Citater 2014

Frygten for radikale islamister præger ifølge undersøgelsen et stort antal mennesker i Tyskland. 73 procent af tyskerne sagde, at de er bekymrede over, at radikal islam vokser i indflydelse. Særlig udbredt (78 procent) er denne holdning hos personer over 55 år. Men selv blandt 18- til 24-årige, svarede 66 procent “Ja, jeg er bekymret".

Jeg er udmærket klar over, at vi har både ytringsfrihed og forsamlingsfrihed. Jeg er varm tilhænger af vores frihedsrettigheder. Men frihedsrettigheder er altså ikke ensbetydende med, at man har ret til at leje eller låne en hal eller et kulturhus. Skatteyderbetalte kommunale tilbud skal bruges af organisationer og foreninger, der vil demokratiet det bedste. Det er derfor rimeligt at udelukke en organisation, som udviser foragt for demokratiet

Sårbare mennesker kommer i klemme i Tingbjerg, og problemerne bliver talt ihjel. Jeg var forberedt på, at jeg selv ville få problemer ved at tale åbent om forholdene, men det har alligevel været specielt at mærke, hvordan det er lettere at gå efter budbringeren end problemerne. Hvis politikerne udviste bare en lille del af samme interesse over for de kriminelle strukturer i Tingbjerg, kunne man nå langt.

Venstrefløjen har været alt for berøringsangst i sagen om Dan Park. Jeg havde gerne set hele venstrefløjen bakke op om ytringsfriheden i denne sag. Det er enestående, at en skandinavisk kunstner kommer i fængsel, og at hans værker bliver destrueret. Det burde være en mærkesag for venstre-fløjen

Jo mere officielt tolerante vi bliver, jo mere intolerante er vi nødt til at opføre os for at håndhæve tolerancen.

Vor tids politiske ukorrekte islamkritikere kan meget vel sammenlignes med datidens modstandsbevægelse, og den samarbejdspolitik, som Martin Lidegaard lægger op til, ville have gjort Erik Scavenius stolt.

Enhver, der udtrykker en holdning, der ikke er i fuldstændig overenstemmelse med Ligestillingskommissionen, vil blive rangeret på linje med islamiske ekstremister som Anjem Choudary, Islamisk Stat eller Boko Haram.

Det er jo mildt sagt et åndeligt korrumperet miljø, der hersker i dansk, venstreorienteret journalistik, når man dækker over hinanden og med al sandsynlighed end ikke finder nogen skam over det. Den er ikke til at spore hos Ellegaard. Kun nostalgisk glæde over al kitschen med revolution, terror, Che Guevara og krigsreportager. Fest og farver og revolution.

I Danmark kæmper folk så hårdt for deres ret til at vise billederne. Billeder, som nedgør mig og min familie - og en hel befolkningsgruppe. Jeg havde virkelig håbet, at vi var nået forbi det punkt i 2014. Men det er vi desværre ikke.

Jeg har ikke noget at fortryde. Jeg ville fortryde, hvis jeg var bange og ikke havde sagt min mening.

De grupper og organisationer, der normalt forsøger at befri systemkritikere, er hyklerisk passive i Dan Park-sagen. De mennesker, der normalt går forrest, når kritikken af menneskerettigheder skal uddeles til tredjeverdens lande, er larmende tavse i Dan Park-sagen. Pludselig kæmper man ikke for den kunstneriske frihed og ytringsfriheden, for Dan Park har fået ’racist-hatten’ på. Pludseligt er en systemkritiker ikke værd at redde, fordi han kritiserer hyklernes eget system.

Det har været ganske ukontroversielt. Dan Park har forbrudt sig mod racismeparagraffen, som tydeligt deklarerer, hvor hans billeder hører til. Og det gør jo det hele meget enklere, at al kunst falder under loven.

