – vælger at dække, og hvad staten vælger at give dem adgang til?
Det er ikke et angreb på venstreorienterede som sådan. Det ville være lige så betænkeligt, hvis pressen var ensartet konservativ. Problemet er mekanismen: at borgernes indsigt i samfundets mest følsomme spørgsmål filtreres gennem en stand, der i udgangspunktet ikke repræsenterer politisk bredde, men snarere konsensus.
Det er ikke gennemsigtighed. Det er filtreret transparens. Og filtreret transparens betyder i praksis, at magten ikke blot kontrollerer informationen, men også kontrollerer infrastrukturen for, hvem der overhovedet kan se den.
Når et redskab som Courtsdesk fjernes, er det ikke kun et teknisk spørgsmål om datahåndtering. Det er et spørgsmål om, hvorvidt offentligheden overhovedet skal kunne følge mønstre i kriminalitet og retssager uden at være afhængig af godkendte mellemled.
Non-crime hate incidents og den administrative kontrol med tale
Man bør desuden se denne sag i sammenhæng med et bredere britisk mønster, hvor staten i stigende grad griber ind over for borgernes ord. Politiets registrering af såkaldte non-crime hate incidents – hændelser, der noteres som “had”, selv om der ikke er begået nogen forbrydelse – har allerede vist, hvor langt myndighederne er villige til at gå i retning af administrativ kontrol med tale.
Og hvert år efterforskes og anholdes tusindvis af mennesker under brede bestemmelser om “offensive communications” og “malicious communications”. Det er ikke kun et tal. Det er et symptom: Grænsen mellem ytring og strafbarhed er blevet diffus.
Frihed kræver adgang – ikke mellemled
Det er netop denne form for blød magtudøvelse, der underminerer friheden: ikke ved at gøre sandheden ulovlig, men ved at gøre den risikabel at sige – og vanskelig at dokumentere.
Demokratiet kræver ikke bare ytringsfrihed. Det kræver offentlighed. Det kræver, at borgerne kan se, hvad der foregår, uden at skulle gå gennem godkendte mellemled.
Artiklen har været bragt i Kontrast