Men hvor er så Amnesty International? Forstår de, at tingene ikke altid er, som de ser ud til? Kan de læse Dan Parks kommentar i historiens sammenhæng? At den er en kritik af en relativistisk anti-racisme, der er blind for vold, når den begås af godkendte og kårede ofre? Nej. Amnesty International har bekendtgjort, at de er på hatespeech-lovenes og Tingsrettens side. Dan Park skal ikke forvente nogen hjælp. Tingene er, som de ser ud til.

Jeg synes, det er en god idé at indskrænke ytringsfriheden.

Obama øger sine forgængeres fejl og går endnu videre: Clinton og Bush beskrev blot visse handlinger (behandling af kvinder og børn, voldshandlinger mod uskyldige) som u-islamiske, men Obama vover at erklære en hel organisation for "ikke islamisk." Det eneste positive ved denne idioti? I det mindste er det bedre end formuleringen fra Council on American-Islamic Relations (kendt som CAIR), som er fræk nok til at kalde ISIS for "anti-islamisk." Men når alt kommer til alt, så kan hverken amerikanske præsidenter eller islamist-apologeter narre befolkningen. Enhver med øjne og ører indser, at ISIS, ligesom Taliban og Al-Qaeda før den, er 100 procent islamisk. Og de fleste vesterlændinge har, som detaljerede meningsmålinger i Europa indikerer, faktisk både øjne og ører. Med tiden stoler de i stigende grad på deres sunde fornuft og vil konkludere, at ISIS helt bestemt er dybt islamisk. 

Sverige er i en slags forfald. Da Lars Hedegaards bog om islam skulle præsenteres i sin svenske udgave, måtte man gøre det i Danmark. Kunstnere som Lars Vilks og Dan Park må have bevogtning døgnet rundt - og Dan Park har altid et ekstra par briller på sig, fordi han flere gange er blevet overfaldet. Jeg har selv fået en overfaldsalarm, efter jeg har vist en udstilling med værker af Dan Park. Nogle har lagt syv sten i min postkasse, hvilket betyder forbandelse ifølge islam, og man har kastet sten gennem mine vinduer. Hvorfor bruger folk tid på at ødelægge mit liv? Jeg udstiller Dan Parks billeder, som intet andet galleri i Sverige har turdet vise. Det samme gælder for Lars Vilks. Jeg planlagde sidste år en udstilling med hans kunst, men intet galleri i Stockholm turde vise det, så jeg måtte leje et lokale i tre uger. Mit mål er et åbent galleri for alle mulige slags kunstnere, og jeg troede, vi kunne stole på, at vi har ytringsfrihed og kunstnerisk frihed, men det kan vi åbenbart ikke

Et udsagn bliver ikke legalt, alene fordi man kalder det kunst. Man er nødt til også at vurdere værkets kunstneriske kvalitet, om end det kan være vanskeligt. I dette tilfælde burde de fleste dog forstå, at Dan Parks ’værk’ ikke er stor kunst. Som racistisk udsagn bliver det en del af straffeloven, ligesom det ville gøre herhjemme. Sverige er en retsstat præcis som Danmark. 

Den kunstneriske frihed er under massivt angreb i Sverige. Men de danske politikere er tavse. Det var de ikke, da det handlede om fængslingen af den systemkritiske kinesiske kunstner Ai Weiwei eller pussy Roit i Rusland. Hvorfor?

Til sammenligning slap den kinesiske kunstner Ai Weiwei med blot 81 dage i detentionen. Kan det virkelig passe, at vi er begyndt at konkurrere med kineserne om at bure uønskede kunstnere inde?

Efter at jeg kritiserede Hamas og påpegede hykleriet, brød helvede nærmest løs fra palæstinensisk side i Danmark. Jeg blev anklaget for at være zionist, hvilket i en Hamas-tilhængers optik er lig med højforræderi. Det er i Hamas-fans begrebsverden næsten lige så slemt som at lave en Muhammed-tegning. Palæstinensere, som bliver anklaget for at samarbejde med zionister, bliver trukket ihjel bag motorcykler igennem Gaza. Jeg er blevet truet, kaldt søn af en hund, lort og ting, der er langt værre.

Men demonstreres der nu bedst ved i morgen at gå i flok og med kalot gennem akkurat Nørrebro? Hvordan vil dette blive opfattet? Den første regel i enhver form for konfliktløsning er, at man må prøve at sætte sig i modpartens sted. Gør man ikke det, risikerer man med eller mod sin gode at vilje at overskride grænsen fra demonstration til provokation.

Der er en voldskultur fra Allahs selvbestaltede politi. Jeg vil også skære ud i pap, at ytringsfriheden er under pres. Vi har nogle bavianer, som ikke kan finde ud af at argumentere, men bruger vold i stedet for.

Britain has a lot to be proud of, and our values and institutions are right at the top of that list. It’s not just important to promote, understand and celebrate these things for their own sake; it is absolutely vital to our future. And that is why I’m absolutely committed to doing so.

Jeg står lige ét sekund, hvor han når at slå ud efter mig og rammer mig halvt i hovedet, inden jeg tager fat om hans hånd. Jeg kan høre de andre spørge, hvad der er galt og nærme sig, men så skubber jeg ham væk og løber ned ad gaden. Heldigvis er jeg jo yngre og lidt hurtigere end dem,« siger Hassan med et smil. Da jeg ser mig bagud, kan jeg se, at manden jagter mig med en kniv, og jeg kan høre, at deres bil bliver startet, men jeg kom væk fra dem.

Redegørelsen fra Ombudsmanden er  ikke mindst vigtig, fordi den beskæftiger sig med det principielle spørgsmål om offentligt ansattes ytringsfrihed og om grænsen mellem menneske og mening. Den er en påmindelse til alle offentlige ledere om at skabe en kultur, hvor ansatte kan tale frit.

Hvis der var sådan et møde her i Oslo, ville der være demonstration udenfor.

Jeg og mange af dem, jeg har talt med de seneste dage, kan simpelthen ikke tro, at den fredelige mand kan have gjort det, politiet mistænker ham for.

"Why should it fall to me to defend him? Where are the lion-hearted liberals who are so quick to denounce political arrests in distant dictatorships? I realise that "political arrest" is a strong phrase, but it's hard to think of any other way to describe a candidate for public office being taken into police custody because of objections to the content of his pitch."

"Han har til opgave at forsvare islam, fordi han ikke har andet at forsvare. Islam er hundrede procent hans identitet. Det er der, hans loyalitet ligger. Det er meget vigtigt for ham, at han føler sig som muslim. Men han kan ikke rejse rundt i 14 måneder uden at blive opdaget, hvis ikke han er tilknyttet nogen. Man kan ikke bare tage ind i Syrien alene og kæmpe mod Assad-styret eller få et nyt pas. Der har været en struktur.”

Sverige er fuld af tabersager. En af dem er ytringsfriheden, som knægtes dag efter dag med afsæt i eskalerende racisme-og blasfemilovgivning. Senest er gadekunstneren Dan Park af byretten i Malmø blevet idømt en dom på fire måneders ubetinget fængsel og 20.000 kr. i erstatning til to navngivne personer for »hetz mod folkegruppe«. Den altid årvågne svenske forfatter Thomas Nydahl har læst dommen og slår ned på en af dens præmisser. Her hedder det, at Dan Park »ikke bidrager til en debat, som kan medføre fremskridt i omgangen mellem mennesker«. Præmissen om, at man partout skal bidrage til en debat, som medfører fremskridt mellem mennesker, er direkte totalitær i sin logik og konsekvens

"Vi valgte Danmark, fordi vi begge har arbejdet en del med danskere. Da jeg var i Geneve havde jeg ansvaret for de danske forretninger, så jeg havde gode samarbejdspartnere, og jeg kunne godt lide den måde, man arbejder på her. Den professionelle holdning, man går ind til tingene med. Den direkte måde, man siger tingene på. Det er ret exceptionelt ude i verden, og mange gange har jeg været tolk og har måttet sige til folk, at det ikke er personligt ment, og at de ikke er sure, danskerne, men bare siger, hvad de mener."

Journalister og politikere bør særligt studere de afsnit, hvor Akkari analyserer de yngre islamisters drevne omgang med medierne. Hør bare, hvordan imamernes arbejdsgruppe subtilt orkestrerede truslerne mod Morgenavisen Jyllands-Posten og Muhammed-tegnerne:

Imamerne vidste, at de blev overvåget, så ”vi kunne ikke opfordre til noget direkte, men vi kunne bruge enhver prædiken som anledning til at markere vores accept af den hellige krig og puste til hadets flammer, der nu var ved at få fat. Resultatet sås næsten omgående. Truslerne væltede ind til Jyllands-Posten”. Uden direkte at opfordre til trusler lykkes det alligevel imamerne at skabe dem. Akkari selv viser sig at have langt større evner som kommunikator end sin kjortelklædte mentor Raed Hlayhel. Grimhøj-imamen taler nemlig lige ud af posten, som når han hævder, at utildækkede kvinder selv er skyldige, hvis de voldtages, og at kvinder er Satans instrument. Akkari derimod mestrer de yngre islamisters evne til at sige det, danskerne kan lide at høre. Som i sin første tv-optræden under krisen, hvor han ”præsenterede seerne for et lag af flødeskum, som jeg behændigt havde smurt ud over den grimme og uappetitlige virkelighed. Jeg løj ikke direkte, men serverede de små bidder, som jeg vidste, danskerne kunne tygge.”

Skal der virkelig ikke mere til for at få udgivet en rapport i den fornemme institution, Europarådets navn? Er alle normale kvalitets- og kontrolmekanismer sat ud af kraft for at kunne producere en konklusion, der forekommer skrevet på forhånd? Hvis dette er standarden for Europarådets virksomhed, hvad så med rådets mange andre aktiviteter?

Folk, der kender vores program, ved godt, vi har en meget humoristisk tone og til tider ironisk og forhåbentlig også selvironisk, og der er ikke rigtigt noget der er helligt, når det gælder en humoristisk bemærkning,

Ruslands lovgivning kommer mere og mere til at ligne sovjetstatens. Offentlige demonstrationer og selv tavst ophold uden for en offentlig bygning kriminaliseres. I de seneste dage er myndighederne begyndt at blokere adgangen til medier på internettet, herunder de meget sete og læste Dozjd (Regn), Grani. ru, Ekho Moskvy (Moskvas Ekko), Jozj (Pindsvin) og de to oppositionspolitikere Aleksej Navalnyj og Garri Kasparovs (den berømte skakstormester) internetaviser.

Under den sidste retsdag i sagen om Trykkefrihedsselskabets tidligere kasserer udfoldede anklageren store bestræbelser på at vise, at hans påståede overfald på to muslimske kvinder var motiveret af racisme, og at han havde lært det hos Trykkefrihedsselskabet. Den anklagedes sko kom til at spille en central rolle.

Under udfærdigelsen af ICCPR advarede Eleanor Roosevelt om, at et forbud mod  hate-speech“would encourage governments to punish all criticism under the guise of protecting against religious or national hostility.” Det er ekstremt bekymrende, at Europarådets øverste ansvarlige for menneskerettigheder synes fast besluttet på at udvande ytringsfriheden, selvom hensigterne er nok så noble.

Jensen har eksempelvis undladt at nævne sin allierede fra Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaards trotskistiske udskejelser i tresserne og marxistiske skolebøger i halvfjerdserne. Denne undladelse stemmer godt overens med Lidegaards pointe om, at Jensen går efter »modparten«. Men faktisk fortæller koldkrigsværket heller intet om, at Lidegaard tilsyneladende selv flettede tæer med »fodnote-forræderne« i begyndelsen af 80erne. Lidegaard bidrog nemlig til den USA-kritiske freds-antologi Grønland – Middelhavets perle: et indblik i amerikansk atomkrigsforberedelse (1983). Derudover finder koldkrigsværket det heller ikke værd at nævne, at Lidegaard i 1982 blev medlem af redaktionen på »Forsvar – Militærkritisk Magasin«. Et magasin som delte ideer og adresse med fredsgruppen Nej til Atomvåben (stiftet af bl.a. Jørgen Dragsdahl). Magasinet havde i 1981 bragt flere artikler om Forsvarets Efterretningstjenestes lytteanlæg, hvilket gav redaktøren en sigtelse for spionage, som dog blev frafaldet.

De venstreradikale råbte så højt, at de forhindrede Sarrazin i at sige noget. Til gengæld tiltvang de sig med deres larmende adfærd adgang til mikrofonen og holdt et indlæg på tre minutter. Med dirrende hænder stod en ung kvinde og råbte ind i mikrofonen: ”Vi er dydsterroren”. Og det havde hun jo ret i, men det var nok sarkastisk ment. Så det eneste indlæg på det møde kom fra fredsforstyrrerne, mens Thilo Sarrazin ikke kunne gøre andet end at se til med korslagte arme. Teatrets repræsentant på mødet indrømmede bagefter: ”Vi bøjede os for meningsterroren.” 

I en debat i Konservativ Ungdom i København for nylig fremstillede Lars Barfoed De Konservative som et parti, der har kæmpet og ville fortsætte med at kæmpe for ytringsfriheden. Da han blev konfronteret med den realitet, at konservative justitsministre gennem ti år har forsvaret en totalitær international forpligtelse til at begrænse ytringsfriheden, slog han så vredt i bordet, at tomme øldåser fløj afsted i alle verdenshjørner.

For 25 år siden kunne selv ikke dødstrusler, bombeattentater og mord stoppe offentliggørelsen af ”De sataniske vers”. I dag skal blot en enkelt person råbe ”krænkelse”, før den ”progressive” opinion ifører sig metaforisk burka af hensyn til religiøs følsomhed.

I praksis har Jørgen Dragsdahl kun mulighed for at føre sagen ved Højesteret, hvis han får økonomisk støtte. Vi mener, at det er en vigtig sag, der bør prøves for Højesteret, og derfor vil vi gerne medvirke til, at den bliver prøve.

Den virkelige undren må rettes mod den manglende debat om den omstændighed, at Danmark er blevet et land, hvor politisk/religiøst motiverede overfald og attentater er en del af virkeligheden. Mange bryder sig muligvis ikke om de holdninger, Lars Hedegaard står for og gennem årene har udtrykt. Men det burde i denne sammenhæng være ligegyldigt.

Man skal have lov til at have overbevisninger, der ikke er rigtige eller velfunderede. Hvem skal gøre sig til talsmand for, hvad der er velfunderet og korrekt? Der skal være plads til det ukorrekte.

Politiken er blevet klogere. Foreløbigt. Jeg er ikke sikker på, at det holder i længden. Jeg er ligeså skeptisk, som jeg var, da Akkari pludselig sagde, at han var blevet klogere. Lad os nu se. Holder det i længden?

Det er glædeligt, at Yahya Hassan har fået den gennemslagskraft. Men det er også udtryk for en kæmpe dobbeltmoral. Hvis han havde haft en anden hudfarve, en anden alder eller var blevet opdaget af en anden avis end Politiken, så havde han ikke fået den betydning. Man hører ikke på, hvad der bliver sagt, men hvem der siger det. Og det er tæt på at være racistisk«

Bo Lidegaard er samarbejdspolitikeren, der som Erik Scavenius vægter freden højere end alt andet. Han følger med tiden og tilpasser sig omverdenen for at sikre et roligt og redeligt udfald. Konflikter nedtones. Konsensus etableres. Lov og orden respekteres